Bedømmelse

1 Dårlig
2 Drikkelig
3 God
4 Meget god
5 Fantastisk

onsdag den 16. september 2015

Tid til en øl - Straffe Hendrik Wild


16. September 2015

Jeg forstår godt bryggernes lyst til at eksperimentere. Det kender vi jo især fra mange nye bryggerier, men også i gamle etablerede bryggerier må brygmesteren ind imellem have lyst til at prøve noget nyt.
De Halve Maan fra Brugge blev grundlagt af Leon Maes i 1856. Han gik også under navnet Henri I. Alle hans efterkommere har også tillagt sig navnet Henri. Det var Henri IV og hans datter Veronique Maes, der i 1981 skabte den lyse tripel ”Straffe Hendrik”. Den har altså over 30 år på bagen og der er siden kommet en mørk ”quadrupel”. Selvom der også er kommet andre specialøl på markedet fra bryggeriet, har man i 2015 ønsket at eksperimentere med flagskibet.

”Straffe Hendrik Wild” er den originale tripel udsat for en eftergæring med den ”vilde” gærtype brettanomyces.

Det giver en gylden. let sløret øl med kraftigt,groft skum og hurtige bobler. Duften er præget af det syrlige islæt fra vildgæren og minder lidt om æbleeddike. Men i smagen træder den originale ale frem med sødme, krydderi og frugtnoter, samt en ny syrlighed i slutningen. Det passer udmærket sammen, men for en ynder af den krydrede sødme i belgiske øl, er det egentlig unødvendigt. Det giver en anderledes øl, men ikke nødvendigvis en bedre.


Karakter 4

Ingen kommentarer:

Send en kommentar