Bedømmelse

1 Dårlig
2 Drikkelig
3 God
4 Meget god
5 Fantastisk

torsdag den 23. oktober 2008

tid til en øl - Morocco Ale

23. Oktober 2008
En af de mere specielle efterårsøl er den krydrede ”Morocco Ale” fra Daleside i Yorkshire.
Bryggeriet blev etableret i Harrogate i midten af 1980-erne og er udvidet flere gange. De brygger en stor variation af traditionelle engelske øltyper. Derudover har de også taget en af Englands mest specielle og mystiske øl til sig.
”Morocco Ale” stammer tilbage fra starten af 1600-tallet, hvor man på Levens Hall i Westmoreland bryggede en mørk øl med en intens glød. Opskriften var en hemmelighed og var bogstaveligt gået under jorden ( gravet ned i haven ) under den engelske borgerkrig 1641 -53, hvor Cromwell kæmpende mod Royalisterne. Det var kongerne Charles I og Charles II. og krigen endte med Charles I’s henrettelse og at Charles II måtte flygte i eksil.
Ejeren af Levens Hall - James Grahme - var  hofmand hos Charles II. Charles havde giftet med en portugisisk prinsesse – Catherine af Braganza – og hun havde fået en del marokkanske hoffolk i medgift.  James Grahme syntes, deres hudfarve mindede om den ale, man bryggede hjemme på Levens Hall og kaldte den derefter ”Morocco Ale”

Charles II måtte flygte, men Morocco Ale blev gravet frem igen og blev indtil 1877 serveret ved det store, berømte Garden Party i maj måned. Her fik man en udgave, der var lagret i 21 år, og nye besøgende skulle indtage et glas, stående på et ben mens de reciterede: ”Luck to Levens whilst t’Kents flows”
Jeg må indrømme, at det gjorde jeg da også, første gang jeg smagte denne øl, dog uden at drikke den i en slurk.

Jeg ved ikke om Daleside har fået fat i den rigtige originale opskrift, eller de bare gætter sig frem, men det er en særegen og interessant øl.

Det er en mørk, brun øl med et kobberagtig glød og en fin skumtop. Allerede i duften fornemmes en meget krydret øl. Smagen er da også præget af et væld af divergerende indtryk, hvor jeg bedst kan skelne ingefær og fyrrenåle, men ellers er der mange andre nuancer. Det er svært at finde nøjagtige oplysninger om indholdet. Når man søger på nettet efter andre folks indtryk, er det meget forskelligt, hvad de kan smage i denne øl. Det er en øl, man selv bliver nødt til at prøve.

Den første tår plejer for mig at være så speciel, at jeg lige skal se den an. Derefter er det som om den vinder lidt og bliver bedre og bedre et stykke tid, for så igen at blive lidt for meget – lidt for speciel. Indtrykkene farer af sted i forskellige retninger. Det er en øl, jeg helst skal dele med nogen, så er den lige tilpas.
Karakter 3+

Ingen kommentarer:

Send en kommentar