Bedømmelse

1 Dårlig
2 Drikkelig
3 God
4 Meget god
5 Fantastisk

fredag den 14. august 2009

Tid til en øl - Gulpener Korenwolf

14. August 2009
I dag fik katten taget stingene efter kejsersnittet forleden. Alle 3 killinger klarer sig godt, så det er en rigtig succeshistorie.
Jeg har ryddet op og gjort rent i huset og klippet vores store pilehegn lidt til udenfor, så det var godt at kunne sætte sig med en øl til aftenstunden.
I Holland købte jeg forskellige øl i et supermarked, bla ”Korenwolf” fra bryggeriet Gulpener. Det er en witbier på 5,0%, Bryggeriet ligger i Gulpen nær Maasticht. Denne del af Holland rager jo nærmest ind i Belgien som en kile, så derfor er witbier en almindeligt øltype på disse kanter. Jeg har tidligere smagt ”Wieckse Witte” fra De Ritter, der også er fra Maastricht og det var ikke en succes, men lad os nu se. ”Korenwolf” bliver nævnt med udmærkelse af den nu afdøde ølguru Michael Jackson ( ikke sangeren ).
Bryggeriet blev etableret under navnet ” The Crowned Lion” i 1825 – af Laurents Smeets. Han var både brygger og borgmester i byen. Hans svigersøn, der overtog det efter ham ændrede navnet til Gulpener og udvidede forretningen. Bryggeriet har sin egen sandstensbrønd med klart vand, som de er meget stolte af.
”Korenwolf” er navnet på en vild hamster i området, og der er da også en lille nuttet hamster på etiketten. Dette lille dyr samler forråd til vinteren – forskellige korn og det har inspireret til brugen af 4 forskellige kornsorter i denne øl - hvede, spelt, byg og rug. Derudover tilsættes der hyldeblomst udover de sædvanlige witbieringredienser – koriander og appelsinskal. Den er gæret i 2 omgange, først med overgær og siden med undergær, hvilket også er en anderledes fremgangsmåde end normalt.
Det er en uklar hvidgul øl med en kraftig hvid skumtop. Duften er frisk og lækker og minder lidt om melon og pære eller andre søde frugter. ( måske er det hyld ). Den er frisk og skarp i munden og virker dejligt forfriskende, men der er en fin og kompleks smag, samt en relativ god bitterhed i eftersmagen. En rigtig god witbier, der gør det svært at forstå, at Wieckse overhovedet kan sælge noget i samme område.
Karakter 4

Ingen kommentarer:

Send en kommentar