9. Oktober 2026
D. 29 september 2006 begyndte jeg at interessere mig for øl.
Indtil da havde jeg ikke noget kendskab til øl og hellere ingen særlig interesse for det, men der var begyndt at komme mikrobryg i den lokale Brugs og jeg syntes, det kunne være sjovt at holde en rigtig mandeaften med vennerne. Med pizza, ølsmagning og almindelig mandehørm. Så jeg fik Vinspecialisten i Aalborg til at sammensætte en ølmenu på 8 øl, hvor vi hver især skulle fremlæggen en af øllene.
Og jeg googlede lige, om man kunne finde noget at sige - og opdagede en verden, jeg ikke kendte noget som helst til.
India Pale Ale - Russian Imperial Stout - Doppelweizenbock. Jeg havde aldrig hørt om noget af det og det var vildt spændende. Og da vi smagte øllet på aftenen, var interessen vakt. Fra 0 -100 på 4 timer. Jeg tror, det var kombinationen af historierne og smagen, der fangede mig.
Forleden holdt vi 20 års jubilæumssmagning. Der har været udskiftninger i deltagerne undervejs, men der er nogle, der har holdt ved i alle 20 år. Og en kom med forslaget, at vi skulle have 20 øl - 10 gamle klassikere og 10 nye x-factor øl.
Tre af øllene fra 1. smagning kunne stadig fås - Sierra Nevada Pale Ale, Westmalle Triple og Aventinus fra Schneider. Resten af de gamle har været med i de efterfølgende smagninger.
Vi lagde ud med 'Duchesse de Bourgogne' fra Verhaeghe. Det var den første sour ale, jeg fik smag for. Vi havde smagt både Lambic og Geueze, og det var lidt for hardcore endnu, men denne Oud Rood stil faldt helt i vores smag. Den perfekte blanding af syrlig og sød. Lidt æbleeddike, hvilket nogle også bemærkede ved jubilæet. Jeg omtalte den på bloggen 28 marts 2012.
Karakter 5
En af vores deltagere er også den lokale pizzamand, som havde tilbudt at lave pizza til smagningen, så blev det helt autentisk. Så vi tog de første par øl udenfor, inden vi rykkede indendøre.
Øl nr 2 og 3 var begge gode til pizza.
Fuller's 'ESB' var med, for Fuller's var et af de bryggerier, der prægede den første tid. Jeg ville gerne have haft 'London Pride', men den var udsolgt i Middelfarts Ølverden, hvor jeg fandt nogle af øllene.
'ESB' er storebror på 5,9%. ESB betyder Extra Special Bitter. Der er mere kraft på alkoholen og på bitterheden. Jeg vil tro bitterheden ligger på 40-45 IBU , og der er brugt engelsk humle - Target,Challenger og Goldings. Jeg skrev om den 9. August 2008, hvor jeg lige havde starten denne blog.
Karakter 4
Til den 1. smagning havde vi en 'Hazelnut Brown Nectar' fra det amerikanske bryggeri Rogue. Jeg er siden stødt på den flere gange, men lige nu kunne jeg ikke finde den nogen steder. Jeg skrev om den 2. Oktober 2008 og igen 5. Oktober 2016.
I stedet tog jeg en anden brown ale fra den gang - 'Fur Renæssance'. Brygget på 5 forskellige malte og med 5 humletyper og det gode vand fra Fur. Jeg syntes i sin tid ikke, den levede helt op til den fine beskrivelse, men var overrasket over, at der er kommet mere kerne og retning på den nu. Der er jo også gået en del år siden da. En positiv oplevelse. Jeg omtalte den 5. August 2008.
Karakter 4




