Bedømmelse

1 Dårlig
2 Drikkelig
3 God
4 Meget god
5 Fantastisk

fredag den 29. januar 2016

Tid til en øl - Adnams Ghost Ship



29. Januar 2016
Vi er netop hjemvendt fra en dejlig aften i selskab med Simon & Garfunkel – eller næsten i hvert fald. ”The Simon & Garfunkel Story” er et show fra West End, hvor Dean Elliott og Jonny Smart – der næsten ligner og synger som originalerne – guider os gennem hele historien. Med sig har de tre dygtige musikere. En rigtig dejlig aften.

Inden koncerten gik vi på John Bull Pub, for at hygge os. Der kunne min kone få en sød, orange drink med sugerør og paraply, og jeg kunne nyde en øl Det blev en god pale ale fra Adnams.


”Ghost Ship” på 4,5% blev serveret i det rigtige glas, hvor navnet Adnams står skrevet ved foden med ophøjede bogstaver, der giver et godt greb om glasset. ”Ghost Ship” lyser spøgelsesagtig op i John Bulls dunkle atmosfære.

Navnet er inspireret fra en af Adnams mest hjemsøgte pubber i en af Englands mest hjemsøgte landsbyer – ”The Bell” i Walberswick. Hele kyststrækningen der er oversået med gamle, uhyggelig skibsvrag.

Opskriften er udviklet fra en øl ved navn ”Deathly Pale Ale”. Det var egentlig jubilæumsøllen på 100-årsdagen, der fik dette navn. Der kom dog kun nogle få eksemplarer på gaden, inden navnet blev ændret til ”Centenary Ale”. Den oprindelige etiket viste et kranium og korslagde knogle, og mindede for meget om symbolet for gift.


”Ghost Ship” er brygget med Pale ale-, Cara- og rugmalt. Det er brugt Citra og en blanding af amerikanske humletyper for at give den rette smag. Det er en gylden ale med skum, der sætter sig smukt i ringe på glassets sider. Duften er frisk med noter af grape og fyr. God smag, hvor malten først giver lidt fylde og dybde, hvorefter end friske humlesmag tager over. Pæn bitterhed ( efter engelsk målestok ) i eftersmagen. Nok den bedste øl, jeg til dato har smagt fra Adnams.

Karakter 4

Ingen kommentarer:

Send en kommentar