Dagen før juleaften. De første gæster er kommet, og vi har fået træet indenfor, men det er ikke pyntet endnu. Til aften fik vi en let ret med kalvekød og ris og ærter. Dertil en ”Christmas Ale” fra Carlsbergs ”Semper Ardens” serie.
Det er en mørk øl med rødgyldent skær, brygget med inspiration fra den belgiske juletradition. Der er brugt Maris Otter malt og mørk karamelmalt, og dertil tilsat stjerneanis g koriander. Humletypen er Tettnang Hallertau Mittelfrüh.
Duften er sødlig med karamel og en anelse alkohol ( 8,3% ), der giver mindelser om Barley Wine. Der er en fin prikken i munden. Smagen er sødlig med karamel og nogle gange fornemmes der også lidt lakrids fra stjerneanisen.Afslutningen er en smule skarp/syrlig og derefter tager humlen over i eftersmagen med en fin bitterhed. Der er ikke nogle elementer, der dominerer bryggen, og det giver en velafbalanceret smag. Alt i alt en fin øl.
Karakter 4+
Denne øl er 08 udgaven. Forleden smagte jeg en flaske fra 06. På etiketten angives der, at øllen ved lagring vil blive mere rund og portvinsagtig. Og det er lige nøjagtig, hvad den gør. Sødmen træder meget mere frem og bitterheden fra humlen forsvinder. Det synes jeg personlig er synd, for humlen er med til at balancere denne øl. Men egentlig kan man ikke helt sammenligne. 06-udgaven er meget mere en dessertøl.
Hvor meget der bliver skrevet om øl på bloggen de næste par dage er temmelig uvist. Det er ikke, fordi der ikke bliver drukket øl, men det er ikke så godt, hvis værten sidder det meste af juleaften og skriver. Men når der bliver lejlighed til det, kommer der da lidt mere om julens øl. Måske når vi ind midt i januar, før de alle er kommet med. For de næste par dage render man jo nok ind i en juleøl eller 2.
Til julemiddagen drikker man naturligvis øl. Alle madeksperter anbefaler øl til julemaden ( jeg læser jo ølsider ), fordi øllet kan matche både det fede, det søde og det syrlige meget bedre end vinen. ( jeg læser ikke vinsider )
Jeg serverer godt nok både øl og vin i morgen aften, for der er jo nogle, der ikke rigtig kan forlige sig med øl eller som synes, at vin er mere festagtigt.
Det bliver ”Santa’s Little Helper 07” fra Mikkeller – ”Sort Jul” fra Ølfabrikken og ”Abbaye des Rocs Speciale Nöel” der kommer på bordet. Abbaye des Rocs var sidste års store øloverraskelse, og jeg håber, den ikke er for sød. De 2 danske øl hørte også til blandt sidste juls allerbedste oplevelser, så jeg glæder mig i denne tid.
Jeg håber I alle har fået lidt inspiration til julens store øloplevelser og vil gerne ønske alle….
EN RIGTIG GLÆDELIG JUL !!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar