Da jeg i sin tid begyndte min udforskning af øllets verden, var jeg først og fremmest inspireret til udforske trappisterne. Jeg havde jo smagt Westmalle Tripel til den første ølsmagning, og i vores lokale Brugs så jeg nu, de havde en Trappistøl fra Orval.
( Den gang var der faktisk et udvalg i vores Brugs, både af engelsk og belgisk øl. Nu er det desværre forsvundet til fordel for et meget mindre udvalg af dansk specialøl. Dette udvalg er også dalende. Nå – så må man jo købe sit øl et andet sted. ).
Orval var en meget overraskende oplevelse, en fundamental anderledes øl. Med mit manglende kendskab til øl var den nærmest chokerende, og jeg må ærligt indrømme, at jeg ikke brød mig særligt meget om den.
Og det var jo ærgerligt, for det er en af de flotteste flaskedesigns, jeg har set, og glasset udstråler også klasse.
Orval er navnet på et kloster, der kan føre sin historie tilbage til 1000-tallet. Jeg kendte lidt til stedet i forvejen, for det indgår i baggrundmaterialet til ”Da Vinci Mysteriet”. Sagnet fortæller at Mathilde de Canossa gjorde holdt ved en kilde, og der var så uheldig at tabe sin vielsesring i vandet. Som reaktion på hendes bønner steg en fisk op fra dybet med ringen i munden. ( Dette billede kan ses på flasken og også bag på glasset.). Hun udbrød da, at dette var ”Den gyldne dal” – ”Val D’or” eller ”Orval”. Der blev oprettet et kloster på stedet, men det ligger nu i maleriske ruiner, og der er opført et nyt. Man ved, at der er brygget øl i klosteret i hvert fald fra 1628 til 1793, hvor en brand ødelagde det. Det nuværende bryggeri blev bygget i 1931 og de sendte den første øl på markedet i maj 32.
Orval adskiller sig fra de andre Trappistbryggerier ved, at de kun brygger én øl. Og at den har en anderledes profil end de andre. Da jeg for nylig så den i Ølkonsortiet, tænkte jeg, at nu var tiden vist til at prøve den igen, og her til aften fik vi en dejlig ret med tigerrejer, som den måske kunne passe til.
Det er en uklar, kobberfarvet øl med fint skum, der i begyndelsen består af små bobler, men efterhånden klumper lidt sammen. Duften er frisk og syrlig med antydninger af hø, der får en til at tænke lidt på Lambic. Det er der også en grund til, for til den sekundære gæring tilsættes en kultiveret udgave af vildgæren Brettanomyces. Det er den, der giver dette præg af spontangæret øl.
Procenten er på 6,2%, men vildgæren skulle efter sigende æde noget af det uforgærbare sukker, så procenten efter et år vil være højere.
Smagen er syrlig og skarp, og fornemmelsen er let snerpende. Den er pænt humlet ( tørhumlet ) med Hallertau, Styrian og Yakima. Det er denne blanding af syrlighed og bitterhed, der gør øllen helt unik, selv i Belgien. Der er ikke rigtig nogen betegnelse for øllet og heller ikke nogle efterligninger, før for nylig, da Mikkeller lancerede deres ”It’s Alive”
Jeg har smagt mange forskellige øl siden første gang, og også nogle, der var meget mere syrlige end denne. Den har sin helt egen charme, men det er ikke en øl, jeg ofte vil vende tilbage til. Den passede dog virkelig godt til tigerrejerne. Andre anbefaler den til vildt og oksekød og svamperetter. Det har jeg endnu ikke prøvet.
Karakter 4
Ingen kommentarer:
Send en kommentar