Bedømmelse

1 Dårlig
2 Drikkelig
3 God
4 Meget god
5 Fantastisk

torsdag den 21. januar 2016

Tid til en øl - De Molen White Witch



 21. Januar 2016

Siden nytår har jeg flere gange besøgt Basement Beer Bar i Aalborg – som for resten de næste tre dage har Black Out Day’s med 15 sorte øl på hanerne.


Det var oså et par sorte øl, jeg smagte først på måneden. ”BOMB!” fra Prarie Artisan Ales er en kraftig Imperial Stout på 13,0%. Brygget med kaffe, kakao, vanilje og ancho chili giver den en massiv og kompleks øl, hvor chilien er så behersket, at selv jeg kan være med. Kaffen og sødmen fra kakaoen er fremtrædende og der sluttes af med en varmende fornemmelse fra chilien.

Karakter 5

Prarie Artisan Ales ligger i Tulsa, Oklahoma. Bryggeriet er grundlagt af to brødre Chase og Colin Healey i 2012. Begrundelsen var ikke, at der var mangel på godt øl, men simpelthen fordi de var gode til at brygge øl.
Jeg fik også smagt en nytårøl fra Mikkeller – ” 12 oz WineAle”. Det er en sour ale tilsat grape juice med en procent på 8,1%. En kombination af ”wine meets beer”. Den er kun let syrlig, med en perlende og boblende fremtoning, der godt kan gøre det ud for nytårsstemning. Frisk og frugtig.

Karakter 3+

Senere var jeg omkring Basement, da der var ”Speedway Stout” på hanen. Den havde jeg smagt for flere år siden, men det er jo en god øl, som man ikke lader gå forbi, hvis man har mulighed for at smage. Der er vist en variation med på Black Out Day’s. Nu må jeg se, om skemaet tillader at jeg kommer forbi.

Men her forleden var der også et kort hul i programmet, så jeg kunne smage lidt øl. Det hollandske bryggeri De Molen, smagte jeg jævnligt øl fra for nogle år siden. Jeg besøgte også bryggeriet, da vi var på ferie i Holland for år tilbage. Det er indrettet i en gammel mølle, der ligger smukt placeret ved siden af en kanal i byen Bodegraven. Det er et besøg værd, og man kan få noget at spise i restauranten.

”White Witch” er en humlet saison på 6,0%. Det er en smuk gylden øl med et let slør. Den dufter let syrligt af frugt. Er frisk og let i karakteren. I smagen dukker igen frugtige, syrlige noter op sammen med citrus. Humlen er Aurora, og der er tørhumlet med Cascade og Amarillo. Bitterheden er kun 25 IBU, men sammen med det syrlige giver det en skarp og markeret afslutning


Karakter 4

Ingen kommentarer:

Send en kommentar