Bedømmelse

1 Dårlig
2 Drikkelig
3 God
4 Meget god
5 Fantastisk

lørdag den 8. januar 2022

Tid til en øl - Frederikshavn XX Dubbel


8. Januar 2022 

Til aften stod menuen på klassisk vintersimremad - Osso Buco og kartoffelmos. Det er ikke en ret, hvor man disker op med en alkoholfri øl. Der skal noget kraftigere på bordet.

Inden jul modtog jeg en sending øl fra Frederikshavn Bryghus, men jeg har kun fået anmeldt deres juleøl indtil videre. I denne sending var der også en belgisk inspireret dubbel på 8,5%, og den kunne nok stå mål med maden.

'XX Dubbel' hører til i den sødlige ende af genren. På etiketten beskrives, hvordan betegnelsen med X'er viser styrken, så XX er en kraftig øl. Det er fint med lidt historie om øltypen. "Dubbel blev først brygget i 1856 af munkene fra Westmalle".

Det er en flot brunlig øl med et godt skumlag. Duften er sødlig med skiftevis brændt karamel og farin. Den har en god fylde og stod godt til Buco'en. Smagen er som nævnt i den søde ende. Blomme og rosin, og bryggeriet nævner selv kirsebær - måske, hvis man leder. Slutningen er sød med chokolade og lidt for meget farin. Det ville klæde den, hvis man skruede en anelse ned for sukkerniveauet. Og det kommer fra en, der godt kan lide søde øl. Bitterheden på 26 IBU findes nærmest kun på etiketten.

Karakter 4


 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar