Bedømmelse

1 Dårlig
2 Drikkelig
3 God
4 Meget god
5 Fantastisk

tirsdag den 10. november 2020

Tid til en øl - Vocation 15 MIle Round Trip


 10. November 2020

Forleden havde vi gæster, og fik åbnet for et par øl i løbet af aftenen. Vi lagde ud med en DIPA fra Vocation Brewery. Det var en af de øl, jeg købte da jeg besøgte Erlings Flaskebutik for nylig.

Vocation Bryggeriet ligger på en bakketop i Hebden Bridge, Yorkshire , og de første blogindlæg tyder på, at første øl kom på markedet i september 2018. Deres mål er at sætte nye standarter for nye øl. De følger ikke trends, men går nye veje. Det er deres ’kald’ ( vocation ).

Det mærkes nu ikke i deres ’15 Mile Round Trip’, der er en DIPA brygget sammen med Sureshot. Her lægger de sig tæt til tidens trend med en uklare IPA. Sureshot Brewery er et nyt projekt af James Campbell, der var medstifter og brygmester på Cloudwater. Han forlod Cloudwater i 2018 og flyttede til Manchester som brygmester på Marple. Sureshot er indtil videre et fantombryggeri.

Tilsammen har de brygget en øl, som man vil rejse 15 miles for at få fat i. Det er som nævnt en DIPA på 8,0%. Den har en varm gul farve og en fin hvid skumtop. Den er uklar med en god aroma af humle. Grape og lidt sødere som appelsin og abrikos. Der er brugt Mosaic, Galaxy og Citra. Den har en god fylde og smagen er præget af humlen med en god bitterhed i eftersmagen

Karakter 4

lørdag den 7. november 2020

Tid til en øl - Vestkysten Brilleabe


 7. November 2020

Bryggeriet Vestkysten er som tidligere nævnt et alternativt brand under Løkken Bryghus. Der er 6 øl i sortimentet – ’Bandit’ ( Lys Lager ) – ’Grimrian’ ( Brown Ale ) – ’Bøllefrø’ ( Stout ) – ’Kanaljen’

( Black IPA ) – ’Fadlagret Strong Ale’ ( Strong Ale ) og ’Brilleabe’ ( IPA ). Derudover er der 2 ’Skagen Bunker’ øl, der kan være etiketøl. Det ved jeg ikke med sikkerhed.

Jeg kender ikke baggrunden for de spøjse navne. Det kan være de humoristiske etiketter, der har inspireret til dem.

Den tredje og sidste øl, der var med i sendingen fra Vestkysten var ’Brilleabe’. Jeg smagte den sidste år på Nordic Brew Festival i Frederikshavn og omtalte den kort her på bloggen.

Det er en amerikansk IPA med alkohol på 5,78% og en bitterhed på 46,5 IBU. Den er mørk orange øl med skum, der endnu engang svinder hurtigt. Dejlig duft af amerikansk humle, der minder om dengang, vi besøgte de store sequoia-træer i Yosemite, Californien. Forfriskende med et lille skarpt anslag. God smag af humle og en fin bitterhed til slut. Alt i alt en glimrende IPA

Karakter 3+

Øllene fra Vestkysten er udmærkede, men jeg må alligevel komme med en lille anke. Når man laver en nyt brand - et nyt bryggeri -  kunne det være spændende, hvis det adskilte sig fra det oprindelige. Vi ser tit, at store bryggerier laver et nyt brand – ’Carlsberg/Jacobsen’ – Indslev/Ugly Duck – Albani/Schiøtz. Her er der en anden ide – en anden tilgang – til det nye brand.

Og det lægger Løkken bryghus også op til. Jeg kan se, at planen er at bruge lokale smagsgivere og havde glædet mig til øl med lidt mere kant – lidt mere eksperimenteren. Desværre er der ikke endnu kommet gang i at udforske vestkystens muligheder for nye ingredienser, men det håber jeg, der kommer i fremtiden

mandag den 2. november 2020

Tid til en øl - Vestkysten Skagen Bunker Brown Ale


 2. November 2020

I går nød jeg en dejlig old ale fra Fuller’s til vores lidt tidlige Mortens Aften and, og i dag var der lidt rester tilbage af anden.

Heldigvis kunne jeg i udvalget fra Løkken Bryghus finde en mørk øl, der kunne passe dertil.

Det er igen det selvstændige brand ’Vestkysten’, der står bag denne brown ale med navnet Skagen Bunker.

Under 2. Verdenskrig byggede tyskerne en 5000 km lang forsvarslinje fra Frankrig til Finland – den såkaldte Atlantvold. Der var omkring 2000 bunkere på den jyske vestkyst, hvoraf der var 313 i Skagen. Enkelte af disse bunkere blev brugt efter krigen, og rygtet går, at det var fra en af disse, man observerede, at russerne sejlede missiler til Cuba. Det er den bunker, der er afbilledet på etiketten.

Det er en meget mørk, næsten sort øl med beige skum på toppen. Duft af brændt karamel. Den føles let og frisk. Alkoholprocenten er 6,0% og bitterheden 26,3 IBU. Bitterheden lægger man ikke så meget mærke til. Den balancerer fint det maltede indtryk. Smagen har en let sødme, ristet malt og brændt karamel, der minder om de kaffekarameller man får i vores lokale tebutik.

Karakter 3+

Der findes også en ’Skagen Bunker Pilsner’ i serien. Jeg ved ikke om det er øl, der er lavet specielt til Skagen Bunker Museum eller om der er tale om etiketøl. Bryggeriet Vestkysten brygger også en brown ale med navnet ’Grimrian’, men  den er ikke med i udvalget fra bryggeriet.

søndag den 1. november 2020

Tid til en øl - Fuller's Past Masters 1905 Old London Ale


 1. November 2020

Fuller’s ’1905 Old London Ale’ er den 8. øl i Past Masters serien. Den blev brygget i 2017, men baserer sig en ’Old Burton’ fra 1905. Denne øltype var i starten af 1900 tallet en standard fadøl på London pubber. Stærkere end en ’Mild’ og mørkere end en ’Bitter’.

Jeg har lidt svært ved at tro, at dette var en standardøl – dertil er den for stærk. Alkoholprocenten er 7,9% og det er stærke sager – især i England. Måske har den været svagere dengang.

Jeg blev præsenteret for den forleden, da jeg besøgte en god ven og ølkender i deres nyerhvervede sommerhus, og i aften delte jeg en med min svigersøn, da vi fik and i stedet for at få det til Mortens Aften

Salling har netop haft 3 Past Masters i sortimentet.

Det er en mørk mahognifarvet øl med fint offwhite skumlag. Man mødes af en duft af malt og mørke frugter som sveske og rosin. Dette er en øl, der emmer af engelsk herreværelse. Lædermøbler, pibetobak og støvede bøger. Det er en fyldig øl – både i krop og i smag. Det er også de mørke frugter der præger smagen, og i begyndelsen tænker man overhovedet ikke på humle. Den er humlet med Fuggles og Cluster, og man bliver helt overrasket, når bitterheden dukker op sent i billedet og i eftersmagen. Det er ikke sådan, at den træder frem og overtager indtrykket – mere at den anes i baggrunden.

Jeg synes, det er en fremragende øl i al sin tyngde og sødme. Bør nok nydes i en Chesterfield sammen med et glas portvin eller cognac.

Karakter 4

lørdag den 31. oktober 2020

Tid til en øl - Bryggeriet Vestkysten Bandit


 31. Oktober 2020

Det sker ofte, at et bryggeri har flere forskellige serier af øl, og nogle gange fremstår disse endda som værende fra et helt andet bryggeri. Det kan være fordi, man har opkøbt andre bryggerier – f.eks har Vestfyen nu Indslev og Refsvindinge i deres sortiment, men det kan også være, fordi man laver øl med en anden profil end de andre øl. Igen har Vestfyen serien ’Willemoes’, hvor man eksperimenterer med mere specielle øl, og de har også bryggeriet ’Frejdal’, hvor man bliver endnu mere udfordrende og knytter nordisk mytologi til øllet.

På samme måde har Løkken Bryghus flere serier, og de har også ’Bryggeriet Vestkysten’ under samme tag. Det er også brygger Kent Boalth, der står for denne serie.

Tanken er at lave en serie, der kan repræsentere Vestkysten fra Skagen til Blåvandshug, hvor man bruger økologisk malt fra Gyrup Malteri i Thy. Ideen er at bruge lokale råvarer, der repræsenterer vestkysten.

Bryggeriet blev dannet i 2019 og jeg har tidligere anmeldt deres IPA – ’Brilleaben’, men den kan jeg nu gensmage en af dagene. ’Vestkysten’ henvender sig til ungdommen og det er 2 unge Løkkendrenge – Theis Kassow og Emil Ussing – der tegner de sjove etiketter.

’Bandit’ er en lys lagerøl på 5,23% med en bitterhed på 26,6 IBU. Der er måske lige lovlig mange decimaler her.

Den omtales på flasken som en ’pilsner’, men på bryggeriets hjemmeside står der ’lys lager’. Det er den sidste betegnelse, jeg går med, for jeg synes ikke, der er særlig meget pilsner over den.

Det er en smuk gylden øl – klar og med et fint skumlag, der dog også her hurtigt forsvinder. Den har en sødlig duft af lyst brød og kiks og en fin mundfylde. Smagen indledes med gærsødme og det er her, jeg ikke rigtig kan finde pilsneren. Jeg synes, en pilsner skal være mere ren i smagen, men det kan fint passes ind i en lys lager. Jeg ville aldrig have gættet på amerikansk humle, som der nævnes. Den efterfølgende humlesmag minder meget mere om traditionel engelsk humle, men den afslutter i en god bitterhed.

Karakter 3

Jeg havde nok håbet, at der ville være en lokal smagsgiver fra vestkysten i denne øl – for at leve op til konceptet. Det håber jeg, er i de andre øl fra bryggeriet.


tirsdag den 27. oktober 2020

Tid til en øl - Løkken Bryghus Elsebeth Gyldenstjerne


 27. Oktober 2020

Jeg har modtaget en rettelse fra Løkken Bryghus. Der er jo kommer nye kræfter til, der har kigget lidt på opskrifterne, og ’Rubjerg Fyr’ som jeg skrev om forleden, har fået en gammel etiket på. Det er ikke en steambeer, men en brown ale på 5,5%, hvilket også giver bedre mening.

’Elsebeth Gyldenstjerne’ er derimod en steambeer på 4,8%.

Elsebeth var født omkring år 1500 og blev i en tidlig alder gift med en adelsmand ved navn Bonde Due Munk.

Han var en fordrukken galning ( hvilket vist kan siges om mange adelsfolk dengang, Man drak i gennemsnit i Europa 7 liter øl om dagen, og adelen holdt sig jo ikke til det tynde øl ), og i 1518 blev hun skilt fra ham. Det var et særsyn på den tid, men mon ikke Børglumbispen Stygge Krumpen havde gjort sin indflydelsen gældende. Hun levede efterfølgende i 16 år sammen med ham på Voergård Slot indtil han blev fængslet af Christian III.

På etiketten kan jeg genkende Voergård og det er Elsebeth, der står udenfor. Jeg har faktisk personligt hilst på hende, de par gange, jeg har været til Bispens Taffel på Voergård. 

Det er en mørk, rødbrun øl med lys skumtop. Skummet forsvinder lidt for hurtig, hvilket måske skyldes kulsyren. Den har en fin duft af malt og nødder.Den er let i munden og igen er kulsyren med til at prikke lidt. Smagen er maltet og der kommer et lille strejf af uforklarlig syrlighed. Der afrundes med en mild bitterhed.

Karakter 3

søndag den 25. oktober 2020

Tid til en øl - Løkken Bryghus Løkkendarisk


 25. Oktober 2020

I starten af efterårsferien tog vi en enkelt nats overnatning på Hotel Løkken Strand – bare for lige at have fornemmelsen af ferie. Det var et opholdt med 3 retters gourmetmenu, men det viste sig at maden skulle indtages på ’Havs’ – en restaurant, der lå få minutters gang derfra.

Der var pyntet op til Halloween udenfor, og indenfor var der restaurant i den ene side og surfboards, våddragter og svømmefødder i den anden.

Maden var fremragende – især hovedretten, men der var ikke megen oplysning om maden fra de ellers venlige tjenere. Der skulle måske lige strammes op.

Her var der et stort udvalg af øl fra Løkken Bryghus og jeg bestilte en ’Kavt’ til forretten ( mere om den en anden gang ) og jeg fik oplyst at ’Løkkendarisk’ var en strong ale, så den syntes nok at kunne passe til hovedretten.

Jeg var en smule skuffet over den. Den virkede tynd og havde ikke den fylde, jeg synes en strong ale skal have.


Forleden modtog en sending øl fra Løkken Bryghus og blandt dem var der også en ’Løkkendarisk’ – men her var betegnelsen ’pale ale’, hvilket passer bedre. Så vidt jeg kan forstå på medfølgende beskrivelse, har den tidligere været en strong ale, men de har åbenbart ikke været opmærksomme på ændringen på ’Havs’. Jeg skal da heller ikke sige, om det kun er navnet, der er ændret, eller om det også gælder opskriften.

Det er en temmelig mørk pale ale. Den er på 5,0%. Brygget med sukkertang og porse. Klar kastanjefarvet øl med hvidt, luftigt skum. En let duft af porse. Den har stadig en let krop, men der er mere liv end i fadudgaven, der netop virkede lidt fad – hen i retning af ’real ale’. Her er tilsat kuldioxid, og den bruser måske lige lovlig meget på tungen.

Smagen lægger ud med karamel ( skulle efter sigende stammer fra sukkertang ), efterfulgt af en fin porsedosering. God bitterhed i eftersmagen.

Karakter 4