29. September 2015
I
dag er det 9 år siden min interesse for øl begyndte. Indtil da var min viden om
øl temmelig sporadisk. Det var såmænd heller ikke ofte, jeg åbnede en øl – mest
til jul og når jeg havde været på havearbejde.
Men
den 29. september 2006 afholdt jeg en ølsmagning for vennerne. Vores koner
havde startet en strikkeklub og vi jokede med, at så ville vi lave en
drikkeklub. Og det blev da også til en whiskysmagning og et besøg på Søgaards
Bryghus. Hyggelig, men det fangede mig ikke rigtigt. Jeg forstod stadig ikke
det med over- og undergær.
Så
en rigtig ølsmagning kunne måske sætte lidt gang i klubben. Jeg fik
Vinspecialisten i Aalborg til at sammensætte et program, og så skulle vi hver
især præsentere en øl. Jeg havde hørt godt om både belgisk og tjekkisk øl, og
var nok lidt skuffet, da der ikke var en tjekkisk øl i udvalget. Den første øl
var godt nok en pilsner, og det siger lidt om erfaringsniveauet, at jeg ikke
vidste, at det var en tjekkisk øltype.
Det
blev en fantastisk aften og lidt af en øjenåbner med hensyn til øl. Jeg var
allerede blevet indfanget af forberedelserne, for jeg havde søgt oplysninger om
alle øllene, og var stødt på hemmelige og mystiske begreber som ”Russian
Imperial Stout” og ”India Pale Ale”. Nogle af øllene hører stadig til blandt
mine favoritter.
Visse
af øllene fra den første smagning er udgået af markedet, andre kan stadig fås
og nogle kan måske fås, selvom jeg ikke har set dem i Aalborg længe.
Den
første var ”Frk. Friis” fra Warwick Bryghus i Varde. Det var deres første øl –
en pilsner fra sep.2005. Brygget efter gammel tjekkisk opskrift – med Saaz
humle, så den er så tjekkisk som den kan blive, men det tog lidt tid inden jeg
forstod det. Den var god, men lå trods alt indenfor min erfaringsområde.
Dernæst
kom ”Sierra Nevada Pale Ale”. Jeg havde læst, at den skulle indeholde ”citrushumle”
og jeg skal love for at det passede. Jeg havde aldrig smagt noget lignende.
Allerede når man tog glasset til næsen bredte der sig en forfriskende
citruslugt i rummet. En helt igennem spændende og positiv overraskelse og med
en god bitterhed. Jeg troede jeg var til humlet øl. Om det er nostalgi, ved jeg
ikke, men det er stadig min ”pale ale” favorit og en af de øl der er på min ”10
øl på en øde ø”-liste.
Med
den næste øl viste det sig, at jeg ikke er humlenørd. ”India Pale Ale” fra
Raasted Bryghus ved Randers. Dette var udgaven med ”First Gold” humle. Først
tænkte jeg, at der var noget galt, men blev senere enig med mig selv om, at det
nok var humletypen jeg ikke kunne lide. At det var humleniveauet, faldt mig slet
ikke ind. Da jeg så godt kunne lide ”Sierra Nevada Pale Ale” prøvede jeg kort
tid efter deres berømte ”Bigfoot” og den var ligeledes udrikkelig. Det var kun
mod og mandshjerte, der fik mig gennem hele flasken. Et år senere ville jeg
afprøve mine kollegers humlegrænse og tog den med til en smagning – og til min
forbavselse var den stærk, men god og velsmagende. Mit syn på humlet øl havde i
den grad ændret sig, selvom om det aldrig bliver nok i sig selv. Desværre er ”IPA
First Gold” ikke til at købe mere. Den kunne nok have fortjent en chance mere.
Derefter
fulgte endnu en hedengangen øl fra et af de bedste bryggerier i landet –
Brøckhouse. Deres ”Frederiskborg Slotsøl” var en dejlig belgisk inspireret øl
med koriander og muskat. En krydret øloplevelse, der på stedet gjorde mig til
Brøckhouse-fan. Atter en øl i en helt anden klasse end jeg var vant til.
”Hazelnut
Brown Nectar” fra amerikanske Rogue gav endnu indblik i en variant af
ølverdenen. Jeg havde på det tidspunkt - ved venners hjælp - stiftet bekendtskab
med ”Newcastle Brown”, som på det tidspunkt var blevet min favoritøl. Denne var
fyldigere og med en mere tør eftersmag, men nøddesmagen var spændende, selvom
den var afdæmpet.
”Westmalle
Tripel” var allerede på det tidspunkt en kultøl, selvom jeg ikke kendte til
den. Igen begav jeg mig ud i ukendt
farvand og blev indfanget af en ny øltype. Jeg har aldrig mødt en tripel, jeg
ikke kunne lide. Det er også aftenen jubilæumsøl – mest fordi, det var den, der
var i skabet. Sidste år havde jeg den med til forårssmagning i Ølentusiasterne –
bare for at præsentere ”de go’e gamle” sammen med alle de nye, og minsandten om
ikke den blev kåret ”Bedste Øl”. Kvalitet er jo aldrig at kimse af.
”Aventinus”
fra Schneider delte forsamlingen i 3 grupper. Nogle hældte den ud ( fy ), andre
var lidt neutrale, og så var vi 2 der blev næsten helt salige. Jeg skulle dog
først lige igennem overraskelse og vantro over at en øl kunne smage sådan, men så
var jeg også solgt – og den kan da også komme med på en øde ø – sammen med en
eller anden tripel.
På
dette tidspunkt var vores mæthedsgrænse ved at være nået. Vinspecialisten havde
rådet os til at smage 10 cl af hver øl, men det skulle jo også være en
hyggeaften, så jeg besluttede at vi skulle have en hel øl af hver – altså 25
til 33 cl af hver. Det var nok et forkert valg, som da også blev rettet til
efterfølgende smagninger, selvom det tog noget tid, inden vi kom helt ned på 10
cl. Desværre gik det hårdt udover sidste øl, der var en Imperial Stout. Det var
ikke en øltype nogen af os kendte noget særligt til.
Duelund
Bryglade havde vundet VM i Ølbrygning, hvilket vi syntes lød flot, indtil vi
erfarede at det var VendsysselMesterskabet. Det var nu stadig flot, og de have
sendt deres vinderøl på markedet – ”Knark 3”. Den var stærk og mørk, med alle
de kvaliteter, vi senere hen er kommet til at sætte pris på, men dengang var
det bare for meget. Der bliver stadig refereret til den i vores ølsamtaler,
selvom vi alle har smagt den senere og lært at sætte pris på den. Jeg havde den
med til min anden ølsmagning en måned senere, og der blev den kåret til ”Aftenens
Øl”. Desværre fik Duelund Bryglade senere problemer og måtte lukke.
8
meget forskellige øl, der ændrede mit syn på øl i en grad, jeg ikke selv havde
troet mulig. Interessen har ikke lagt sig, selvom jeg må indrømme, at trangen
til nye øl ikke er så stor som tidligere. Så går jeg glip af mange af de gamle
kendinge, som jeg elsker og ved smager godt. Det er ikke altid, at nyt er
bedre.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar