Bedømmelse

1 Dårlig
2 Drikkelig
3 God
4 Meget god
5 Fantastisk

mandag den 17. maj 2021

Tid til en øl - Pressure Drop Worlds Apart


 16. Maj 2021

Det var englænderne, der i slutningen af 1700-tallet opfandt IPA'en, da der skulle transporteres øl til kolonien i Indien. Efter køleteknikken blev opfundet i 1880'erne, blev det muligt at brygge øl i Indien og efterspørgslen efter IPA blev mindre. Typen var nærmest ved at uddø, da amerikanerne i 1980'erne genopfandt den, og de har siden ført den til nye højder med masser af humle og kraft.

Nu er englænderne ved at finde stilen frem igen. Det er ikke den traditionelle engelske type, de går efter, men de nye mikrobryggerier i UK er inspireret af den amerikanske stil. Og de gør det godt.

Pressure Drop er et nyt engelsk bryggeri fra London. Startede beskedent i 2013 i Hackney - i Graham O'Brian's haveskur, men flyttede i 2017 til større faciliteter i Tottenham ( nordlige London ). Udover O'Brian var det Sam Smith og brygmester Ben Freeman der startede det hele op. De lader til - ifølge deres udvalg - at have specialiseret sig i NEIPA, selvom de har få andre typer på programmet. Og aftenens øl er da også i den stil.

'Worlds Apart' fortæller tydeligt, hvad vi har med at gøre, for det er en samarbejde med Range Brewing på den anden side af kloden - i Australien.

Range Brewing er grundlagt i 2017 af Gerard Martin og Matt McIver. De mødtes i London og var en del af den engelske Craft Beer Scene, og en dag - efter lidt mange øl, udtænkte de en plan for at lave deres eget bryggeri. De kontaktede deres ven - bryggeren Mitch Pickford og inden de fik set sig om var de tilbage i Brisbane, Australien med deres nye bryggeri.

'Worlds Apart' er en Double IPA på 8,5%. Jeg foretrækker ofte DIPA, fordi der tit er mere smag og kraft til at balancere bitterheden, og går den i retning af New England er bitterheden endda nedtonet.

Farven er som solen set gennem en kraftig varmedis. Der er kraftigt skum på toppen. Det er ingen tvivl om at vi har bevæget os mod troperne. Det er Sabro, Amarillo og Citra, der sammen med den australske Galaxyhumle giver duft og smag af lyse tropiske frugter. Der er mango, nektarin og mandarin. Sabro skulle give duft af kokos, men det kan jeg nu ikke fornemme. Forleden fik jeg en øl i samme stil, hvor bitterheden var så lav, at det næsten blev frugtjuice. I denne øl er bitterheden mere tydelig, og selvom jeg absolut ikke er et humlehoved, må jeg nok indrømme at det forbedrer oplevelser i høj grad.

Karakter 4+

Ingen kommentarer:

Send en kommentar