Bedømmelse

1 Dårlig
2 Drikkelig
3 God
4 Meget god
5 Fantastisk

fredag den 3. oktober 2008

Tid til en øl - Mikkeller Elliot Brew

3. Oktober 2008
Så er det weekend, og selvom det er efterår, er det stadig et udmærket vejr. Derfor kan  man også stadig nyde en Blond, især når der er tale om et bryg fra Mikkeller, der er lidt mere potent end normalt.
Min datter er hjemme fra efterskole og vi fejrer hendes fødselsdag i morgen. Lige nu er hun mest optaget af vores små kattekillinger, så jeg kan sidde stille og nyde en øl.

Mikkel Bjergsø har - efter han blev ene brygger hos Mikkeller – set sig om efter samarbejdspartnere i andre lande, bla. i USA, men denne gang har han fundet ligesindede i Belgien. De Struise Brouwers er også et fantombryggeri, der lejer sig ind på etablerede bryggerier, og de har i 2007 udsendt en af de mest hypede øl det år, nemlig ”Pannepot”.

De er gået sammen om at brygge en blond, men det er en af de mere utraditionelle. På flasken ses et våbenskjold med nogle strudse og over dem står der DSB. Det har desværre intet at gøre med den danske togdrift. Hvis man kunne købe denne øl i togkiosken, ville langt flere nok tage toget. Det vil være bedre reklame end dem med Harry, selv om de nu også er fine.
DSB står selvfølgelig for De Struise Brouwers og det er fordi de 3 bryggere også ejer en strudsefarm. ( Struise betyder struds, men også stædig ).

Første gang jeg smagte denne øl, var ved Ølkonsortiets fødselsdag, hvor Mikkel Bjergsø selv kom og præsenterede sine øl. Da jeg smagte denne øl, undrede jeg mig, fordi den er så humlet og spurgte, hvordan han ville karakterisere den. ”En humlet Tripel Blond” lød svaret, og det er en vældig god forklaring.
Man har brugt De Struises Blond-opskrift, men har trappet procenten op til Tripelniveau – 9,0%.
Derudover har Mikkel Bjergsøe tilsat en af sine gode humleblandinger, hvilket giver en markant bitterhed, der normalt ikke forbindes med en blond.

Denne bryg kaldes også ”Elliot Brew” fordi den var færdig omkring Mikkel Bjergsøs nevøs fødsel, og han fik navnet Elliot.
I gamle dage gik folk på besøg i forbindelse med en fødsel og drak ”barnsøl” Dette ord er så siden blevet omdannet til ”barsel”. Nu om dage er det næsten kun kvinder,  der rigtig går på barsel og de må jo ikke drikke øl, når de ammer. Hvis vi fik gjort denne gamle øl-tradition bedre kendt, kunne vi nok lokke flere mænd til at gå på barsel.
”Elliot Brew” er altså ikke en barsels-øl, men en barsel.

Det er en mørk gylden øl, der er klar, hvis man undgår bundfaldet. Skummet er helt lyst og består af fine bobler, der efterhånden falder sammen til et blødt skumlag. Duften er først og fremmest præget at amerikansk citrushumle. ( Der er benyttet Cascade og Amarillo, samt Magnum som bitterhumle og Fuggles til tørhumlig. ) Øllet virker meget livligt i munden – masser af kulsyre og alkoholen arbejder også med. Smagen er en lille konkurrence mellem blond og humle. Den lægger ud med en umiskendelig blondsmag, men humlen tager hurtigt over og leder en videre til den lange humlede eftersmag med noter især af grape. ( Humle niveauet er ekstremt højt ( 130 IBU ) hvilket jeg ikke umiddelbart ville have gættet på. Den virker vældig fint balanceret. En fin lille perle.
Karakter 5

Det er en øl, jeg med glæde vender tilbage til og jeg præsenterede den forleden for kollegerne ved vores ølsmagning. Der blev den også fint modtaget.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar