Skt. Patrick’s Day er irernes nationaldag. Skt. Patrick blev født omkring 386 og formenes at være død 17. marts 465 ( eller 493, men så blev han godt nok gammel ). Han er Irlands skytshelgen, for det var ham, der gjorde irerne kristne. Han er aldrig kanoniseret af den katolske kirke, men er blevet det af den folkelige tradition. Han menes født i England, men blev bortført af sørøvere som 16-årig og solgt som slave i Irland. Efter 6 år, hvor han lærte sproget og skikkene flygtede han og blev derefter uddannet som præst. I 432 vendte han tilbage til Irland som missionær. Legenden hævder, at han brugte trekløveren som et billede på treenigheden, og det er siden blevet Irlands nationalsymbol.
Skt. Patrick dag fejres overalt i verden, hvor irere klæder sig i grønt og fester, og derfor er dette også dagen til at nyde en irsk øl, nemlig den meget berømte ”Guinness Draught”. Det skulle jo nok have været i festligt lag på pubben, men nu bliver det i en lidt forvansket udgave herhjemme.
Draught betyder jo fra fad og på en irsk pub vil bartenderen ofte dyppe fadølshanen 3 gange i det bløde skum, så mønsteret danner en trekløver. Det må jeg undvære til aften. Man har i dåseudgaven valgt at tilsætte ekstra nitrogen ved hjælp at en såkaldt ”Widget” – en lille kapsel der frigiver kvælstof, når dåsen åbnes. Dette giver samme bløde skumdannelse (næsten ) som når øllet serveres på en pub.
I midten af 1700-tallet blev den mørke porter meget populær i England. Den blev brygget på mørkristet malt, hvilket gav en sødlig smag. I året 1759 ville Arthur Guinness i Dublin også gerne producere dette sorte bryg, men man skulle betale skat efter, hvor meget malt man brugte. Det var derfor billigere at bruge lys malt, og så bruge mørkristet umaltet byg til at give farven. Derved får man en mørk øl, der ikke har den samme sødme, men virker friskere og mere tør. Og det er netop denne tørhed, der har gjort Guinness så populær.
En af mine kolleger hævder han aldrig bliver træt af at drikke Guinness, når han er i byen, for den er så let drikkelig, og den bliver ikke sødlig vammel i længden. Tidligere kunne jeg også godt drikke den samme øl en hel aften, men nu kan jeg ikke finde på at drikke samme øl indenfor samme uge.
Og jeg kan nu godt lide, at der er en del sødme til at balancere den ristede smag.
”Guinness Draught” er en kulsort øl på 5,0%. Skummet er temmelig lyst, hvilket skyldes brugen at lys malt. Noget af det flotteste er, når man hælder op, og nitrogenen får øllet til nærmest at syde og boble, inden skummet stabiliserer sig på toppen. Det føles helt utroligt blødt. Duften er præget at ristet note. Man forventer en fyldig øl, men den føles ualmindelig let i munden. Man kan fristes til at kalde den lidt tynd. Smagen er ristet med en antydning af kaffe. Man fornemmer et svagt strejf af sødme. Eftersmagen er meget kort, hvilket også er medvirkende til dens høje ”drinkabillity”.
Jeg kan som nævnt godt synes, at den brændte smag virker en smule besk uden en balancerende sødme. Denne øl er lidt for tør til helt at fænge hos mig. Men den fungerer fint, når den serveres kold på en varm sommerdag. Den opfylder samme behov som de tyske ”Dunkel”.
Karakter 3+
Ingen kommentarer:
Send en kommentar