Bedømmelse

1 Dårlig
2 Drikkelig
3 God
4 Meget god
5 Fantastisk

torsdag den 27. juli 2017

Tid til en øl - Wittenberger Dunkel / Breznak Schwarzbier.


27. Juli 2017

For 500 år siden slog Luther sine berømte teser op på kirkedøren i Wittenberg, hvilket blev startskuddet for reformationen. Da vi var på de kanter, syntes vi lige vi kunne slå et smut forbi.
Slotskirken i Wittenberg har et yderst bombastisk tårn og det indre er en smule fake. Murstenene og de draperede gardiner på væggene er alle malet på. De 95 teser står nu skrevet i kobber på kirkedøren, men da dette ikke er em religionhistorisk blog, vil jeg undlade at recitere dem her. 


Vi så også Dronning Margrethes store alterdug, som hun selv har broderet. Den opbevares i et lille rum i kirken og tages kun frem ved særlige lejligheder. Hvis man bruger de 3 magiske ord – ”bitte” – ”danke” og ”aus Dänemark” er det muligt at komme til at se det.


På torvet ligger Wittenberg Brauhaus, hvor vi indtog vores frokost. Den har en fin gårdhave, men da det havde regnet søgte vi indedørs.


Indenfor er der udsyn til to store kobberkedler, og det er måske det, der bruges, for der er kun tre øl i sortimentet.


På kortet kunne jeg se retten ”Luthers Pfannenschlag”, så det måtte jeg da smage. Det er en slags meget lind kødsovs, men smagte udmærket. Det er ikke en ret, man skal prøve at goggle ingredienser på, hvilket jeg jo naturligvis – og desværre – gjorde. 
Der er: gryn, svinehoved, svinemave, kalvelever og bouillon. Jeg fik det serveret med pommes frites, men halvvejs gennem måltidet kom tjeneren farende og tog tallerkenen. Det var helt forkert med pommes frites – det skulle være med runde, hvide kartofler. Da vi gik klappede han mig på skulderen og sagde: ”besser mit kartoffeln”.


Jeg valgte at skylle retten ned med bryghusets ”Dunkel”, der var en relativ let, nøddebrun øl med kraftigt hvidt skum. Smagen er maltet, men gør ikke noget særligt stort indtryk.

Karakter 2+


Da vi kom tilbage til vores hotel, tog vi et bad i vores sø inden aftensmaden.

På værelset åbnede jeg endnu en øl fra grænsebutikken – ”Breznak Schwarzbier” på 3,8%.
Jeg må jo nok indrømme at alkohollette øl ikke rigtig siger mig noget. Denne er brygget på meget mørk malt og den har en tør og ristet smag. Den kan minde lidt om Guinness, som heller ikke siger mig alverden. Den føles lidt tynd og vandet, som gammel kold kaffe. Jeg savner lidt mere fylde og sødme – selv i en schwarzbier.

Karakter 2+

En udmærket feriedag med gode oplevelser, selvom øloplevelserne nok kunne have være større.






Ingen kommentarer:

Send en kommentar