Til ølsmagningen skulle vi have steg, og jeg kan godt lide Stout til flæskesteg, selvom der er mange der foretrækker at gemme den til desserten. ( Den går nu også ofte godt ). Så vi flyttede den lidt frem i programmet. Først fik vi Averys fine Old Jubilation, og den passede fortrinligt til maden. Måske endda endnu bedre end Stouten.
Midtfyns Bryggeri er jo ellers kendt for deres fine Stouts, bla. vandt de Årets Øl 2007 med ”Imperial Stout” som vi smagte ved den danske ølsmagning i efteråret.
”Midtfyns Jule Stout” er en meget mørk øl med lysebrunt skum, der er blødt og kraftigt med store bobler. Det er en øl på 7,6%. Duften er kraftig og præget af ristet malt, kaffe og lakrids. Den er krydret med stjerneanis og fennikelfrø. Mundfornemmelsen er aktiv og smagen domineret af ristede noter, samt mørk frugt og kaffe. Til sidst dukker en smule lakrids frem. Eftersmagen er med en markant bitterhed, der dog ikke er så dominerende som hos nogle af de amerikanske variationer. Brygmesteren Eddie Szweda er ellers amerikaner og har genfødt Midtfyn Bryghus ved netop at brygge efter amerikansk model med kraft og fylde og en markant humleprofil. Men det går aldrig til yderligheder.
Karakter 4+
Her til aften skal vi til koncert med VoxNorth, der er et rytmisk kor tilknyttet Nordjysk Musikkonservatorium. Det glæder vi os til.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar