Bedømmelse

1 Dårlig
2 Drikkelig
3 God
4 Meget god
5 Fantastisk

torsdag den 18. december 2008

Tid til en øl - O'Hanlon Goodwill

18. December 2008
Her til aften gav Klarup Pigekor koncert i vores kirke. Det var den sidste koncert, som Jan Ole Mortensen dirigerede. Han stiftede koret i 1980 og har stået i spidsen for det lige siden. De har været på mange rejser og vundet mange konkurrencer, og regnes for et af landets bedste pigekor. Så det var naturligvis et bevæget øjeblik for ham og pigerne, da de skulle synge sidste sang – ”Dejlig er jorden”. Koncerten var en fin blanding af julemusik og nogle af de stykker, der har fulgt koret gennem 28 år. Og Jan Ole Mortensen fortæller veloplagt om hvert nummer. Mine døtre har sunget i koret i et års tid ( dvs. den ene er jo nu på efterskole ), men den anden var med her i kirken. Det var en dejlig koncert. De synger fremragende.
Efter koncerten måtte vi hjem til meget sen aftensmad. Heldigvis havde vi lidt dejlig fiskesuppe fra forleden med grønsager, torsk og tigerrejer. Og som noget nyt – Guacamole oveni. Det sætter lige prikken over i’et. Dertil fandt jeg en engelsk julebitter fra O’Hanlon.
O’Hanlon familien har været i pub-branchen siden 1910 og i 1991 åbnede den tidligere rugbyspiller John O’Hanlon en pub i Clerkenwell i London. I 1995 fulgte et bryggeri efter. I år 2000 flyttede John og hans kone til Devon. Samtidig overtog de rettighederne til at brygge ”Thomas Hardy’s Ale” efter at de nye ejere af Eldridge Pope havde besluttet at stoppe prouktionen.
Op mod jul brygger de en bitter på 5,0 % ved navn ”Goodwill”. Der er ikke mange oplysninger at hente om denne øl, men etiketten anføre noter af mandarin (Tangerine).
Det er en yderst grumset øl, der er brun med orange skær og et beige skumlag på toppen. Duften er præget af karamel og en temmelig kraftig humle. Fornemmelsen er overraskede livlig, nærmest aggressiv. I smagen er der først lidt karamel, men hurtigt overtager humlen med en citrussmag, der såmænd godt kunne være mandarin, Eftersmagen er spids med markant bitterhed, og jeg synes faktisk også, der er en smule syrlighed. Det er en udmærket bitter bitter, men det kan være svært at smage det deciderede juleagtige. På den anden side er det jo også kedeligt, hvis alle smagte sødt af appelsin og kanel.
Karakter 3+
”Goodwill to one and all”

Ingen kommentarer:

Send en kommentar