Bedømmelse

1 Dårlig
2 Drikkelig
3 God
4 Meget god
5 Fantastisk

søndag den 21. december 2008

Tid til en øl - Kirsch Bier

21. December 2008
I går var vi til en traditionel julefrokost i Kærby, hvor der ikke bliver sparet på hverken mad eller drikke. Der var i den grad nok mad. Sild og æg og fiskefilletter – glaseret skinke med brunede kartofler og grønlangkål og stegt medister og frikadeller – og ris a la mande.Lækkert.
Dertil var der snaps og selvfølgelig øl.
Vi startede med Hancocks Merry Christmas eller en Snebajer og til de lune retter fik vi Jacobsen, GB’s Jingle Ale og St. Feuillien Nöel. Alt sammen vældig godt og tidligere beskrevet her på bloggen. Det var til desserten den store overraskelse kom. Specielt indkøbt fra Berlin blev vi præsenteret for 2 spændende kirsebær-øl.
Neuzelle Kirsch Bier og en Kirsch Porter.
Neuzelle Klosterbryggeri er mest kendt for deres specielle øl. Original Badebier (21 okt ) og Anti-aging Bier. De har også lavet denne Kirsch Bier, som er beskrevet som en bockøl med tilsat kirsebærsaft ( overholder altså ikke Reinheitsgebot ). Den er dog kun på 4,8%.
Det er en rød øl med hvidt skum. Duften er med tydelig kirsebær og fornemmelsen er frisk pga. kulsyren. Smagen er meget sød med masser af kirsebær, Den er pænt balanceret mellem sødme og friskhed, så det ikke bliver for vammelt.  Den mangler helt det syrlige, lidt snerpende præg, man kender fra de belgiske Kriek. Jeg savner det lidt, men det er jo en smagssag. Der er en anelse humlebitterhed i slutningen. Det var en øl det passede fint til ris a la manden, væsentlig bedre en Kriek gjorde for et par år siden. Denne øl var meget sødere.
Den anden kirsebærøl var en porter fra Berquell-Brauerei Löbau i Sachsen. Brygget som 90% porter og 10% drikkesirup med kirsebærsmag. Procenten er på 4,2%. Det er en mørk øl med et svagt rødt skær. Duften er kraftig men kun med en anelse kirsebær. Smagen er god og spændende i starten, men bliver hurtigt lidt kedelig. Kirsebærsmagen er ikke nær så kraftig som i den forrige øl.
Det er stort set ingen humlefornemmelse.
Til sidst smagte vi en Semper Ardens Christmas Ale fra 2006. Den har aldrig været helt oppe at ringe hos mig, selvom det er en god øl. Jeg synes den er lidt for sød – lidt i stil med St. Landelin. Et par år lagring havde rundet den endnu mere, så den var endnu sødere og uden humleeftersmag. Den var blevet til en dessertøl og det ville være svært at passe den til maden. Men nu kom den til kaffen og der fungerede den meget fint. Jeg har endnu ikke smagt 2008 udgaven, men den står på hylden, så det bliver sjovt at smage, om der er forskel.
Det var en vældig hyggelig aften og en dejlig juletradition.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar