1. Marts 2014
Vi er
lige kommet hjem efter 2 ugers ferie i USA – først et par dage i New York, så
et cruise til Caribien og så et par dage ekstra i New York.
Vi ankom
lørdag midt i en snestorm. Vejret i det meste af USA har været usædvanligt
koldt og blæsende i lang tid og det gælder også New York. Så vi havde ikke lyst
til at udforske ret meget, da vi ankom til hotellet. Vi var jo også trætte
ovenpå den lange rejse. Vores hotel lå central på 57th street, så det var
ellers nemt at bevæge sig rundt. Men vi tog noget sen aftensmad på hotellet.
Dertil kunne man bestille en ”Samuel Adams Boston Lager” der, som nogen måske
ved – er en af mine lagerølfavoritter. ( Jeg har tidligere omtalt den ).
Boston
Beer Company blev stiftet i 1984 og i april året efter kom ”Sam Adams” på
markedet. Det blev en kolossal succes, der har gjort Boston Beer Co. til det
største bryggeri på amerikanske hænder og det absolut største Craftbrewery i
landet - efterfulgt af Sierra Nevada.
Det var
Jim Koch, der stiftede bryggeriet. Hans far Charles var brygger af 5.
generation, men havde forladt branchen, og Jim Koch havde egentlig ingen
intention om at gå ind i den. Men der var så småt ved at komme gang i bryggeriet
rundt om i de små hjem, for i 1979 blev den lov, der forbød hjemmebryg ophævet.
I en
gammel kasse på loftet havde Charles Koch gemt familiens gamle opskrifter, og
Jim fandt en gammel opskrift fra Louis Koch – familiens første brygger. Louis
havde virket som brygger i St. Louis fra 1870erne og indtil Forbudet i 1920.
Opskriften var en gammel wienerøl ved navn ”Louis Koch Lager”. Brygget med tysk
humle og efter det tyske Reinheitsgebot.
Så Jim
gik i gang og gik efterfølgende rundt fra restaurant til restaurant i Boston
for at spørge, om de ikke ville servere en ”Samuel Adams Boston Lager”. Der var
25, der var med på ideen og inden længe var produktionen vokset over alle
forventninger. 6 uger efter blev den kåret som ”Best American Beer”.
Samuel
Adams er en af USA’s ”Founding Fathers”. Han var medunderskriver af uafhængighedserklæringen, fætter til USA
2. præsident, John Adams, og en af hovedmændene bag ”The Boston Teaparty”. Og
så var han brygger af profession.
Bryggeriet
har over 30 forskellige prisvindende øl, men hvis man beder om en ”Sam Adams”
får man en ”Boston Lager”. Jeg smagte den flere gange i New York og de havde
den også på krydstogtskibet, hvor man i restauranterne ikke havde så meget
andet spændende ( Bud, Heineken, Miller, osv ). I de forskellige barer var
udvalget lidt større ( mere om det senere ).
Den
sidste aften i New York fik jeg den for første gang serveret fra fad, hvilket
bestemt ikke gjorde den ringere.
Det er
en wiener/classic øl på 4,9%. Den har en dyb ravfarve og er toppet af hvidt
skum. Humlet med Hallertau og Tettnanger. En øl hvor balancen mellem sødme og
bitterhed er helt i top.
Karakter
4+
Ingen kommentarer:
Send en kommentar