Bedømmelse

1 Dårlig
2 Drikkelig
3 God
4 Meget god
5 Fantastisk

lørdag den 16. oktober 2010

Tid til en øl - Aalborg Beerwalk 2010


16. Oktober 2010

I dag var det bidende koldt, da vinderen af Aalborg Beerwalk skulle kåres. Der var stillet op på Gammeltorv i Aalborg med scene og fadølsanlæg fra Søgaards Bryghus, og da jeg ankom var lydprøverne i gang. På de 6 pubber var tilhængerne ved at varme op – de skulle møde frem kl 13. Og efter planen skulle seancen vare til kl. 15, men pga. kulden blev det afkortet en hel del. Folk stod simpelthen og frøs.

Det var Lars Bech fra VisitAalborg, der styrede det hele fra scenen. På scenen spillet Pat Kenny fra The Irish House op med gode sange på guitaren. Og fansene fra de forskellige pubs kom med flag og bannere.

London Pub havde et flot banner med, og det havde Søgaard også. Folkene fra Søgaards Bryghus så ud som om de var stukket af fra Hogwarts i Harry Potter, men der drikker man jo kun Ginger Ale. De har sikkert haft det sjovt.
Der var en lille konkurrence, hvor en fra hver pub skulle fylde 6 glas med mest muligt øl og løbe rundt på pladsen med det. Den blev - så vidt jeg husker - vundet af John Bull Pub.


Jeg var på scenen til et lille interview om min ølinteresse og fik da sagt noget af det, jeg gerne ville sige, og så skulle vinderen kåres. Det blev John Bull Pub.



Det er et udmærket valg, De har et godt øludvalg og stemningen i pubben har været fin, de gange jeg har været der, så det er ikke helt ufortjent. Til lykke til dem.

Det var desværre ikke mig eller mine venner, der vandt prisen blandt gæsterne på Aalborg Beerwalk, men vi har nu også kun udfyldt stemmesedlen den første gang.

Derefter tog jeg hjem for at fejre min datters 18 års fødselsdag med familie fra nær og fjern. 22 mennesker til kaffe og kage og aftensmad i det lille hjem. Vi kunne lige være der. Og det var en dejlig aften, som sluttede med at se ”Grease” i fjernsynet. Ren nostalgi.

fredag den 15. oktober 2010

Tid til en øl - Brooklyn Monster Ale


15. Oktober 2010

Så er afgørelsen i ”Vild med dans” faldet og selvom Allan Nielsen er en charmerende fyr, var det nok en rigtig afgørelsen. Dicte lader til at have publikum mod sig af en eller anden grund, siden hun altid ender i omdans eller også har hun bare ikke så stor en familie som de andre. Mens vi så dansen åbnede jeg dagens anden øl – en barley wine ved navn ”Monster Ale”.

Amerikanerne kan godt lide at give de stærke, lidt farlige øl farlige navne – f.eks ”Bigfoot” og ”Yeti”  - og denne øl fra Brooklyn Brewery i New York er altså en ”Monster Ale”

”This Monster was born i 2005” står der på flasken, så den har nogle år på bagen. De havde også kun 3 flasker tilbage i Salling, så nu var det på tide at smage den.

Brooklyn Brewery blev stiftet i 1987 af Steve Hindy og Tom Potter. De fik kontakt til Garrett Oliver, der er en velrenomeret brygger. I 96 flyttede de til Williamsburg. Bryggeriet drives udelukkende af vindkraft.

”Monster Ale” er en barleywine style ale ( som det kaldes i USA, for ikke at få ballade med vinproducenterne ) på 11,0%, så det er noget af et monster. Brygget på 3 slags engelsk malt - Maris Otter, Halcyon og Pipkin – og humlet med amerikansk humle. Det er Willamette, Cascade og Yakima Fugless.

Det er en flot rødbrun øl, stort set uden skumdannelse. Der er en dejlig duft af alkohol og blomme/sveske. Den føles væsentlig lettere i munden end jeg havde forventet. Der er smag af alkohol og tobak (?) -  en lidt besk, pebret note, som ikke helt falder i min smag. Der er en del bitterhed i afslutningen. Jeg synes godt, den kunne være mere afrundet, især hvis den virkelig er fra 2005

Karakter 3+

I morgen kåres vinderen af Aalborg Beerwalk på Gammeltorv i Aalborg, Både den bedste pub og den heldige gæst, der har stemt. Der vil være taler og musik og interviews. Jeg skal bl.a interviewes på scenen, fordi jeg i juni omtalte Aalborg Beerwalk her på bloggen. Det tager nok ikke lang tid, men det skal da nok blive sjovt. Resten af dagen kan man få fyldt sit Beerwalkglas for 10 kr på de 6 ølsteder, så kom og vær med til at fejre dagen og hele ideen.





Tid til en øl - Ydun


15. Oktober 2010

I dag kom jeg forbi Salling i Aalborg og så en ny øl på hylden – ”Ydun Rabarbubjór”. En øl med rabarber. Det lød tilpas bizart til, at den måtte jeg prøve. Jeg købte samtidig en ”Monster Ale ” fra Brooklyn, bare for en sikkerheds skyld.

Ydun eller Idun er en af de nordiske gudinder. Hun er kendt for at have de æbler, der giver guderne evigt liv. På et tidspunkt bliver de stjålet og guderne ældes, men heldigvis ender alt godt i sidste øjeblik. ( Se evt. den fantastiske tegneserie ”Valhal” for yderligere information ).

Denne øl stammer fra Færøerne. Så vidt jeg kan forstå fra et lille bryggeri Ydunar, der har tæt samarbejde med Föroya Bjór, men deres hjemmeside er åbenbart ude af drift for tiden.

Der er en rød, laksefarvet øl på 4,6%. Den er klar og den har et svagt hvidt skum på toppen. Den dufter lidt som den sødlig pilsner, og ikke udpræget af rabarber. Egentlig lidt skuffende. Den føles let og prikkende, og smager som en lys, let pilsner. Temmelig neutral. Der er forbavsende lidt rabarbersmag, men måske kan man ane lidt syrlighed i eftersmagen. Der kommer en let bitterhed til allersidst.

Karakter 2+

Ydun er altså kendt for sine livgivende æbler, men er egentlig ikke knyttet til rabarber, så hvordan den ide er opstået ved jeg ikke. Måske er der ingen æbleplantager på Færøerne.

Nu skal jeg se ”Vild med dans” hvor der skal danse slowfox – en dans vi selv kæmper med for tiden ( se i går ). Og måske skal jeg nyde en ”Monster Ale” imens.



torsdag den 14. oktober 2010

Tid til en øl - Neuschwansteiner


14. Oktober 2010

Jeg har været lidt træt i dag. Nok ikke så træt som min kone, der pga hoste har sovet dårligt i flere nætter, men mindre har vel også ret. Og så skulle vi alligevel ud og danse moderne – hvis ellers man kan sige det om slowfox. Det er faktisk en anstrengende dans, selvom den ikke er hurtig, for der skal så meget koncentration til, for at huske alle trinene – hvornår er det hæl, hvornår er det tå. Og så støder man hele tiden ind i de andre par, så det er en svær dans. Og selv om det at danse giver en masse energi og man bliver i godt humør, så bliver man altså også træt.

Min datter har været i kravlegård i en køretime, for at lære at bakke i 8-taller og bakke ind i en parkeringsbås og andre unødvendige ting. Men hun lært at bruge kopling og rat og har vist nogenlunde mod på det. Så nu lukkes hun snart ud på vejen. Vi hentede hende efter dans, så det blev lidt sent inden vi kom hjem

Men så var det godt at sætte sig med en god øl.

Jeg trængte simpelthen til en ukompliceret øl, så kunne drikkes i gode, store mundfulde og fandt en ”helles” fra min tur til Bayern i sommer – ”Neuschwansteiner. Das Echte”. Den bliver brygget af Hirschbräu i Sonthofen, Allgau. Det er den sydvestlige del af Bayern, hvor slottet Neuschwanstein også ligger. Bryggeriet stammer fra 1657 hvor Hans Papst købte brygrettigheder til sit værtshus ”Das Hirsch.” I 1859 købte Josef Anton Höss bryggeriet og det har været i familiens eje lige siden. I dag ejes det af Claudia Höss. Derfor kaldes bryggeriet også ”Privatbrauerei Höss”

De brygger altså den ”Neuschwansteiner” på 4,7%. En ukompliceret ”helles” med lidt groft hvidt skum. Duften er af lys malt og vådt hø med en lidt kunstig citrusnote. Men den er naturligvis brygget efter ”Das Reinheitsgebot”. Frisk og god som tørstslukker, og derfor lige passende til i aften, selvom jeg har smagt bedre. Smagen har også denne lidt syrlige citrussmag, der formodentlig stammer fra humlen, selvom den virker kunstig. Der er ikke særlig meget bitterhed i eftersmagen, men alligevel nok til at det opfattes.

Karakter 3

Neuschwanstein er et at de flotteste slotte i verden og det har været inspiration for mange, bl.a Walt Disney. Det blev bygget at Kong Ludwig II, der byggede 3 ekstravagante slotte i Bayern. Neuschwanstein skulle være hans regeringsslot, men han blev aldrig færdig, fordi Bayern gik bankerot inden og Ludwig blev erklæret sindssyg og afsat. Han druknede kort tid efter sammen med sin psykiater. Det er kun 1. og 3 sal der er indrettet, mens 2 sal nu indeholder cafe og souvenirbutik. Alle de færdige rum er overdådigt indrettet med guld og ornamenter og gobeliner, der forestiller scener fra Wagners Operaer.

onsdag den 13. oktober 2010

Tid til en øl - Ørbæk Peach Beer


13. oktober 2010
I denne uge har jeg en praktikant fra 9. klasse med på arbejde. Hun vil gerne se, hvordan det er at undervise i guitar og følger med på de forskellige skoler og de skæve arbejdstider. Hun spiller selv guitar, og deltager gerne i timerne, når hun kan. Hun har kun spillet i et år. Vældig fint.
Til vores oktoberfest ankom et par af gæsterne med en lille ølpresent. En øl fra Gouden Carolus og et par stykker fra Ørbæk – ”Nutty” og ”Peach Beer”
”Peach Beer” er også en økologisk øl. Den optræder ikke på deres hjemmeside, men har - så vidt jeg forstår - været i handelen siden maj 2006. Måske er det en aftale med en supermarkedskæde. Det er ikke altid, den slags reklameres med på hjemmesiderne.
Den er på 5.0% - brygget på bygmalt, hvedemalt , ferskner ( håndplukkede ), humle og gær. Og selvfølgelig vand fra Ørbæk Kilden.
Det er en sløret orange øl med hvidt skum. Den har en meget tydelig duft af fersken. Den er meget livlig i munden med en prikkende fornemmelse. Smagen er præget af lys frugt, men jeg synes den smager mere af abrikos end af fersken. Den frugtagtige smag afsluttes meget pludseligt og efterlader en intens bitterhed. Skiftet er for brat. Det virker ikke sammenhængende, og jeg synes bitterheden var uvelkommen og påtrængende.
Karakter 2+  


mandag den 11. oktober 2010

Tid til en øl - Ørbæk Nutty


11. Oktober 2010

Ørbæk ”Nutty” er en økologisk Nut Brown Ale, brygget efter nordengelsk forbillede. Den er nok ikke så rød som det ser ud til på billedet, men jeg lod det være, for det er et spændende og mystisk landskab, der spejler sig i øllet. Faktisk er farven mere brun, selvom jeg ikke mener, det helt kan kaldes nøddebrun. På etiketten ser vi et lille egern, der sidder og spiser en nød - til gengæld indgår der ikke nødder i opskriften ( ifølge etiketten ). Men hvis man ser hjemmesiden er der benyttet økologiske hasselnødder, og det lyder mest sandsynligt. Ikke at duften og smagen bærer præg af det – jeg synes, jeg har været ude for tydeligere indtryk.

Det er en rødbrun ale på 5,0%. Der er nogle retningsforstyrrede bobler, der danner et kraftigt, groft skum. Duften er præget af karamel og en lidt støvet note, der godt kunne være nød. Den føles levende og aktiv i munden, måske en smule let. Smagen er maltet med karamel og afrundes hurtigt, hvorefter der er en god og tydelig bitterhed tilbage

Karakter 3+

søndag den 10. oktober 2010

Tid til en øl - Troubadour Obscura


10. Oktober 2010
I går var vi til sølvbryllup hos min kusine og hendes mand i Frederikshavn. Dejlig fest med masser af god mad – og vin. Det var en god vin, der passede godt til maden – men det kan man jo ikke skrive meget om.

Så vi springer frem til i dag, hvor vi har haft lidt ekstra træning med dansen, og er blevet noget ømme både i skuldre og knæ. Så er det godt at få smurt leddene med en stærk belgisk øl.
”Troubadour Obscura” bliver af bryggeriet beskrevet som en ”Mild Stout ”. Jeg kan måske godt fornemme, hvad de hentyder til, men der er mere tale om en blanding mellem en stout og en belgisk strong ale. Engelske stouts skulle have været populære i Belgien op til 2. Verdenskrig. Det var hårdt at arbejde i kulminerne og sværindustrien, og man har jo altid regnet stouts for give kræfter og udholdenhed. Det var almindeligt at slå et råt æg ud i sin stout og så drikke det. Så var man ”fit for fight” ( Det har dog ikke været en del af opskriften her ).

Det er en mørk ufiltreret øl på 8,5%. Skummet er lysebrunt, kraftigt og sætter sig smukt på glassets sider som gardiner. Duften er lidt krydret, og man fornemmer også ristet malt. Den er fyldig uden at være tung og den har en frisk, lidt prikkende fremtoning. Smagen indledes med en sukret smag, der leder tanken hen på belgisk øl. Der er en kompleks krydret smag, og en note, der stammer fra lakrids eller anis. Det kan minde om de mørke stouts. Der er en god eftersmag, der afsluttes med en tydelig bitterhed, der igen peger mod stouts. Men havde det ikke stået i beskrivelsen, var jeg nok ikke kommet på benævnelsen selv.
Karakter 4

Bryggeriet er ”Brouwerij The Musketeers” som jeg skrev om d. 1. Oktober


De har lavet et våbenskjold med en gammel lut ( som troubadourene jo spillede på ) og den latinske sætning ”Cerevisia et Musica laetificant con Hominis” ( øl og musik er til glæde for mennesket ). Så er det jo dejligt at være både musiker og ølentusiast.