Fredag var vi til en 40-års fødselsdag med nogle utroligt lækre småretter – rejer, kylling, bønner og meget andet. Familien var lige vendt tilbage fra en tur til Thailand, så der var masser at fortælle om, og de har haft en spændende tur. Det var en dejlig aften, selvom der blev serveret vin til maden. ( ha, ha – jeg kan faktisk godt lide vin ). Senere kom der whisky til kaffen og nogle lækre kager, der ødelagde slankekuren lidt.
I går aftes fik vi så selv gæster. Her fik vi en rucolasalat med rødbeder, æbler og valnødder, efterfulgt af lasagne med kylling og is til dessert.. Vores gæster havde været en lille smut omkring Ølkonsortiet i Aalborg og havde fundet en ”Gækkebryg” fra Søgaard og ”House Ale” fra skotske Traquair.
Til salaten lagde vi dog ud med en ”Dark Lager” fra Budweis.
Kong Otokar II af Böhmen gav i 1265 byen Ceske Budejovice privilegium til at brygge øl, og i 1400’tallet var antallet af bryggerier oppe på 44.
I 1795 oprettede de tyske beboere i byen ” Budweiser Bürgerbräu”, som senere blev hofleverandør til Kong Wilhelm af Würtemberg.
I 1895 oprettede de tjekkiske borger så deres bryggeri ” Budejovicky Budvar”. Dette bryggeri har ofte siden ligget i strid om navnet med det amerikanske Anheuser-Busch, der producerer ”Budweiser”
Denne øl er en mørk lagerøl på 4,7%. Den er præget af ristet malt og en anelse sødme fra karamel. Den føles let og frisk i munden og der er en fin og markeret bitterhed i eftersmagen.
Karakter 3+
Derefter åbnede vi Søgaards påskebryg, der bærer navnet ”Gækkebryg. Oplysninger på etiketten er en sludder for en sladder om en herlig forårsaroma, der leder tankerne hen på det kommende forår.
Det oplyses dog at der er 3 forskellige humletyper i, men ikke hvilke. Det er måske også ligegyldigt for de fleste, men jeg kan godt lide at vide det.
Det er en flot uklar, gylden overgæret ale på 5,0%. ( jeg glemte desværre at tage et billede ). Skummet er kraftigt og hvidt og af duften mærker man straks, at der er brugt amerikansk humle. Tydelig citrus aroma blandet med en kraftig note af hyldeblomst. Den virker meget frisk og forårsagtig ( så langt - så godt med etikettens beskrivelse ) Den føles frisk og en lille smule aggressiv i munden. Også i smagen træder citrus og hyldeblomst frem i billedet, og det virker ganske forfriskende. Den minder en del om ”Fynsk Forår” fra Ørbæk, men humleprofilen er meget mere markant. En fin og frisk forårs-/sommerøl.
Karakter 4
Ingen kommentarer:
Send en kommentar