15. Maj 2014
4-2. Hip-hip-hurra. Tillykke til Aab,
der har vundet ”The Double” – både mesterskab og pokal. Vi kender flere, der
har taget turen til København for at se kampen og det har de nok ikke fortrudt.
Der er nok rigtig fest i gaden i aften.
Til aftensmaden – der bestod af kylling,
bacon og salat – åbnede jeg endnu en øl fra Kvicklys ølvalg. ”Svagpisser” fra
Pladderballe Bryghus ( Svaneke ). Det er jo et lidet flatterende navn, men
skyldes sikkert at denne ”red Ale” kun er på 3,3%. Man kan drikke 50 cl og
stadig kun have fået 1 genstand. Som man skriver på Pladderballes hjemmeside: ”
…både hjerne, lever og ejermand er uantastede – ingen varige skader – ingen sat
ud af spillet …..
Man kunne selvfølgelig komme med
letkøbte bemærkninger om udseendet, men så må der vist være blod i urinen, for
øllet har faktisk en flot rødgylden farve. Masser af livlige bobler og stort luftigt
skum. Duft af korn, grape og orangefrugt. Det er en let sommerøl. Smagen er
også præget af den lette citrushumle, men der afsluttes med en kraftig
bitterhed. Det ser man ofte ved alkoholsvage øl. Det er humlen og bitterheden
der redder dem hjem. Og det er lykkedes rigtig godt for Pladderballe, selvom
bitterhed alene jo ikke er min største favorit.
Karakter 3
Til aftenens danselektion – fantastisk god
time – var der en, der havde hveder med, som kunne varmes i miniovnen. Og et
stort udvalg af øl – ”Newcastle Brown” – ”Erdinger Weissbier” – ”Thy Stenøl” og
”Brown Ale” og ”Belhaven McCallum’s Stout”.
Sidstnævnte er en meget lys stout, hvor
lyset skinner igennem og giver et rødlig skær. De beskriver den selv som en ”traditionel Scottish stout – with a touch
of sweetness – and more hops than a kangaroo”,
Det er ikke kun et strejf af sødme, man mødes
af her. Det er faktisk det gennemgående træk. Humle er der til gengæld ikke
meget af, så deres dyrebillede skulle nok hellere være en koalabjørn. Men jeg
er jo glad for søde øl, så den passer mig egentlig bedre end den humlede ”Svagpisser”,
selvom jeg nok har svært ved helt at kategorisere ”McCallum’s” som en stout.
Karakter 3+
Ingen kommentarer:
Send en kommentar