Tid til en øl - Brewfist Space Man

 

28. Februar 2013

Den sidste øl i serien fra italienske Brewfist er efter min mening også den bedste. Nu er rækkefølgen jo en som jeg har valgt, men det har været bitterhedsniveauet, der har bestemt det ( næsten )

”Space Man” er den stærke IPA fra bryggeriet – 7,0% alk. og 70 IBU. Alligevel virker den ikke som skærende bitter som den lettere ”Burocracy”, for aromahumlen bliver hængende væsentlig længere og opbløder bitterheden, Og det kan jeg meget bedre lide. Der er brugt citra, columbus og simcoe.

Hvorfor den hedder ”Space Man”, ved jeg ikke. Colombus ( ikke humlen ) kom jo en del ud af kurs i sin søgen efter Indien, og her er Brewfist da kommet langt ud, så måske er det derfor. På etiketten plantes Brewfist’s flag på månens overflade – det må da siges at være et uopdyrket marked.

Det er – i følge bryggeriet - en ”west coast IPA”. Den har en lys orange farve. Ufiltreret og meget grumset, men man kan lige ane fine små bobler. Skummet er kraftigt og lyst og sætter sig i fine ringe på glasset. Frugtig humleduft med drue og eksotiske frugter. Den har en god fylde, men humlen går til angreb og renser godt op i munden. Humlen dominerer smagen. Efter et kortvarig  karamelmaltet indtryk dukker grape, eksotisk frugt og lidt fyrrenåle og denne smag bliver faktisk hængende i eftersmagen. Bitterheden er naturligvis til stede, men virker meget mere meningsfuld, når der også er smag.

Karakter 4

Tid til en øl - Brewfist Fear / Burocracy

27. Februar 2013

I går fik jeg først åbnet en øl sidst på aftenen, og nåede ikke at får skrevet om den. Det var en øl fra italienske Brewfist, og den havde det lidt foruroligende navn – ”Fear”. Det er mig også lidt en gåde, hvad baggrunden er for dette navn. Der er tale om en ”milk chocolate stout”, hvilket normalt ikke virker særlig skræmmende, men på etiketten ser vi en mand, der skriger i rædsel. Om han er sort eller lilla i hudfarven er jeg ikke klar over, men det giver heller ikke umiddelbar mening.

Nu fik jeg oversat hjemmesiden ( den er kun på italiensk, men den automatiske oversættelse giver dog lidt mening ). ”Fear” er dedikeret til ”folk der er bange for mørke øl” ( lidt søgt, men det er en forklaring ). Tilsat laktose og kakaopulver. Brygget på engelsk malt og magnum humle.

Jeg skrev vist i første anmeldelse, at Brewfist var inspireret at amerikanske bryggerier, men indtil nu er deres øl meget engelske i udtrykket.

”Fear” er også brygget efter den skabelon, vi kender fra f.eks Young’s ”Chocolate Stout”, men den er ikke helt så vammelsød i udtrykket. Den er sort med cremet, beige skum. Duft af ristet malt og mælkechokolade. Alkoholprocenten er på 5,2% og bitterheden er 24 IBU. Lad det være sagt med det samme – ”chocolate stouts” er ikke min favoritøl. Der kommer lidt for meget kinderæg over smagen og selvom denne ikke er den værste, har den alligevel de sødladne noter over sig.

Karakter 3

 

Hertil aften åbnede jeg så en anden øl fra Brewfist. Den første af deres IPA’er – ”Burocracy” på 6,0%. Det er den milde IPA med en IBU på 52. Vi ser en rød mand, der krøller et stykke papir sammen med et stort smil, mens en farvestrålende eksplosion stråler på himlen bag ham.

Her bruges der amerikansk og new zealandsk humle – magnum, amarillo, cascade og motueka.

Det er en orange, sløret øl med rodet, lyst skum. Duft af humle med blomst og citrus. I baggrunden en note af karamel og smør. Skarp og aggressiv i munden. Kortvarig smag med meget citron ( motueka-humle ), og derefter en ren, kraftig bitterhed.

Karakter 3

Tid til en øl - Ørbæk Nyborg Kongebryg

25. Februar 2013

I går kom begge døtre og svigersønner på besøg – samt gode venner, så vi var mange til aftensmaden. En lille tre retters menu med ”Indkogt laks med fennikel/æbleslaw – Pulled pork med pistacie og myntedrys. ovnstegte kartoftler, gulerødder, rødbeder og en agurk/fennikel/chilisalat – Trifli med ingefærkage, hvid chokolade, hindbær og appelsin”.

Det var lidt luksus, og det var meget velsmagende og varieret. Jeg havde prøvet at finde noget øl der kunne passe, men jeg kendte ikke den første – ”Nyborg Kongebryg”. Jeg havde måske tænkt noget med anis, fennikel i, så det kunne matche forretten, men det var ikke de noter der var fremtrædende. Til hovedretten havde jeg valgt ”Mercator” fra Nibe Bryghus, der med sin mynte og salvietilsætning passede fint. Til triflien havde den ene svigersøn medbragt en dejlig asti.

Ørbæk har brygget en øl til Nyborg. Vi får historien på etiketten. I middelalderen var Nyborg ”kongernes by”. Her mødtes man for at underskrive Danmarks første grundlov. Nyborg var i lang tid Danmarks hovedstad indtil København overtog rollen i 1560.

Hvorfor Nyborg lige nu skal have en øl, der minder om kongemagten, ved jeg ikke. Årstallet 1413 er nævnt som slutår for parlamentets samling i Danehofsalen på Nyborg Slot, og det antyder jo i hvert fald et 600 års jubilæum..

Etiketten kræver en længere studium og her vil jeg citere Nyborg Kommune:

”Etiketten er designet på baggrund af layoutet til Kors øøll’en. Det hvide kors går igen på Kongebryggen i skikkelse af det hvide kors i det danske rigsvåben tillempet efter Christian 3.s rigsvåben. Rigsvåbnet hænger nu i Riddersalen på Nyborg Slot, men tidligere hang på det store tårn ved indgangen til slottet som symbol på, at det var herfra, Danmark skulle regeres. I felterne er Nyborg Slots signatur i form af det tredimensionelle vægmønster og løverne fra logoet til Danmarks Riges Hjerte. Løverne symboliserer bestræbelserne på at gøre Nyborg by og slot til en værdig kandidat til at komme på UNESCOs verdensarvsliste. Detaljen med gul og grøn i skjoldets kant stammer fra den grønne humle og den gule citron – øllets eget særkende.

 Det oplyses endvidere om, at der er tilsat citron – en frugt der var yderst sjælden i datiden og en spise for de allerrigeste.

Det giver en orange gylden ale med hvidt skum og friske bobler. Den når 6,0% alkohol. Duft af syrligt rugbrød. Frisk og en anelse skarp. Smagen indledes af lidt maltsødme inden en syrlig/bitter smag af citron sætter ind.

Karakter 3+

Tid til en øl - Juleøl i bakspejlet

25. Februar 2013

Jeg indledte vinterferien med en vældig ølsmagning, hvor vi kom igennem de 12 kandidater til ”Årets ølnyhed 2012 ”. Og sandelig om jeg ikke afsluttede den med endnu en smagning. Denne gang var det hos formanden Gert, der har indrettet et hyggelig barmiljø i sin kælder. Han holder hvert år til jul en lille smagning for nogle kolleger, men de havde ikke nået det i år. Så der var en hel del juleøl, der skulle smages. Så jeg blev inviteret med for at hjælpe lidt til med at få det drukket. Alligevel var udvalget så stort, at vi umuligt kunne nå gennem det på en eftermiddag, selvom vi gjorde en ihærdig indsats.

Vi begyndte i kælderen med et par startøl til flæskesvær. Indslev ”Julehvede” og Brewdog ”Hoppy Christmas”. Meget forskellige, men begge dejlige øl. ”Hoppy Christmas” virkede ekstra frisk.

Derefter gik vi ovenpå for at sætte os til en længere frokost menu. Gert havde forberedt et lille udvalg af øl, der kunne passe til hver ret og vi kunne så vælge hvad vi ville tage med. Det var ikke let, for udvalget var som sagt stort. Jeg ved ikke om jeg kan huske alle øl, for jeg ville ikke sidde og tage notater undervejs.

 

Først fik vi sild og æg. Dertil faldt valget på ”Julerød” fra Klosterbryggeriet og ”Sokkeøl” fra Pladderballe Bryghus. Især sokkeøllet overraskede. Det er jo en mørk øl med let lakridsnote og det passede glimrende til silden. ”Julerød” var nok et mere traditionelt valg, og jeg må indrømme, at jeg ikke husker noget specielt omkring, hverken til den ene eller anden side.

 

Så kom der nogle dejlige fiskefrikadeller på bordet. Vi lagde ud med ”JuleIPA” fra Beer Here, og det er jo altid en fornøjelse. Det var derfor nok lidt svært for Hornbeer, at komme bagefter med deres ”Julehumle”. Den har også en god bitterhed, men den virker på mig mørk og tung ovenpå den friske ”JuleIPA”.

 

Jeg er lidt usikker på hvilke øl vi åbnede til tarteletterne. Jeg mener vi havde fat i endnu en juleøl fra Klosterbryggeriet – ”Abbed Gunners Juleale”. Søren og Kim var kolleger med Gert, men der var ikke meget fagsnak. Derimod gik snakken nemt og flydende omkring musik, mad og naturligvis øl. Og vi knappede hele tiden nye øl op, så der er vist smuttet lidt hukommelse her. men det var i hvert fald øl, jeg havde smagt før.

Inden næste ret slog vi atter en smut ned i kælderen for at hente øl op, og dernede åbnede vi for en ”Juleglød” fra Det Lille Bryggeri. Jeg har ikke kunnet finde noget som helst om denne øl på nettet, og desværre havde den også en lidt syrlig note, så vi var noget usikre på om den var for gammel.

 

Ovenpå igen til paté, frikadeller og oksespegepølse. Her var det de mørke øl, der kom frem. Hornbeer ”Juleøl” med fyldig smag. den er ”krydret med enebær, en smule anis og andet godt – det er jo jul”. Den fine lakrids note dukkede også op i ”Dark Christmas” fra Grauballe Bryghus. Begge glimrende øl. Jeg husker ikke lige om vi fik flere, for så dukkede en juleøl fra Bøgedal op på bordet og aftvang sig al opmærksomhed.

 

”Bøgedal no. 305” er en belgisk inspireret juleøl – brygget på trappistgær, lakrids, Northern Brewer, Cascade, Centennial og Perle humle. Den kunne på mange områder minde om de to foregående øl – der var bare meget mere smag og fylde. Alkohol på 6,5%. Langvarig eftersmag. Man må sige de andre øl gled lidt i baggrunden.

 

Til osten åbnede vi bla. en ”Cuvee Brut” fra Liefmans. En øl krydret med kirsebær – en slags lagret Kriek. Denne type øl plejer egentlig af gå meget godt til lidt fed ost, men måske er det kirebærtilsætningen, der kom lidt bagpå os. Udmærket øl men ikke noget stor succes til osten.

Afslutningsvis kom der en chokoladekage på bordet. Det var ikke på det tidspunkt den store sult, der gnavede, men den så lækker ud og med et par at de rigtig mørke øl til, fik vi da gjort has på den også. ”Even More Jesus” og ”Christmas Eve At A New York City Hotel Room” var blandt de udvalgte øl. Desværre er der vist en fejl i ”Christmas Eve…. ”. Jeg smagte den forleden lørdag til ”Årets Ølnyhed” og der var den ligeså syrlig som Liefmans øl. Det var den også her, men flasken var også erhvervet ved samme lejlighed. Udfra beskrivelsen på flasken er det ikke stilen – øv.

”Santas Little Helper” fra Port Brewing i USA var derimod helt på toppen med en kraftfuld smag, hvor malt og humle eksploderede i en gevaldig svingom.

Til sidst åbnede vi for en anden ”Santas Little Helper”. Det er Mikkellers 2011 udgave, der er lagret i hvidvinfade ( Barrel aged white wine edition ( det lyder ligesom af noget mere )). Det er en dejlig øl, hvor lagringen giver et mere vinøst præg på smagen. Jeg smagte noget tilsvarede til nytår, hvor det var Schneider, der havde lagret en ”Aventinus” på rødvinsfade, og når disse forsøg falder heldigt ud, får vi nogle virkelig specielle og spudlende øl. Helt anderledes end hvis der er lagret på spiritusfade. Jeg kan godt lide det.

En fin afslutning på en gennemført hyggelig eftermiddag, hvor vi måske nok fik lidt for meget at spise, men det smagte jo godt.

Tid til en øl - Innis & Gunn Spiced Rum Finish

22. Februar 2013

Innis & Gunn er et relativt nyt bryggeri, der lagrer deres øl på forskellige spiritusfade – fortrinsvis whisky og rom. Ideen kom til dem ved et uheld eller måske rettere ved et tilfælde. Det kan man læse om i tidligere indlæg. De har 3 faste øl i sortimentet bla. en øl lagret på romfade. Det er nok den dårligste af øllene ( som jeg har smagt ), fordi den virker lidt for vammel sød.  Alle øl fra bryggeriet har en speciel sødlig smag, som er deres kendetegn, men i de andre fungerer det bedre.

Derudover har de forskellige ”limited editions”, hvor især deres ”Irish cask” er fremragende ( Porter lagret på Irish Whiskey. I denne serie er der også kommet en rom udgave  - ” Spiced Rum Finish”

Det er en lysere øl end den originale ”Rum Cask”. Den er også på 7,4%, selvom jeg kan se, at alkoholprocenten varierer lidt i beskrivelser på nettet. Den ligner mere den originale øl fra Innis & Gunn, og smagen er også mere i den retning.

Det er en ravfarvet, klar øl med fint hvidt skum og en masse små bobler. Vi finder den sødlige duft, som Innis & Gunn er kendt for. Karamel, vanilje og lidt skarp alkohol. Øllet er let og prikkende. Smagen lægger sig som nævnt tættere op af originalen med, men virker lidt sødere og også mere krydret, hvilket navnet jo også lægger op til. Det virker som noget kaktus, agave. Humletypen er Whitebread Goldings – en variant jeg ikke kender noget til. Efter beskrivelserne skal den være lidt neutral med en sødlig frugtig  tone.

Tid til en øl - Brewfist Jale

21. Februar 2013

Brewfist laver også en bitter med lidt mere bitterhed end ”24K Golden Ale”. Det er en såkaldt ESB – Extra Special Bitter. Den er på 5,6 % og bitterheden ligger på 40 IBU. Humletyperne er Challenger, First Gold, Bramley Cross og East Kent Goldings. Der er en del karamelmalt i, så vi ender med en amber ale.

Navnet på denne øl er ”Jale”, og vi ser da også en tremmerusker på etiketten. Navnet er bevidst stavet forkert for at signalere at det har noget med ”ale” at gøre.

Det er en mørk, sløret amber ale med kraftigt, lyst skumlag på toppen. Aromaen er præget af karamel, blandet lidt op med frugtig humle med noter af solbær. Den har en rigtig god fylde, selvom den er nem at drikke. Karamelmalten mærkes også i smagen, sammen med ristede noter og den frugtige humle. Fin bitterhed i eftersmagen. En glimrende ale fra Italien.

Karakter 4

Tid til en øl - Brewfist 24K Golden Ale

20. Februar 2013

Italienske øl er ikke noget, vi ser så meget af her i Danmark, og da slet ikke et bryggeri, der bevæger sig i retning af de amerikanske strømninger i ølverdenen. Men Brewfist, der blev grundlagt af tre fyre i 2010 udforsker gerne den side af markedet. Bryggeriet ligger i Codogno i nærheden af Milano. Jeg har tidligere skrevet om dem, for de lavede en øl sammen med Christian Skovdal fra Beer Here. Det var ”Caterpillar Pale Ale.” Jeg fandt en serie af deres øl i Salling, og vil prøve at smage dem efter deres bitterhedsniveau.

De har nemlig gjort sig den umage at skrive hvor bittert øllet er. Det er en oplysning, der burde være tilgængelig på alle øl, for det betyder lige så meget som alkoholprocenten. Hvis man ikke er til bitre øl, skal man holde sig fra IBU 80. Det vil være nemmere for mange at finde en øl de kan lide.

I denne serie er der to pale ales ( på henholdsvis 30 og 40 IBU ) og to IPA’er ( på 52 og 70 IBU ). Der er godt nok også en chokolade stout på 24 IBU, som jeg nok burde være startet med, men den passede dårligt til aftensmaden, så den kommer senere.

 

”24 K Golden Ale” viser vist en guldgraver, der svinger hakken efter guld, men han må tage til takke med en ”guldøl” i pauserne. Det er dog ikke et guldøl i traditionel dansk forstand. Den er kun på 4,6% - ”en dejlig sessionbeer” som de selv beskriver den. Der er brugt engelsk malt og tysk humle ( Hallertau Saphir, Magnum ), så det med det amerikanske er der så som så med.

Det er en uklar, ferskenfarvet øl med hvidt skum. Jeg har nok set øl, der bedre kunne illudere guld.

Duften er svag, en smule neutral, men med noter af nåleskov og lidt appelsinskal. Øllet er pågående og friskt. Smagen er mest præget af bitterhed, og svage antydninger af fyr, græs og purløg.

Karakter 3