Bedømmelse

1 Dårlig
2 Drikkelig
3 God
4 Meget god
5 Fantastisk

søndag den 28. september 2008

Tid til en øl - Kastanie Ale / Den Gode

28. September 2008
Da jeg i sin tid afholdt den første ølsmagning på arbejdet, var det for at lave en mandeaften med kollegerne. Mændene havde aldrig været samlet før, men nu var der et interessant emne, vi kunne snakke ud fra. Og selvfølgelig fik vi diskuteret og sludret om løst og fast, ind imellem vi debaterede øllene. Det var en rigtig god aften. Denne første smagning foregik i januar, og jeg foreslog så, at vi kunne afholde en forårssmagning i maj. Men det kunne der ikke være tale om – det var alt for lang tid at vente, så vi afholdt en smagning allerede i marts. Og så er det gået stille og roligt med ølsmagning ca. hver 2, måned siden. ( i undervisningssæsonen ). Det er efterhånden blevet til 8 ølsmagninger, hvor vi hver gang har været 8-9 personer. Det er ikke altid de samme, der kommer, men der er pæn stabilitet.

Det er som sagt ikke ølsmagninger efter bogen. Vi plejer at købe nogle pizzaer, som så bliver leveret omkring tredje eller fjerde øl. Så det er ofte Bock og forskellige Bitters/Pale Ales, der må holde for til maden.
Denne gang blev det en ”Kastanie Ale” på 5,5% fra Baggårdsbryggeriet i Holstebro. Det er en helt ny øl fra april 2008. Den er brygget på pilsner-, münchener-, karamel-, chokolade- og sortmalt og humlet med East Kent Goldings og Northern Brewer.
Det ses på farven, der er mørk rødbrun – ja, man fristes til at sige kastaniefarvet. Skummet er beige og holder fint, og duften er maltet og lidt sød. Smagen er rund, præget af malt og karamel - og en nuance, jeg formoder er kastanie. Der er nemlig tilsat fransk kastanielikør ”i rigelige mængder”, som baggrundsmaterialet siger. Bitterheden er middel og behagelig og bliver pænt hængende. Alligevel er det som om, øllet ikke rigtigt gør sig bemærket. Det er en udmærket ale, men også en smule anonym.
Karakter 3
Der er straks mere bid i vores næste madøl, men den er jo også brygget efter amerikansk mønster, og de vil noget andet.
Det er Duelund Bryglade, der brygger en ”Cowboy”-serie bestående af ”Den Gode, Den Onde og Den Grusomme”. Henholdsvis en Steambeer, en IPA og en Barleywine.
Vi knappede Den Gode op.
Det er en lys, uklar øl med skum af fine bobler. Der er masser af bobler i øllet, hvilket giver en frisk og livlig fornemmelse. Den er brygget på 4 forskellige malte og humlet med Nothern Brewer og Cascade. Dens typiske citrusduft dominerer aromaen, så man ikke er i tvivl om, at dette er en amerikansk inspireret øl. Smagen er lidt maltet, men humlen tager hurtigt over på en frisk og behagelig måde. Der oplyses ikke noget om bitterhedniveau, men jeg vil vove at skyde på ca. 40 IBU. Alkoholprocenten er på 6,5%. Den er ikke filtreret eller pasteuriseret.
Karakter 4

Omkring Steambeer, se tidligere indlæg

Ingen kommentarer:

Send en kommentar