I dag var der møde, så der har ikke rigtig været tid til en øl til maden, men forleden aften holdt vi jo fødselsdag, og der var flere gode øl på bordet. Den ene var en af mine gamle favoritter fra Brøckhouse – ”Frederiksborg Slotsøl”
Denne øl var med i den allerførste ølsmagning og var en behagelig overaskelse den gang. Siden er jeg vendt tilbage til den ved flere lejligheder - her sidst til vores danske ølsmagning for et par uger siden.
Brøckhouse blev stiftet i 2002 af Allan Poulsen og er dermed en af pionererne i den danske mikrobryg. Bryggeriet ligger i Hillerød, hvor vi jo bla. også har Frederiksborg liggende, så navnet på denne øl er jo nærliggende.
I 2002 vandt Brøckhouse årets ølvalg med deres ”IPA”.
Frederiksborg Slotsøl beskrives som ”værende en konge værdig”. Den er brygget som en gammel festøl på det allerbedste første gennemløb af urten, men der er også skelet lidt til den belgiske klostertradition tripel.
Frederiksborg er bygget under Christian IV, der var kendt som en stor ølelsker, for nu at sige det pænt. Hans svireture kunne vare i dagevis og hans rigsmarskal førte regnskab med kongens kæferter. – og tegnede små kors efter styrken
1 kors – banal fuldskab
2 kors – en ordentlig brandert
3 kors – Kongen skulle bæres i seng
4 kors – forekommer kun en gang med tilføjelsen: ”Libere nos Domine” ( Gud fri os vel )
Denne øl er muligvis lige efter kongens hoved for den er på 8,0%.
Efter Frederiksborgs brand i 1859 blev det genopført af brygger Jacobsen, grundlæggeren af Carlsberg, så det er et slot med stolte ølreferencer.
Det er en mørkgylden, overgæret øl med en fint skumdannelse, der dog aftager ret hurtigt. Duften er fyldig og maltet og der er spor at krydderier, bla. koriander.
Smagen er god og krydret af koriander og noget andet, der formodentlig er muskat, da det tilsyneladende er tilsat. Eftersmagen er lang med en dæmpet, middel bitterhed. En dejlig aromatisk øl.
Karakter 4+
Ingen kommentarer:
Send en kommentar