Bedømmelse

1 Dårlig
2 Drikkelig
3 God
4 Meget god
5 Fantastisk

lørdag den 8. maj 2021

Tid til en øl - Verdens Største Virtuelle Ølsmagning 1


 8. maj 2021

I dag deltog jeg i 'Verdens Største Virtuelle (øl)Smagning' ( VSVS21 ). Det var et arrangement af Craft Makers Collective og Anarkist, og målet var at slå verdensrekorden for flest deltagere i en virtuel ølsmagning. Derfor var der også officiel deltagelse af Guiness ( ikke bryggeriet ) Book of Records. Rekorden, der skulle slåes, var vist på 1000 deltagere.

Det var et arrangement med præsentation af øllene fra bryggerierne selv, musik i pauserne og Ølskole ved Anders Kissmeyer og Carsten Berthelsen. Der var også små reportager fra forsamlinger rundt i landet, og en enkelt helt fra Ghana.

Undervejs var der afstemning om øllene på en app og der var også indlagt et par 'Beer Battles'. Det vender jeg tilbage til.


Den første øl var fra Skands, der modigt lancerede en alkoholfri øl på 0,5%. Alkoholfrit øl er på vej frem, så det er ganske naturligt at denne øltype bliver præsenteret, men alligevel noget af et sats. Nu er jeg ikke konkurencemenneske, og faktisk ligeglad med, hvem der vinder, så det er kun fint at servere forskellige øloplevelser sådan en dag.

'CPH All Night' er en meget lys øl - brygget på både byg og hvede. Den har en duft i retning af citronsodavand. Den er naturligvis let og forfriskende - den bruser en del. Ganske udmærket smag, der er let syrlig af citron. Det kommer sikkert fra humlen, men bitterheden er kun på små 11 IBU.

Karakter 3


Næste øl var en gammel kending af Christian Skovdahl fra bryggeriet Beer Here.

'Tia Loca' er en øl, der trækker på hvedeøltraditionene fra både Belgien og Tyskland. Derfor er der både tysk hvedegær og belgisk koriander og appelsinskal i øllet, og det fungerer faktisk.

Det er en uklar, lys øl på 5,4%. Hvidt, let skum på toppen. det tyske islæt dukker frem i aromaen, hvor man fornemmer lidt banan, hvorimod smagen er præget af koriander og appelsin. Der er en lang eftersmag, der er domineret af en let syrlighed, men ikke nok til at retfærdiggøre betegnelsen 'sour' som den var præsenteret som i programmet.

Karakter 3+

Blandingen af belgisk og tysk tradition kan ses på etikette, der er kreeret af Christian Skovdahl selv.

På den oprindelige etikket - der også kortvarigt blev vist på skærmen ( vist ikke helt meningen, hvis man skal tro værternes kommentarer ), ses den belgiske Tintin, men med armen strakt løftet og et lille Hitleroverskæg. Det har nok været for provokerende - i hvert fald har Tintin nu fået et mere preussisk udseende i retning af Bismarck.


Sidste øl her i første del blev faktisk en 'sour'. Det er en 'Red Berries' fra serien Stolen Fruit'. Jeg har tidligere smagt denne øl på Nordic Brew festivalen i Frederikshavn. Det er en Berliner Weisse med masser af røde bær - solbær, hindbær, rips m.fl., og den overraskede flere i selskabet på en positiv måde.

Den er knaldrød med det nydeligste lyserøde skum. En anelse pussenusset at se på, men duft og smag er med fuld kraft. Jeg fornemmer mest solbær i duften, men også en sødlig note at hindbær. I smagen kommer bærrene ikke helt så meget frem. Den er let og sommerfrisk og syrligheden fra ripsene kommer frem i en pænt lang eftersmag. Der er ingen bitterhed og IBU er da også lig 0. Alkohol 5,4%

Karakter 3+






Ingen kommentarer:

Send en kommentar