Bedømmelse

1 Dårlig
2 Drikkelig
3 God
4 Meget god
5 Fantastisk
Viser opslag med etiketten Albani. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Albani. Vis alle opslag

fredag den 18. december 2020

Tid til en øl - Albani Blålys Jubilæumsjulebryg


 18. December 2020

Da jeg var yngre havde jeg ikke så stor interesse i øl, men kunne alligevel godt lide de forskellige juleøl, der kom på bordet til familiens julefrokoster. Det var ’Carl’s Jul’ og forskellige farver ’X-mas’. Det var øl, der altid havde været der, og jeg kan ikke huske, hvornår jeg først lagde mærke til Tuborgs ’Snebajer’. Den har da også altid været der.

Derfor var jeg lidt forundret, da jeg opdagede, at jeg er ældre end Danmarks første julebryg.

Bryggeriet Carlsminde var først i 1958, men allerede i 1960 var Albani klar med deres ’Blålys’. Og den eksisterer jo stadig, hvilket gør den til Danmarks ældste julebryg.

Det har man fejret på bryggeriet med at lave en lettere opdateret ’Jubilæumsjulebryg’. Brygget sammesteds – i Schiøtz’ gamle bryggeri midt i Odense. Den er blevet lidt stærkere – 7,5%, og den er rundere og bedre balanceret end originalen – som jeg husker det.

Faktisk synes jeg ’Blålys’ var en udmærket juleøl. Jeg synes måske den havde karakter af en guldøl – med lidt for meget alkoholsmag, men det synes, jeg er kendetegnet for stærke danske øl.

Nu beskriver bryggeriet selv øllet som en dobbelbock, men jeg synes stadig, den har det danske guldøls udtryk. Og jeg kan faktisk godt lid, at man har holdt fast i dette udtryk. Nu er det bare passet til. Alkoholen er bedre skjult og øllet fremstår mere helstøbt.

Karakter 3+

Passer godt til det danske frokostbord

søndag den 26. marts 2017

Tid til en øl - Ølmarathon / Overgær 1


26. Marts 2017 


Tredje heat i vores Ølmarathon var overgærede øl – ales. Der er mange forskellige typer, men vi havde reserveret en runde både til belgiske ales og hvedeøl. Så det var mest de engelske typer der var fokus på. Jeg ville gerne have haft en tysk altbier eller kölsch med, men det kunne jeg ikke skaffe i Aalborg og omegn.


”Bass Pale Ale” smagte jeg første gang på en pub i Gibraltar og siden hen, de gange vi har været på cruise. Jeg kan godt lide den, og tog en flaske med hjem, for at præsentere den for vennerne. Det er den første pale ale og den røde trekant er verdens første registrerede varemærke. Jeg skrev om den i slutningen af februar.

Karakter 4


Amerikanerne har skabt en variation af pale ale, som kaldes ”american pale ale” – ”APA”. Her er der brugt amerikansk humle og bitterheden er også skruet en smule op. Stone fra San Diego nærmer sig IPA niveauet med deres ”Ripper” på 5,7%. Bitterheden rammer 40 IBU og der er brugt Cascade og Galaxy humle. Det skyldes at inspirationen kommer fra surfmiljøet, hvor både Californien og Australien har stolte traditioner.

Det giver en uklar orange øl med et dejligt friskt pust af humle. Grape og mere eksotiske frugter. Den er skarp med et godt bid, men alligevel ikke på IPA niveau. Det passer jo mig glimrende, at bitterheden ikke bliver for ensidig en smagsfaktor. Smag af grape og passionsfrugt. God, langvarig og passende bitterhed.

Karakter 5


Derefter fulgte en ”Nut Brown Ale” fra Samuel Smith i Tadcaster, Yorkshire. Samuel Smith står som altid for god kvalitet, men denne brown ale hører måske alligevel til i den mere anonyme ende af deres produktion. Jeg har tidligere skrevet om den, men synes denne gang trods alt bedre om den end for 7 år siden.

Karakter 3+


Da jeg ikke kunne skaffe en altbier, kunne jeg da bruge en anden gammel, tysk, overgæret øltype. Mumme siges at komme fra den tyske by Braunschweig. Kilder på Wikipedia hævder, at man ikke skal tro på historien om, at det var bryggeren Christian Mumme, der er ophavsmand til navnet. Til gengæld kommer der så ikke en anden forklaring.

Men hvorom alting er, så er mumme en overgæret krydret øl, og det er den øgså i Albanis udgave. Serien er opkaldt efter grundlæggeren Theodor Schiøtz, der også var en ivrig botaniker. Derfor er den krydret med slåen, solbær og hyben. Det er en øl, jeg altid har syntes godt om.

Royal Unibrew, der ejer Albani, har planer om at bygge en stort mikrobryggeri ( hvilket jo er noget vrøvl ) og blive en vægtig spiller på specialølsmarkedet. På samme måde har Carlsberg tænkt sig at Jacobsen også skal køres mere i stilling. Det er jo sådan set fint, hvis de store bryggerier vil øge kvaliteten. Bare det ikke betyder lukning at andre små og spændende bryggerier.

Karakter 4


Kong Midas var konge af Frygien og meget velhavende. Han havde hjulpet Dionysos’ læremester Silenos, og blev belønnet med et ønske. Han ønskede sig, at alt hvad han rørte ved, ville blive til guld.

Derfor er det passende at en øl med navnet ”Midas Touch” er en smuk gylden ale. Det er en historisk ale og en del af en serie ”Ancient Ales” som bryggeriet Dogfish Head laver. Denne er den første ( 1999 ), og opskriften stammer fra Jong Midas’ grav. I den 2700 år gamle grav fandt man de ingredienser, der er brugt.
Det er en mellemting mellem øl og vin. Det kender vi også fra andre øl fra oldtiden. Dogfish Head har samarbejdet med en biomolekylær arkæolog for af frembringe denne øl.
Der er brugt byg, honning og hvide muskatdruer, samt safran. Det giver en stærk øl på 9,0%. Duften er præget af honning, men uden det bliver overdrevent. Smagen er frugtsødme fra rosiner og dadler. Honningen er ikke så tydelig i smagen, men medvirker jo nok til sødmen. De fleste deltagere var forbavsede over, at de rent faktisk kunne lide den, Men det bliver heller ikke vammeltsødt. Det hele er holdt i en fin balance, selvom der ikke er nogen nævneværdig bitterhed.

Karakter 4

Dogfish Head er et bryggeri fra Milton, Delaware. Det blev grundlagt i 1995 af Sam Calagione og det lidt besynderlige navn, stammer fra en lokalitet i Maine, hvor Sam tilbragte sine ferier som barn.
Deres ”Ancient Serie” omfatter øl som ”Chateau Jiahu” ( 9000 år gammel kinesisk grav ) – ”Teobroma” ( 3400 år fra Honduras ) – ”Ta Henket” ( ægyptiske hieroglyffer ) og ”Bierra Etrusca Bronze” ( 2800 år –første nedskrevne opskrift ) . Derudover har de lavet en øl ”Kvasir” fra egtvedpigen, og den finske sahti ved navn, ”Sah’tea”.



tirsdag den 22. december 2015

Tid til en øl - Albani Schiøtz Mørk Vinter Bock


22. December 2015

I efteråret da jeg besøgte Nordic Brew Festival, kom jeg også forbi Royal Unibrews stand. Jeg havde nok ikke oprindeligt tænk at stoppe op der, men det viste sig, at de havde taget deres nye serier fra Lottrup og Schiøtz med. Jeg ville gerne komplimentere dem for at tage et skridt i den rigtige retning, og især øllene fra Schiøtz er jeg glad for.

Ludvig Theodor Schiøtz var meget interesseret i botanik og i øl, og han grundlagde i 1859 bryggeriet Albani. Derfor er den serie der ærer hans navn tilsat forskellige urter og bær fra den danske natur.
Jeg blev mødt af en entusiastisk mand bag standen – måske var det bryggeren selv. Jeg ved det ikke, men han var i hvert fald både glad og stolt over det resultat, de havde opnået med disse to serier, og det på en ægte og positiv måde. Lottrup var rettet mod den almindelige forbruger og derfor ikke så eksperimenterende i sit udtryk – hvorimod Schiøtz, med sine tilsætninger fra den danske natur henvender sig mere til kendere, der ønsker lidt ekstra.

Vi fik en god snak. Jeg nævnte at en restaurant i Hals var begyndt at føre mærkerne, og han viste med det samme at det var Havkatten, så han havde styr på, hvor hans øl endte henne.

Udover de kendte 6 øl ( 3 fra hvert bryggeri ) havde de også en vinterudgave med. Lottrups var ”US Dark Ale” og ”Mørk Vinter Bock” repræsenterede Schiøtz. Det er en udmærket øl, som jeg også fik til frokosten i dag

”Mørk Vinter Bock” er en mørk, mahognyfarvet øl med kraftigt skum og hurtige, små bobler. Den er tilsat hyldebær, tranebær og porse, og denne bærnote mærker man allerede i aromaen. Øllet er let og levende. Smagen er præget af malt og sødme fra hyldebær, men han en skarpere kant fra tranebærene. Det virker let krydret. Procenten er 6,0% og øllet passer fint til et julefrokostbord.

Karakter 3+  .

lørdag den 25. juli 2015

Tid til en øl - Carlsberg Nordic Blond / Albani Schiøtz Mørk Mumme


25. Juli 2015 

I går fik jeg så klippet hækken til den modsatte side, og også her afprøvede jeg en alkoholfri øl – den anden udgave af Carlsberg Nordic. Det skal vist forestille en overgæret øl. I hvert fald har den navnet ”Nordic Blond”. Den ligner på mange måder den anden – 0,5%, brygget på bygmalt, vand, sukker og humle, men her er der både ”naturlige aromaer og ekstrakter”. Den er også lys – en anelse uklar med samme lette skum. Duften er umiddelbart mere frugtig, men desværre er smagen præget af sæbe ( det skal jo nok være blomst- eller frugtnoter, men det virker ikke )

Karakter 1

Til eftermiddagen fik vi gode venner fra Middelfart på besøg, og vi fik først kaffe og kage, inden vi satte os i haven med et par øl – en Kellerbier og en IPA fra Greene King.

Vi havde inviteret til aftensmad på Havkatten i Hals, og det plejer ikke at være så spændende rent ølmæssigt. Men her ventede en lille behagelig overraskelse.



 Man havde nemlig investeret i de to nye serier fra Royal ( nogle vil måske rynke på næsen, men det er et positivt tiltag og et skridt i den rigtige retning. Lidt har også ret. ). Det er Lottrup og Schiøtz – opkaldt efter stifterne af henholdsvis Ceres og Albani.

Vi valgte en ”Schiøtz Mørk Mumme” fra Albani. Den har jeg ikke tidligere smagt. Ifølge etiketten var brygmester Schiøtz meget botanisk interesseret og derfor er de tre øl, der er opkaldt efter ham, alle med nordiske tilsætninger. Her er det slåen, solbær og hyben. Mumme er en gammel ølbetegnelse, der går tilbage til middelalderen, og på den tid var øllet ofte tilsat forskellige urter og bær.

Det er en mørk, undergæret øl på 6,5%. Havkatten har heldigvis fået fat i de rigtige glas, hvilket giver dem endnu et plus i karakterbogen. Fin, lys skumhætte på toppen. I næsen får man mest en let sødlig fornemmelse af malt og brød. De tilsatte ingredienser er fint antydet, så de ikke tager for meget opmærksomhed. Der er lidt sødme fra hyben, et lille skarpere strejf af slåen og solbær bliver hængende svagt i eftersmagen. Alt sammen giver en udmærket udgave af en dunkeløl. Jeg har tidligere smagt deres ”Gylden IPA” og den er heller ikke helt ved siden af. Det er helt klart et skridt i den rigtige retning – både for Royal og Havkatten

Karakter 3+

mandag den 13. februar 2012

Tid til en øl - Albani H. C. Andersen Eventyr

13. Februar 2012
Da jeg i sin tid ( 2006 ) begyndte at interesse mig for øl, kendte jeg ikke rigtig noget til emnet i forvejen. Jeg havde smagt Carlsberg og Tuborg, et par juleøl og nogle få bryg fra Thisted, men det var ikke noget, der helt havde fanget min interesse. Med den første ølsmagning blev jeg fuldstændig grebet og kastede mig hovedkulds ud i at smage mange forskellige øl, både danske og udenlandske. Jeg har altså ikke nærmet mig emnet stille og roligt, og derfor er der en hel del danske øl, som jeg stadig ikke har fået smagt, selvom de har været på markedet i mange år. Deriblandt næsten alle de danske guldøl.
Jeg har dog tidligere gjort mig bekendt med nogle af dem i forbindelse med øl med dyrenavne – ”Elephant ” ( 9. nov. 09 )- ”Giraf” (16. juli 10 ) og ”Bjørnebryg” ( som jeg åbenbart ikke har fået skrevet om ). Jeg synes godt om ”Carlsberg 47”, men det er jo egentlig en julebryg.
Derfor har jeg bestemt at denne uge skal bruges til at rette lidt op på denne mangel. Jeg fandt 6 guldøl i Føtex. De er alle på dåse og jeg har ikke smagt dem før eller også er det meget lang tid siden.
Den første i rækken er ”H. C. Andersen” fra det fynske Albani Bryggeri. Jeg har tidligere smagt deres ”Giraf ”, som jeg godt kunne lide, så jeg håbede at denne kunne leve op til den.
Albani Bryggeriet blev stiftet i 1859 af Theodor Schiøtz (1821-1900), der sammen med Edvard Ferdinand Esmann og Johan Frederik Rasmussen ville lave et bryggeri til bayersk øl, som der var stor efterspørgsel efter. I 1868 blev det omdannet til aktieselskab som den første virksomhed i Odense. Bryggeriet lå udenfor byen, men ligger nu nærmest i centrum. Bryggeriet voksede hurtigt og er udvidet flere gange. De har også opkøbt flere lokale bryggerier, indtil de i 2000 fussionerede med Bryggerigruppen og blev til Royal Unibrew.
I anledning af Odenses 1000 års jubilæum ( 1988 ), blev der brygget en stærk øl, der blev så populær, at man lancerede den året efter som ”H.C. Andersen Eventyr”. Den bliver frigivet hvert år på H. C. Andersens fødselsdag ( 2. april ), og prydes hvert år af et nyt papirklip fra Andersens store samling. I år er det ”fantasiens træ”. Klippet er udført på Bregentved Slot, hvor H. C. Andersen ofte opholdt sig.
Siden 1990 er denne øl kommet i nummererede flasker ( 33 cl ) og udgør et samlerobjekt, men i år er den også på markedet på dåse ( 50 cl ). Disse er ikke nummererede, men derfor kan man da godt starte en samling, hvis man har lyst.
Disse stærke, danske øl går under navnet guldøl eller eksportøl. Oprindeligt måske inspireret af Dortmunder, men for nogle er alkoholprocenten blevet meget høj, og jeg er faktisk lidt i tvivl om betegnelsen for disse stærke lagerøl. Jeg synes ikke de har karakter af ”dobbelbock”, men en af mine ølbøger betegner dem ”malt liquor” hvilket jeg ikke har hørt før. Men stærke det er de i hvert fald.
”H.C. Andersen Eventyr” er på 9.0% og kendetegnet for alle disse øl er tilsætning af ekstra sukker eller maltsirup – for at få procenten op. Her er betegnelsen ”ekstra stærk pilsner”
Det er en lys gylden øl med kraftigt hvidt skum. Der er virkelig mange, små livlige bobler, der farer rundt i glasset – der må simpelthen være tilsat ekstra. Aromaen er svag, men man aner lidt citrus og en kunstig, kemisk note a la acetone. Frisk og let i munden. Det første der rammer en, er sødmen efterfulgt af alkohol. Derefter bliver man opmærksom på lys malt og noget der minder om svømmehal, inden der afsluttes med en god bitterhed, der bliver hængende længe.
Karakter 2
Jeg synes ikke denne øl er på højde med giraffen, men det er jo også et utroligt højt dyr. Så vidt jeg kan se, er der også brygget en mørk jubilæumsøl et par gange med navnet ”H.C. Andersen 1805”, men det er altså en anden sag.

fredag den 16. juli 2010

Tid til en øl - Albani Giraf

16. Juli 2010

Albani i Odense blev grundlagt i 1859 af Theodor Schiøtz. Allerede i 1874 blev det udvidet og efter flaskeøllets indførelse i 1891 blev det til endnu en udvidelse. Gennem 1960’erne og 70’erne opkøbte Albani flere fynske og sønderjyske bryggerier, indtil de i 2000 fusionerede med bryggerigruppen til Royal Unibrew.

I starten af 1960’erne blev giraffen Kalle i Odense Zoo forgiftet og blev fundet død. Der blev gjort meget for at finde en ny giraf og i den forbindelse udsendte Albani  13. August 1962 en ”Girafbeer” der skulle sponsorere købet af en ny. Det blev en stor succes og det var muligt at købe 2 nye giraffer – en han og en hun, der siden har leveret girafunger til flere zoologiske haver i Europa. På bryggeriets hjemmeside kan man læse om giraffer i al almindelighed.

”Girafbeer” er en guldøl på 7,3%. Den er lys gylden med mange livlige bobler. Jeg bryder mig åbenbart ikke så meget om duften af disse guldøl. Også her virker den kunstig med et lille snert af ascorbinsyre ( det er ikke nævnt i varedeklarationen, så.. ? ). Øllet føles friskt og livligt og der er en udmærket balance i smagen. Der indledes med lidt sødme og afsluttes med en behagelig bitterhed.

Karakter 3

Nu har jeg på 3 dage smagt nogle af de danske guldøl, og jeg undrer mig lidt over formålet. De adskiller sig ikke synderligt fra pilsnertraditionen og formålet må nærmest være at hæve procenten, så man bliver hurtigere fuld. Der synes ikke at være nogen smagsmæssig begrundelse. Alligevel er de 3 smagte guldøl temmelig forskellige, men skal jeg have stærkere øl, vil jeg helt klart vælge nogle med en anderledes smagsprofil.

onsdag den 2. december 2009

Tid til en øl - Albani Blålys

2. December 2009

I 1958 kom Danmarks første deciderede juleøl på markedet. Det var Carlsminde Bryggeri i Nyborg der stod for den, og Albani bryggeriet – også på Fyn – fulgte efter i 1960. Dermed er ”Blålys” den ældste nulevende julebryg på det danske marked.

Sidste år skrev jeg om 48 forskellige juleøl ( fra 7. nov – 31 dec. ), men jeg fik ikke smagt denne første julebryg. Og da der er over 100 forskellige juleøl på markedet er der også nogle nye at tage fat på i år. Men jeg skal jo også genopleve nogle af de gode, gamle fra tidligere.

Albani bryggeriet blev grundlagt i Odense i 1859 af Theodor Schiøtz. I 1891 begyndte man med flaskeøl, hvilket krævede store udvidelser. I løbet af det følgende århundrede overtog Albani mange andre bryggerier og i 2000 fussionerede de med Bryggerigruppen og blev til Royal Unibrew.

Julebryggen ”Blålys” er en stærk guldøl på 7,0%. Der er tilført majs og glukosesirup, hvilket er med til at give en let karakter.

Det er en gylden, filtreret øl med blødt hvidt skum. Der er en sødlig maltet duft. Dette modsvares lidt af den skarpe og prikkende følelse man får, når man drikker den. Der er en let syrlig citrussmag, der minder om ascorbinsyretilsætning ( men det oplyses der i hvert fald ikke noget om ) Den er pænt humlet, hvilket giver en markant bitterhed i eftersmagen

Karakter 3

I 1987 fik denne humlede øl følgeskab af en lidt rundere ”Rødhætte”. Den har jeg ikke set i butikkerne i år.