Bedømmelse

1 Dårlig
2 Drikkelig
3 God
4 Meget god
5 Fantastisk

torsdag den 19. november 2020

Tid til en øl - Løkken Bryghus Narrevorn


 19. November 2020

Blæsten er heldigvis taget af, og vores flagstangsjulelystræ står uskadt hen, så alt er godt.

I sendingen fra Løkken Bryghus er der en enkelt øl tilbage fra ’Vendelbo-serien’. Det drejer sig om den sorte ’Narrevorn’. Der er ganske vist endnu en øl i serien – ’Pangel’, men den er ikke med, og jeg må vente til senere med at smage den.

’Narrevorn’ betyder ret og slet ’Drillesyg’ og det drilske ligger her i, at komme kaffe og whiskey i en sort stout. Det er da noget dril, som man kan forstå. Bryggeriet skriver selv: ”Hvis man drikker for meget Narrevorn kan man blive noget narrevorn og lave skæg og ballade med sine venner”. Der skal nok et par stykker til, for alkoholprocenten er kun 6,9%.

Jeg har tidligere smagt denne øl – på Øllets Dag i Nordkraft i 2016. Her var etiketten dog anderledes og navnet var ’Narvorn’. Nu kan det jo også være ret svært at finde den rigtige stavemåde på dialekt. Jeg ved ikke, hvad der er rigtigt. Men man har rettet ’whisky’ til ’whiskey’, hvilket giver mening. For det er jo en ’Irish Coffee’ øl.

Den er sort med kraftig brunt skum. En svag duft af ristet malt og lidt whiskey. Den er let og behagelig at drikke. Der er smag af sødlig ristet kaffe og whiskey, men det er antydningens kunst. Der sluttes med en ristet bitterhed.

Karakter 4

Dette er meget lig, hvad jeg skrev i 2016. Her efterlyser jeg også lidt mere af den gode ide. Men man bliver ikke overvældet af smagsindtrykket – man bliver ikke træt at det, fordi det netop antydes.

Jeg synes nok stadig, man godt kunne skrue op for doseringen, men det er en dejlig øl at sidde med sådan en råkoldt novemberaften.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar