I dag er det min fars fødselsdag. Til lykke med dagen. Vi var der jo i går for at fejre det – for i dag kalder arbejdet igen. I dag er det også præcis 4 år siden, vi flyttede ind i vores nye hus, så der er meget at fejre.
Aftenens øl er et nyt bekendtskab for mig. Jeg købte den hos Skjold-Burne i Aalborg, der har flere belgiske øl jeg ikke før har set – bla. denne ”Brugse Zot”
”Brouwerij De Halve Maan” ( Det betyder ”halvmånen” ) er det eneste bryggeri i den gamle middelalderby Brugge i det vestlige Belgien. Allerede i 1564 omtales et bryggeri ved navn ”Die Maene” i byens registre, men det moderne bryggeri stammer fra 1856. Her overtog Leon Maes bryggeriet. Af en eller anden grund er han også kendt som Henri I, og alle hans efterkommere er benævnt som Henri II og III, indtil Henri IV’s datter Veronique overtog bryggeriet i 1980’erne.
Det oplyses ikke om produktionen har været indstillet, men i 2005 genoptog Veronique’s søn Xavier Vanneste ølbrygningen med et nyt brand ”Brugse Zot”, der betyder ”Brugges Nar”
Det lader til at befolkningen i Brugge har et ry, der kan minde lidt om molboerne. Dette stammer tilbage fra 1500’tallet, hvor kejser Maximillian af Østrig var på besøg. Han overværede den årlige ”Fest for det Hellige Blod” hvor folk var klædt ud og slog sig løs med alskens fjollerier og udskejelser. Et par dage efter bad byens borgere kejseren, om han ville sponsorere et ”galehus” til byens sindslidende, men Maximillian svarede:
”Bare luk byportene. Brugge er et stort galehus”
I starten af 1600’tallet fik byen dog sit ”galehus” og denne institution hjalp faktisk Leon Maes med at opføre det nye bryggeri i 1856.
”Brugse Zot” er en klar gylden øl på 6,0%. Der er dog en smule slør i øllet, og hvidt skum af store bobler. Duften er præget af appelsin. Den føles noget tynd og let i munden, men der er en fin sødme og et kort syrligt strejf. Eftersmagen er kort.
Karakter 3
På flasken springer en nar rundt. Han ligner en joker fra et spillekort.
Det er ikke en øl, der skiller sig ud, men sådan en ølsmagningsaften er det også svært, da alle øl er specielt udvalgt. Man burde servere lidt Hansapils eller Budweiser ind imellem, bare for at rense munden og sætte tingene i relief. ( men det er dog alligevel nok for vidt at gå )
Ingen kommentarer:
Send en kommentar