Der har været gang i den i dag. Først havde vi en hyggelig formiddag med de overnattende gæster, og så skulle vi aflevere den ene af vores kattekillinger til vores gode venner. Det var lidt trist, for vi er kommet til at holde af det lille kræ. Vi har jo flaskefodret den, fra den var helt lille, og begge killinger har i den grad knyttet sig til os. Heldigvis udviste den stor nysgerrighed og interesse for sit nye sted, og lagde sig trygt til ro i skødet på først den ene så den anden af sin nye familie. Den skal nok få det godt, og det er jo betryggende. Vi har stadigvæk den anden, og den skal nok blive overnusset i den kommende tid.
Da vi kom hjem fik vi gæster fra efterskolen på besøg og det var bestemt, at de skulle have japansk mad. Skinketern og hokkaido og peber skulle trække i en kogesauce af sake og soya og serveret til japanske ris. Vi skulle spise med pinde, og det gik rigtig fint – i hvert fald for nogle af os. Dertil fik vi et lille glas sake. Det bliver nok ikke lige min favoritdrik. Måske skulle den have været kold. Det må jeg vist forske lidt mere i.
Jeg havde købt en japansk øl til maden. ”Sapporo - Premium lager” på 4,7%.
Sapporo er et bryggeri fra 1876, beliggende i Sapporo på øen Hokkaido. Dengang hed bryggeriet Kaitakushi og den første brygmester var Seibei Nakagawa, der lige var hjemvendt fra en brygmestereksamen i Tyskland. I 1886 blev bryggeriet omdøbt til ”Sapporo”, men rent faktisk brygges der ikke mere i byen.
I 1977 blev ”Sapporo Premium lager” udsendt på flaske. Det er lanceret som ”flasketappet fadøl” og etiketten er prydet af bryggeriets gamle varemærke – Nordstjernen.
Det er en flot ravgylden pilsnerøl med et fint hvidt skum. Duften er ren og frisk, og fornemmelsen er en smule livlig. Jeg synes, der er mere fylde end i mange asiatiske øl, og eftersmagen er også god og smagfuld, men ikke særlig bitter.
Karakter 3
Ingen kommentarer:
Send en kommentar