En regnvejrsdag, hvor jeg benyttede tiden til at komme godt i gang med et guitarprogram til en koncert i november. Og så ellers rydde lidt op og gøre klar til gæster til eftermiddagskaffen. Gode venner fra Frederikshavn. Vi fik lækker citronkage og hjemmelavede medaljer. Det var dog svært at finde en passende øl, så vi nøjedes med kaffe og te.
Til aftensmaden havde min kone også selv komponeret en kyllingeret med masser af grønsager og karry. Det smagte meget fint, og vi fulgte op med en ”London Pride” fra Fuller’s og en IPA fra Brøckhouse.
Fuller er et gammelt bryggeri fra London ( 1845, se tidligere indlæg ), og deres almindelige bitter bærer navnet ”London Pride”. Det mener en stor del af Londons befolkning også den er , for de kårede den til den bedste øl i London så sent som i 2006. Den har tidligere vundet flere priser ved ”CAMRA”s ølfestivaler.
Jeg stiftede første gang bekendtskab med denne øl til den første ølsmagning, jeg selv stod for. Det var den første øl på programmet og den faldt i den grad i deltagernes smag. Der tales stadig om den, og jeg ved at mange ( inklusive mig selv ) ofte vender tilbage til den.
Det er en gylden øl på 4,7% med et fint cremet skumlag og en fin bobleudvikling. Det giver en frisk fornemmelse. Duften er præget af blomsteragtig humle og dette præg findes også i smagen. Den er også fyldig og har en fin balance mellem sødme fra malten og bitterheden fra humlen. Der er brugt 3 af de nye humletyper – Target, Challenger og Northdown, hvilket giver en fin nuanceret smag. Jeg vil tro bitterheden ligger omkring 30 IBU. Eftersmagen er fyldig og holder i lang tid.
Karakter 4
I foråret var jeg inde og se filmen ”National Treasure 2” og den udviklede sig fra at være en action/eventyrfilm til at være en sand gyser – en katastrofefilm. I filmen forekommer en stor biljagt gennem Londons gader, hvor skurkene skyder vildt efter vores helte. På et tidspunkt kommer en ølbil fra Fuller’s i vejen og kuglerne rammer øltønderne på ladet, og de eksploderer og en forfærdelig masse god øl går til spilde. Der burde efter sådan en forskrækkelse stå i rulleteksterne, at det ikke var rigtig øl, der blev brugt i optagelserne.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar