I dag havde vi gæsteinstruktører til vores danselektion, da Bjørn og Asli danser konkurrence et eller andet sted. Det var Marianne Eihilt og hendes partner ( har glemt navnet – beklager. Men det var ikke Joachim ), der tog fat på holdning og armenes bevægelser. Så begynder det at blive lidt indviklet. Det ligner ikke helt forlægget. Men de var også gode instruktører, så vi får det vel lært til sidst.
Efter denne anstrengelse var det godt at komme hjem og slappe lidt af i skuldrene og nyde en øl. Det blev denne gang ”Chimay Blanche”, der er en øl på 8,0%.
Chimay bryggeriet brygger så meget øl, at det er blevet bemærket af nogle af de andre trappistbryggerier, der ikke mener, man bør have den slags kommercielle interesser, men overskuddet fra salget går udelukkende til at drive klosteret og til velgørende formål. Og hvis produktionen er stor, vil der være flere penge til at hjælpe andre.
Chimay øllene brygges på det fine vand fra klosterets egen brønd, og man benytter Hallertau og Galena humle. Der gæres i tre omgange. Inden øllet sendes til tapperiet, der ligger 12 km fra klosteret, skydes den 3. gang gær ind i tankvognen, som så skrumpler afsted og blander gæren nydeligt i bryggen. Så gærer den videre på flaske.
”Chimay Blanche” stammer fra 1966 og blev udviklet af Fader Theodore. Det er den nyeste af Chimays øl.
Den er brygget som en tripel og fremviser en orangegylden, uklar farve. Skummet er hvidt, men ikke særligt stabilt. Duften er krydret med noter at muskat og koriander. Ligesom Rouge skummet den let op i munden og giver en livlig fornemmelse. Smagen er præget af muskat og en anelse syrlighed, men det holder ikke længe i eftersmagen. Den er kortvarig, men efterlader en lang markant bitterhed, der ikke helt fungerer alene. Det ville have været rart med lidt mere fylde i slutningen. Det er en øl, hvor humlen spiller væsentlig større rolle end i ”Chimay Rouge”.
Karakter 4
Den sælges også i 75 cl flaske under navnet ” Cinq Cents”. ( Det betyder 500 og blev indført ved byen Chimay’s 500 år jubilæum. )
Ingen kommentarer:
Send en kommentar