Bedømmelse

1 Dårlig
2 Drikkelig
3 God
4 Meget god
5 Fantastisk

fredag den 18. februar 2022

Tid til en øl - Frederikshavn Bryghus Bangsbo IPA

 


18. Februar 2022

Efter dagens danselektion skulle vi se Youtubeklip om de forskellige dansepar, der har præget dansens udvikling. Og dertil skulle vi hver især have lidt at spise med. Hyggelig aften.

Jeg havde taget en øl fra Frederikshavn Bryghus med til tærten.

Teksten på etiketten er skrevet med hvide bogstaver på gul baggrund, og det vil jeg da gerne brokke mig over. Det er fuldstændig ulæseligt. Jeg kan dog heldigvis se, at det drejer sig om en 'Bangsbo IPA'

Bangsbo Hovedgård ligger i udkanten af Frederikshavn. Den er første gang omtalt i 1364, men den er brændt flere gange, og den nuværende bygning er ca. 250 år gammel. Nutildags er det et museum, og der er en smuk botanisk have omkring, som vi ofte besøger.

Denne IPA har et smukt gyldent udseende - klar med friske bobler og den toppes at kraftigt, hvidt skum. Den er på 5,8% , og er ifølge bryggeriet en westcoast IPA med et strejf af tropisk frugt. Ved hjælp af kraftigt lys og en lup lykkedes det mig at afkode informationer fra etiketten. Der er brugt sabro og amarillo humle og bitterheden er høj - 50 IBU. På hjemmesiden står der citra i stedet for sabro.

Jeg har smagt denne øl for mange år siden, hvor jeg syntes, den var lidt tandløs. Nu er der kommet lidt mere bid i den. Man kan nok ane lidt appelsin/mandarin i duften, men i smagen er det mere grape, der træder frem. Jeg får mindelser om min barndoms morgenmad, hvor det i en periode var vældig trendigt med en halv grape med sukker på. Og det er denne syrlig-søde grapesmag, jeg fornemmer. Den har kant med et lidt agressivt anslag i munden - 'The Burton snatch'

Karakter 4


Ingen kommentarer:

Send en kommentar