Bedømmelse

1 Dårlig
2 Drikkelig
3 God
4 Meget god
5 Fantastisk

onsdag den 18. september 2019

Basement Beer Bar / Rød & Gul

18. september 2019


Lørdag d. 14. september holdt Basement Beer Bar i Aalborg deres 5 år jubilæum. Det foregik med 3 dages fest, hvor spændende øl var at finde på hanerne. Jeg havde selv en større ølsmagning om lørdagen, så det var fredag, jeg var på besøg.

Jeg var også med i sin tid, da Nikolaj Madsen åbnede baren, og jeg omtalte det også her på bloggen.
Der var også godt besøgt fredag aften, men jeg kunne dog finde et bord, at slå mig ned ved.

Jeg tænkte at starte lidt roligt, og så at tavlen indeholdt en berliner weisse. En syrlig øltype, jeg før har smagt netop på Basement, og som passer godt til mig. Den syrlige smag opvejes gerne af sødme fra frugten.


Wizard Brewing fra Sverige har lavet en knaldrød øl med knitrende skum. Bryggeriet ligger i Göteborg og er så vidt jeg kan forstå fra 2019. Deres Facebookside er opretter 30 december 2018.
De har specialiseret sig i berliner weisse - en syrlig tysk øltype med frugt.

Da jeg for mange år siden var med min skoleklasse i Berlin ( 2. real – ja, det er længe siden ), hørte jeg første gang om denne fjollede øl, og den skulle vi da smage. Men vi blev bare smidt ud af baren, fordi vi var for unge.

Så det er først her de sidste par år, at jeg har fået mulighed for at smage denne øltype. Og jeg kan faktisk godt lide den. Den er ikke helt så fjollet som jeg forestillede mig i sin tid.

Bryggeriets dåser er med flotte etiketter, men det har man jo ikke megen glæde af på Basement Beer Bar.

Til gengæld er farven på ’Puppethead’ en stor fornøjelse. Her er fest og farver. En fuldstændig uklar, glødende rød ( grænsende til rødviolet ) drink, der bare manglede en paraply og et sugerør, for at ligne en eksotisk cocktail. Alkoholprocenten er naturligvis lav – 4,5%.

Duften er fyldt af frugt og minder mest om min kones solbærsmoothie. Den er forfriskende syrlig. Smagen af solbær er også gennemtrængende, og der sødes med antydninger af hindbær. Eftersmagen er også syrlig. en dejlig sommerdrik.

Karakter 3+


Jeg blev lidt i saftevandsudseendet, selvom udtrykket ellers blev et andet. Næste øl lignede mest et glas appelsinjuice, men der var nu tale om en IPA fra Y Not Brewing.
Det er Basement Beer Bars eget bryggeri. Det er fra september 2018, men jeg ved ikke om Nikolaj er ene om det, eller om der er flere involveret i bryggeriet.

Denne ’Hazy DIPA’ har det flotte og fantasifulde navn – ’Hummingbird Fuel’. Der er skelet en del til de populære New England IPA’er, der med deres eksotiske frugtnoter kan være udmærket brændstof for både kolibrier og mennesker.

Den holder en procent på 7,8%, og har en dejlig duft af sød, eksotisk frugt. Den har en god fyldig krop. Det eksotiske nektarislæt går igen i smagen og der afsluttes med en god bitterhed,

Karakter 4

Derefter stod på en komparativ smagning med 2 stouts lagret på bourbonfade.




Ingen kommentarer:

Send en kommentar