Bedømmelse

1 Dårlig
2 Drikkelig
3 God
4 Meget god
5 Fantastisk

søndag den 15. marts 2009

Tid til n øl - Nibe Kompas

15. marts 2009
I dag har det været havevejr. Jeg har fået flyttet solbærbusken til det nye bed – fået plantet et rønnebærtræ, jeg fik foræret – og lavet en udendørs kattebakke, så kattene forhåbentlig ikke benytter naboens have slet så meget. Der skulle graves en del og jeg er vist ikke helt i form til havearbejde endnu. Jeg er i hvert fald temmelig træt i kroppen. Jeg kørte min datter til efterskolen og kunne så sætte mig med en aftenøl, da jeg var hjemme igen.
Barley Wine ( byg vin ) er en engelsk øltype, der blev produceret under Napoleonskrigene, hvor det var upatriotisk at drikke vin. Det er stærke øl, der ofte har en smag, der nærmer sig hedvin og som bedst nydes til et stykke chokolade efter maden. I USA er typen blevet populær, men her er bitterhedsniveauet sat i vejret, som det er med de fleste øltyper. Barley Wine betegnelsen gives – i hvert fald hos engelske bryggerier – ofte til bryggeriets stærkeste øl.
Jeg har tidligere beskrevet en af mine engelske favoritter -. ”Thomas Hardy’s Ale” ( 11 jan 09 ), men der er mange andre.
Nibe Bryghus har lanceret en ny serie ved navn ”Flagskibsserien”. Her præsenteres øl af lidt mere sofistikeret natur, bla. ”Kompas”, der er budet på en Barley Wine. I Serien findes også ”Anker Porter” og ”Sekstant” der er en kraftig IPA. Etiketten på disse øl er formet som et sejl.
Brygger Antoni Madsen har lige afsluttet en diplombryggeruddannelse med udmærkelse og en førstepris, så håndværker er i orden. Jeg har tidligere beskrevet øl fra bryghuset og har været vældig godt tilfreds.
”Kompas er ufiltreret og upasteuriseret. På etiketten oplyses at det er en: ”klassisk engelsk Barley Wine singlehopped med engelsk Goldingshumle. En kraftig og lidt sødlig humle med medium bitterhed.”. Alkoholprocenten er på 7,5%
Det er en mørk øl, men mod lyset har den et flot rødt skær, og man kan se små bobler, der meget hurtigt stiger til vejrs. Skummet er kraftigt og lyst, men det fortager sig hurtigt. Duften er præget af alkohol, humle og blomme. Øllet fylder godt i munden, men er ikke tykt og klæbende. Man smager lidt sødme som ”blomme i madeira”, men også en svagt ristet note. Imidlertid overtager humlen, der måske nok er medium i starten, men den bliver hængende langt ind i eftersmagen – også efter alt andet er væk. Det trækker desværre nok lidt ned på min vurdering. Jeg har efterhånden vænnet mig til endog kraftig bitterhed, men der skal helst være noget til at balancere det. Den rene bitterhed er jeg ikke – i hvert fald ikke i aften – så begejstret for.
Karakter 3+

Ingen kommentarer:

Send en kommentar