Tid til en øl - Tenerife / Carling / Desperado

19. November 2012

Er netop hjemvendt fra en dejlig, afslappende ferie på Tenerife. Vejret burde være helt i top, men faktisk var der flere dage med spredte skyer. Og det var måske godt nok for en bleg dansker som mig – så blev jeg da ikke solskoldet. Men vi fik dog farve, og vi fik slappet af med gode bøger.

For første gang rejste med ”all inklusive”, hvilket betød af vi kunne spise og drikke alt det vi havde lyst til. Der var stor buffet  til alle tre måltider, så der var stor variation, hvilket til gengæld ikke gjaldt øludvalget. Man kunne få ”Mahou” til frokost og ved poolen og til aftensmaden serverede de ”San Miguel”. Det er da også udmærket i varmen, men lidt ensformigt i længden.

Jeg plejer at købe forskellige øl i de lokale supermarkeder, men der var ikke mange jeg ikke havde smagt, og de to jeg fandt, var ikke engang spanske.

Den ene var canadisk/engelsk. ”Carling Lager” hævder at være den førende lager øl i England. Men ”brand”-et stammer fra Canada. I 1818 drog Thomas Carling fra Yorkshire i England til Canada, hvor han slog sig ned i en lille by ved navn London. Her begyndte han at brygge øl og der kom rigtig gang i det i 1840. I 1878 byggede hans sønner et stort, nyt bryggeri, men det blev ødelagt året efter ved en stor brand. Kort tid efter døde Thomas Carling og sønnerne byggede på ny bryggeriet op. Siden da er det blevet indlemmet i flere og flere fussioner, og ejes nu af Molson Coors Brewing Company.

I 1859 begyndte man at sælge i England og øllet blev i 80’erne meget populært. Det produceres nu i England og her er navnet skiftet fra ”Carling Black Label” til ”Carling Lager”, samtidig med at procenten er faldet til 4,0%. Det er denne øl, jeg fandt i butikken på Tenerife. Den beskrives på etiketten som ”british” – fra Burton-upon-Trent.

Og jeg må sige, at jeg så klart foretrækker Mahou og San Miguel. Den virkede mindst ligeså let i karakter, og havde en mere sur, bitter smag.

Karakter 1

 

Den anden øl jeg fandt, var en ”Desperado” fra et fransk bryggeri. Det var den oplysning, jeg kunne finde på flasken – ”Product of France”. Det er det franske Fischer, der blev grundlagt i 1821 i Strasbourg, Alsace. I 1854 flyttede det uden for byen til Schiltigheim, fordi vandkvaliteten der var bedre. I 1922 fandt det sammen med et andet bryggeri og kaldte sig Groupe Pecheur ( fransk oversættelse af Fischer ). Det er nu overtaget af Heineken.

De laver denne specielle øl – ”Desperado”. En undergæret, lys øl krydret med tequila. Den blev første gang brygget i Spanien i 1995 og er det 4. største brand i landet. Den sælges nu i over 50 lande.

Den er på 5,9% og er lys, gylden med skum, der knitrer som var det en sodavand. Bitter aroma af tequila, der jo er fremstillet af agave. Det giver lidt samme specielle indtryk, som man kan finde ved ingefær-øl. Og på samme måde vænner man sig til smagen, når det første chok er klinget af. Den er speciel og bitterheden fra agaven er speciel. Øllet virker friskt og slukker tørsten, men i længden bliver det for specielt.

Karakter 2+ ( + for forsøget ).

Jeg har før på Tenerife fundet et belgisk ølhus, men denne gang var vi langt derfra. Men med en spinkelt håb om et lignende sted gik vi ud og udforskede området lidt – og sandelig. Ikke langt fra hvor vi boede, fandt vi en andet belgisk værtshus, men et stort udvalg af belgisk øl, så jeg kunne få lidt ordentlig øl. ( Min kone drikker jo desværre ikke øl ).

Men mere om det i morgen…..

Tid til en øl - Juleøl

10. November 2012
Juleøllet har allerede ramt hylderne - både i supermarkeder og specialbutikker. Jeg begynder først at anmelde juleøl i december, men skulle man have lyst at orientere sig i de forskellige typer, kan man jo slå op under etiketten "Juleøl".
Der er 133 indlæg om juleøl, hvilket betyder at der der beskrivelser at væsentlig flere, men lige præcis hvor mange har jeg faktisk ikke helt styr på.
Men der er nogle, der ikke kan fås mere og og mange man igen i år kan anskaffe sig. Om der er nok juleøl - der ikke er beskrevet - til at jeg kan lave en kalender med 24 indlæg er nok tvivlsomt, men jeg vil gøre hvad jeg kan.

Tid til en øl - Flying Dog Snake Dog IPA

7. November 2012

I anledning af det amerikanske valg ( Til lykke Obama ) åbnede jeg i går en ”Liberty Ale” fra det hæderkronede bryggeri Anchor. Jeg har skrevet om denne øl tidligere, men nu er der kommet et billede på også. Den er egentlig brygget til USA uafhængighedsdag – eller den dag da Paul Revere red af sted for at kalde til kamp, men kan da også bruges til sådan en valgdag. Det er prototypen på en ”american pale ale” og sådan en nyere udgave åbnede jeg også i dag. Flying Dog Brewery har lavet en IPA ved navn ”Snake Dog” ( IPA er en kraftigere og mere humlet udgave af en pale ale ).

Den er købt i Netto, der for et par uger siden havde en lille ølfestival, hvor man kunne anskaffe sig flere gode amerikanske øl – bla. tre øl fra Flying Dog.

Det er Ralph Steadman, der laver de meget voldsomme og ekspresionistiske etiketter til Fluing Dog og på denne øl står der et citat fra hans kone, Anna Steadman: -” It snakes down the throat like a faithful friend” ( den slanger sig ned i halsen som en trofast ven ).

 

På etiketten ser vi også dette bizarre dyr – Snake Dog . En hundekrop med en lang slangehals. En lille tekst – digt – beskriver hvad der sker. Det er temmelig uforståeligt for mig, men lyrik har heller aldrig været min store interesse.

”He slithers through the city in search for his farce. No place too seedy, no place too fake – they’re all on the menu tonight. And of course she’ll find him irressistible, for it’s the forked tongue she prefers”.

Det er en smuk gylden øl på 7,1%. Der anes kun nogle få dovne bobler i glasset. Man mødes af en dejlig humlearoma ( Warrior og Columbus ), hvor lemon blandes med lidt mildere noter af fersken og melon. Den føles lidt doven i munden, men pga humlebitterheden ( 60 IBU ) får den alligevel en lidt skarpt profil. Kraftig humledominans. Der er ikke megen malt og sødme at finde. De svage noter af fersken overdøves hurtigt at bitterheden, der bliver hængende i ren form til sidst. Og det er jo ikke det der tiltaler mig mest.

Karakter 3+

Tid til en øl - Beer Here Dead Cat

5. November 2012

Vi har i tidens løb haft otte forskellige katte, samt en hel masse killinger. Mange af dem er blevet gamle, men alligevel lever de jo ikke evigt. Vi har stadig to katte, men den ene er flyttet med vores datter i lejlighed. Og vi har jo ikke haft otte på en gang. Det har været dejlige dyr og så er det fint at mindes dem med en øl fra Beer Here – ”Dead Cat”.

”Dead Cat” er den 5. øl i serien ( så vidt jeg husker ) og det er måske den sidste. Jeg har ikke fået anmeldt ”Hopcat”. Oprindelig var der planlagt 10 øl – alle på 4,7% og humlet med Nelson Sauvin, men netop mangel på Nelson Sauvin humle er baggrunden for aftenens øl. ”Dead Cat” er måske afslutningen på katteserien for på etiketten står der: ” ”Dead Cat is an ale base on Beer Here Fat Cat, which is temporarily dead due to hop shortages” Her skal især lægges mærke til ordet ”temporarily”, så forhåbentlig får vi også de sidste 5 øl i serien på et senere tidspunkt. I stedet for Nelson Sauvin er der benyttet Simcoe-humle.

Det er en ufiltreret red ale med et veritabelt kildevæld af bobler og kraftigt hvidt skum. Dejlig kraftig duft af humle – overvejende grape, synes jeg. Her adskiller den sig selvfølgelig lidt fra originalen. Frisk og levende på trods af navnet. En anelse flygtig malt i starten men det er humlen der dominerer. Vældig megen smag til en relativ lav alkoholprocent. Men den når ikke helt op på siden af ”Fat Cat”, som jeg nok vil foretrække. Den kan bare ikke lige anskaffes nu.

Karakter 3+

Tid til en øl - Flying Dog Woody Creek

4. November 2012

”Woody Creek” er en ”belgian style white beer brewed with coriander and bitter orange peel” – altså en  witbier lige efter bogen. Den er brygget af amerikanske Flying Dog Brewery og derfor kan man måske forvente en mere ekstrem øl med masser af humle. Når man ser etiketten ser det i hvert fald eksplosivt ud, men alle bryggeriets etiketter er yderst ekspressive. Det skyldes nok forbindelsen med Hunter S. Thompson, der er kendt for sin ”lige på og hårdt” journalistik – Gonzo.

 

På etiketten eksploderer Woody Creek Tavern. Det er åbenbart øltønderne der ikke kan stå for presset og sender taget på himmelflugt – sammen med nogle runde CD-skiver (?). Lidt uforståeligt.

Men er det så sådan en ekstrem, amerikansk udgave af witbier. Bitterheden er kun på 17 IBU. Alkoholprocenten på 4,8%. Den er helt efter bogen tilsat koriander og bitter appelsinskal. Brygget med pilsnermalt, hvede og havre. Det er ikke umiddelbart noget ekstremt der springer i øjnene.

Det er en ufiltreret lys gul øl med mange bobler og hvidt skum. I duften træder netop typisk witbier noter frem – koriander og appelsin. Den er let og forfriskende i munden. Det er en sommersæsonøl.

Smagen er vældig god. Der er en meget fin balance mellem ingredienserne, så denne øl er ikke en ektremudgave, men bare et ualmindeligt godt bud på en traditionel belgisk wit.

Karakter 4

Tid til en øl - Ch'Ti Ambrée

2. November 2012

”Ch’ti” er et sprog ( dialekt ) man taler i det nordlige Frankrig – i den del der hedder Picardiet. Selv kalder indbyggerne det for ”picard”, men i resten af Frankrig går det under navnet ”Ch’ti”. Det er også betegnelsen for indbyggerne i Picardiet. En af mine kilder hævder at ”Ch’ti” betyder: ”Det er (lige) dig”.

Hele området er kendt for at være en fransk ølområde, hvor man især brygger ”biere de garde”. I Bénifonfaine blev Brasserie Delomel grundlagt i 1926 af tre brødre, men i 1966 overtog Roland Castelain bryggeriet og omdøbte det til Brasserie Castelain.  I 1978 overtog næste generation Yves og Annick produktionen og de udviklede allerede året efter en ny øl – ”Ch’Ti blonde”.

Ch’Ti-familien har flere medlemmer og jeg fik til aftensmaden åbnet for ”Ch’Ti Ambrée”. Det er en øl der stammer fra 1986 og den har vundet guld i 2003 og efterfølgende flere sølvmedaljer ved belgiske og franske konkurencer. Den er også blandt øllene i Michael Rudolfs bog: ” Die Besten 100 Biere der Welt” .

Visse steder nævnes det at Castelain’s øl er undergærede, men Annick Castelain skriver selv, at de brygges efter den traditionelle ”biere de garde”-metode. Hvilket vil sige at de er overgærede, men lagret ved undergærs temperatur. ”Ch’Ti Ambrée” er lagret i 6 måneder ved 0^o. Sikkert i nogle at de kulminer, som området er rigt på. Det giver en renere og mere afdæmpet øl end mange af de belgiske pendanter.

Det er en smuk, rødlig øl med let orange skum. Man aner nogle få, dovne bobler. Man mødes af en duft af brød, krydderi og alkohol. Men den er ikke så stærk – 5,9%. Den er livlig i munden og giver en prikkende fornemmelse. I smagen har vi lidt karamel, lidt krydderi og lidt frugt, men intet af det træder dominerende frem. Som sagt er det mere afdæmpet. Det er ikke en øl, der råber på opmærksomhed, men der er heller ikke noget galt. Den er vældig behagelig at drikke, og det er jo formålet.

Karakter 4

 

Tid til en øl - La Corne du Bois des Pendus Triple

1. November 2012

I 1600 tallet levede en legendarisk brygger ved navn Cornelius, der bryggede en ektraordinær øl, som mange prøvede at efterligne. Men det lykkedes aldrig. Cornelius holdt sin opskrift hemmelig. Fredag den 13. februar 1636 – midt i 30-års krigen – drog en flok lejesoldater gennem området og dræbte alle på deres vej. Mænd, kvinder og børn blev alle hængt i skoven Anlier, der siden har fået navnet ”Bois des Pendus” ( ”De hængtes skov” ). De blev hængt, hvor skoven danner et horn. Dette sted hedder ”La Corne du Bois des Pendus”.

Inden Cornelius blev fanget, nåede han at begrave sin opskrift under et stort egetræ, men der er igen der siden har fundet den. Cornelius’ genfærd hjemsøger skoven med et reb om sin hals og hvisker disse ord : Enhver der drikker øl fra La Corne du Bois des Pendus, mens han siger følgende ord – Ære til hornet, til Cornelius og de hængte i skoven, sundhed uden nåde – vil få evigt liv”. Nu må vi se om det virker.

”Sante sans Pitie” står også på halsetiketten som et motto. Eller ser vi den hægte Cornelius med tungen ud af munden, mens han klamrer sig til sit ølkrus.

Og netop glasset er en specialitet – ligesom det berømte Kwak-glas.

 

Det er formet som et horn. Drikkehornet var jo en forløber for vores glas, så det er en fin ide. Jeg har dog ikke købt et. Jeg har mere brug for flere generelt anvendelige glas, Men jeg hældte det op i et andet specielt glas fra Diabolici.

Brasserie D’Ebly laver to udgaver at La Corne – en Blonde på 5,9% ( deres første øl ) og en Triple på 10,0%. Det er den sidste jeg har købt med hjem fra Belgien.

Det er en gylden øl med mange små, dovne bobler. Der er ikke tilsat sukker eller krydderier, men det er krydderi, gær og alkohol, der rammer ens næsebor. Noter af frugt og måske vanilje. Den har en god fylde, og bruser lidt op i munden. Alkoholen er ikke gemt væk, men trænger sig lidt for meget på, sammen med sukker og krydderi ( som altså ikke er tilsat ). Det er også frugt i alkohol, der dominerer eftersmagen. Men som aftenøl fungerer det udmærket.

Karakter 4

Dette er et lille jubilæum – øl nr. 1600