Bedømmelse

1 Dårlig
2 Drikkelig
3 God
4 Meget god
5 Fantastisk

onsdag den 13. september 2017

Tid til en øl - Belle Helene / Buffalo Grand Cru


13. September 2017

I starten af september holdt vi en lille havefest for vennerne. Der var ingen speciel grund til det – måske for at markere at ”sommeren” var slut, men egentlig bare for at samle folk til en hyggelig eftermiddag.


Og vejret viste sig fra sin bedste side – bedre end det meste af sommeren. Så vi kunne for engangs skyld sidde udenfor og nyde vores øl og sangria. Men først var der stort kagebord med kaffe og te.


Sidst jeg var i Aalbæk købte jeg nogle store flasker øl med hjem til denne lejlighed, så efter kaffe var der forfriskninger på terrassen. Øl  - og sangria til dem, der ikke sætter pris på den gyldne drik.

Brouwerij De Hoorn ligger i Steenhuffel. Det stammer tilbage fra 1380, men navnet ”De Hoorn” forekommer først fra 1525, hvor Joes De Lichte ejer det. Men det bliver fuldstændigt jævnet med jorden under krigene i slutningen af 1500-tlallet

Selvom bygningen blev genopbygget blev der ikke brygget øl igen før 1698, hvor Andries van Doorselaer og Joanna van Accoleyen overtog stedet.

I 1908 blev Arthur van Roy ved ægteskab ejer af bryggeriet og han indledte bryggeriets industrielle udvikling. Selvom undergæret øl var i stærk fremmarch, holdt Arthur fast ved den overgærede øl. I 1. Verdenskrig blev bryggeriet igen ødelagt af bombninger, men blev - som mange andre belgiske bryggerier - genetableret i tyverne. I 1929 skabte Arthur van Roy sin egen udgave af øltypen  ”Speciale Belge” ( der blev skabt ved en konkurrence i 1904. Målet var at finde en øl, der kunne konkurrere med de undergærede øl fra Tyskland ). Han kaldte den ”Speciale Palm” og den blev så populær, at folk i almindelighed omtalte bryggeriet som Bouwerij Palm.

Bryggeriet har siden overtaget Boon og Rodenbach.

I 2014 åbnede man det gamle bryggeri i Steenhuffel under navnet ”De Hoorn” og her brygger man til Arthur van Roys ære en ølserie ved navn ”Athur’s legacy”.
Nummer 6 i serien ( 16 øl ) er ”Belle Helene”, som jeg trakterede med.

Det er en gylden øl på 7,0% med belgiske pærer og en strejf af kanel. På etiketten rejser de selv spørgsmålet: ”Why pear?” og svarer: ”Ask Helene”. Duften er frugtig og sød og man fornemmer tydeligt pærer. I tysk hvedegær kan man ofte fornemme banan og pære, der godt kan give et indtryk af frugtsalat, men her er pæresmagen mere raffineret. Den gemmer sig i baggrunden, men man er ikke i tvivl om den. Bitterheden er lav. Der er tale om en frisk og frugtig sommerdrik.

Karakter 4

Derudover havde vi en ”Kwak”, der faldt i de flestes smag. Faktisk var det nok den, der fik flest rosende bemærkninger med.

”Cuvee van der Keizer” var lidt for sød til de fleste, men det er jo en dejlig klassiker.


Den sidste belgiske øl på dagen var ”Buffalo Grand Cru” på 9,0%. Den er lagret på træfade fra Bordeaux Pauillac i 10 mdr.
Det giver en let skarp aroma, hvor frugt og krydderi blander sig med lidt syrlige fadnoter. Jeg kunne godt lide den, men gæsterne tog ikke så meget, så jeg har en flaske tilbage.
Der er Brouwerij van den Bossche, der frembringer denne øl. Alle flasker er nummererede og denne var nr. 6889.

Karakter 4

Derudover havde jeg 6 dåser af den nye ”Carlsberg 1883”, men mere om den senere.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar