Egentlig ville jeg fortælle videre om fredagens ølsmagning, men jeg vil også gerne gøre serien med Læsø-øl færdig. Og her til aften, hvor vinden suser og alt igen føles koldt, er det godt at varme sig med en Læsø Porter. Min kone tændte stearinlys i stuen, for at det kunne føles lidt mere varmt og hyggeligt.
Det er en meget mørk øl på 7,5%. Skummet er kraftigt og lysebrunt, og det føles blødt og lækkert. Der er en sødlig, maltet duft, der virker meget harmonisk. Der er ikke en speciel ingrediens der dominerer. Øllet føles kraftigt og blødt i munden. Smagen er sødlig og heller ikke her er der nogen speciel note ( chokolade eller kaffe ) der skiller sig ud. Men smagsindtrykkene harmonerer fint med hinanden og giver en dejlig mørk, sød, ristet øl. Bitterheden er lige antydet. Det skal dog siges at også her er der en metallisk note i øllet.
Jeg har omtalt, at disse Læsø-øl måske bare er etiketøl fra Thisted, men jeg synes faktisk at de på mange områder adskiller sig derfra. Dog må man sige at viden og erfaringer fra Thisteds brygmester sikkert har været til stede. I hvert fald har man i Thisted jo stor erfaring i brygning af porter. Jeg kan ikke huske Limfjordsporteren præcis ( det er et par år siden jeg sidst smagte den ), så jeg ved ikke om denne porter er lig den. Men denne mørke øl fra Læsø Bryghus er i hvert fald god.
Karakter 4
Ingen kommentarer:
Send en kommentar