Bedømmelse

1 Dårlig
2 Drikkelig
3 God
4 Meget god
5 Fantastisk

søndag den 5. oktober 2008

Tid til en øl - Pilsner Urquell

5. 0ktober 2008
I dag er det pilsnerens fødselsdag – hurra, hurra, hurra. Den fylder 166 år og den oprindelige øl er stadig på markedet. Det er den, vi kender under navnet ”Pilsner Urquell” – pilsneren fra Urkilden.

I det sydlige Tyskland – i Bayern havde man eksperimenteret med at brygge under kølige forhold i grotter og huler i Alpernes forbjerge. Det var for bedre at kunne styre gæringsprocessen. Det var lettere at undgå vildgær, og man opdagede at gærresterne sank til bunds i stedet for at stige op til overfladen. Derved kunne man bedre rendyrke gæren og i 1830-erne havde især Gabriel Sedelmeyer fra bryggeriet Spaten udviklet en pålidelig gærstamme. Man havde på dette tidspunkt ikke nogen klar forståelse af gærens opbygning og virkemåde, og ofte gik det galt for bryggerne og øllet måtte hældes ud.
Men den gode bayerske øl begyndte at sprede sig over det meste af Centraleuropa og truede ølproduktionen i bla. Tjekkiet

I den bøhmiske by Plzen havde man store problemer med at få brygget ordentligt øl, og i 1839 besluttede man at slå sig sammen og opføre et nyt bryggeri efter bayersk mønster.
Man kontaktede en 29-årig bayersk brygmester ved navn Josef Grolle og bad ham stå for en ølproduktion, der kunne konkurrere med den bayerske øl.
Josef Grolle hjalp med teknisk viden under opførelsen af bryggeriet og han havde taget noget af Sedelmeyers gode gær med sig. Derudover arbejdede ham videre med de nye ideer og erfaringer som Anton Dreher i Wien havde gjort.
Dreher havde sammen med Sedelmeyer været på en turne i Europa i deres unge dage, og havde bla. været i England og studeret den engelske metode til at lave pale ale malt.
Denne viden arbejdede Dreher videre med og skabte i 1841 verdens første lyse lagerøl – Wienerøllen. Wienermalten er tørret ved omtrent samme temperatur som pale ale malten, og er lidt mørkgylden. Josef Grolle arbejdede videre og tørrede malten ved en temperatur under 80 grader, hvorved malten slet ikke tog farve, og han fik en meget lys malt og dermed en lys øl.
Derudover udviklede Grolle en kedel, der nedbrød de proteiner, der gjorde øllet uklart og forfinede filtreringsmetoden, og skabte dermed en lys, klar øl. Samtidig var glasproduktionen blevet billigere, og det var blevet mere populært at drikke af glas end af krus. Den nye øl stod flot klart i glasset, og det er sikkert også en medvirkende årsag til dens popularitet.

Den 5. Oktober 1842 lykkedes det Josef Grolle for første gang at brygge og præsentere denne nye bryg for aktionærerne. Der gik over en måned, inden den blev præsenteret på byens værtshuse, hvor den meget hurtigt blev en stor succes. Og det har den jo været siden. Den har bredt sig over hele verden og er uden sammenligning den mest populære øltype. Det er nok også den øltype, de fleste danskere forbinder med betegnelsen øl.

Pilsneren er opkaldt efter byen Plzen, og i Østeuropa er det kun øl fra selve byen, der må kaldes pilsner. Men andre steder så man stort på denne ide, og pilsneren blev en typebetegnelse.
I 1898 markedsførte man derfor denne originale øl som ” Pilsner Urquell” – den oprindelige pilsner.

Det er en klar, gylden øl med en flot hvid skumkrone. Den holder ikke så længe, men hænger fint på glassets sider. Duften er frisk, og den føles også frisk i munden. Smagen er fyldig med mere malt end i traditionelle danske bryg, men samtidig er der en skarphed fra humlen, der forsætter over i en markant humlebitterhed, der varer i meget lang tid.
En ægte Tjekkist Pilsner er brygget på Mährisk malt og den Böhmiske Saazhumle. Samtidig er vandet i Böhmen meget blødt, hvilket efter sigende også kom lidt bag på brygmester Grolle. Den lagres længe, hvilket gør den let at drikke. Disse forhold har været med til at skabe pilsnerens ry.
Pilsneren er som type en fortræffelig tørstslukker, men ”Pilsner Urquell” har også smag og fylde at byde på, og kan udmærket nydes, uden at man har slået græs først.
Karakter 4+

Ingen kommentarer:

Send en kommentar