Bedømmelse

1 Dårlig
2 Drikkelig
3 God
4 Meget god
5 Fantastisk

søndag den 4. september 2016

Tid til en øl - Øllets Dag 2016


4. September 2016

I går var det Øllets Dag, som i Aalborg blev fejret med en lille ølfestival i Nordkraft. Udvalget i Danske Ølentusiaster havde i samarbejde med lokale bryggerier og udsalg sat et flot program sammen med omkring 40 spændende øl, der blev delt gratis ud til de mange besøgende.
Det var de lokale bryggerier fra Løkken, Nibe, Thisted og Vendia, samt Vestfyn, der havde både øl fra Willemoes og Frejdahl med. Derudover stillede Basement Beer Bar op med et par spændende øl og ligeledes Salling med et udvalg af deres store sortiment.

Jeg var ikke sat på nogen opgave, men mødte op tidligt. Det kunne jo være, jeg kunne gøre lidt gavn. Og jeg blev placeret ved disken med blade og brochurer fra Ølentusiasterne, hvor jeg fik en god snak med flere af de besøgende.


Udvalget havde fuldstændig styr på alle praktiske opgaver. Der var folk til at bemande de stande, der ikke selv stillede med nogle, og der var folk ved computeren til af hjælpe med eventuelle nye medlemmer. Og sandelig om ikke det blev til en del nye medlemmer i dagens løb.


Der var ikke så mange besøgende, da vi åbnede kl.10, men op af dagen kom der gang i de ølglade aalborgensere. Og min opgave var ikke mere bunden, end jeg også kunne smage en øl i ny og næ.
Salling præsenterede de lettere øl i form af kendte pilsnere – Urquell, Grolsch, Miller og Leo. – og en mørk lager fra Kozel. Jeg kendte dog ikke ”Leo” fra det thailandske bryggeri Boon Rawd ( det er dem der også brygger ”Singha” )


”Leo” står i dette tilfælde ikke for ”løve”. I hvert fald prydes etiketten af en leopard. Det er en lys lager på 5,0%. Den er lys gylden og smager frisk med mere citrus ( let kunstigt ) end ”Singha”. Til gengæld er der ikke særlig meget bitterhed. Men et udmærket bud på en asiatisk pilsner.

Karakter 3


Jeg smagte flere øl, som jeg kendte i forvejen, men også et par nye. bla. Willemoes 55o Nord. Her er der to øl – en ”Saison” og en ”Rød Lager”. Begge er på 5,7% og lagret på egetræ og begge øl vældig gode. Den lyse ”Saison” tager mest smag fra træet med en let syrlig note, mens den mørke lager får en skarpere kant til den maltede karamelnote. Det klæder den godt.

De får henholdsvis 3+ og 4 i karakter.


Løkken Bryghus havde fire øl med. Jeg har ikke tidligere smage den belgiske blonde ”Kavt” på 7.0%. ”Kavt” er et vendelbo-udtryk for noget, der er besværligt og akavet. Det er et udmærket bud på en frugtig belgisk øl, men der kunne godt være lidt tydeligere retning på noterne.

Karakter 3

Og den helt nye Stout med Kaffe og Whiskey – ”Narvorn”, der bedst kan oversættes til ”drilsk”. Hvis man drikker for meget af den kan man nok bliver lidt drilagtig overfor vennerne. Den er nu ikke så stærk – 6.9%. Der står ”whisky” på etiketten, men så vidt jeg forstod, var der tale om irsk whiskey. Den har en ristet sødme, men kaffe og whiskey kunne også her godt være mere fremtrædende, uden at det ville skade. Tvætimod. Jeg synes umiddelbart, at Løkken Bryghus burde turde lidt mere i deres bryg, for de er i rigtig retning, men måske er de bange for at skræmme feriegæsterne væk.

Karakter 3+

Thisted Bryghus havde flere øl med, men enten havde jeg smagt dem, eller også står de på hylden i mit ølskab, så dem besøgte jeg ikke denne gang. men de havde bla. den gode ”Beer Geek Limfjord”
-et samarbejde med Mikkeller.
Det sammen gjorde sig gældende for Nibe Bryghus, der præsenterede "Fabel", som er brygget sammen med De Danske Ølentusiaster og "Mercator" - deres påskeøl, der så vidt jeg forstod, nu kan fås hele året rundt.


Også Basement Beer Bar havde Mikkeller med – ”Peter, Pale & Mary”. En glutenfri Pale Ale på 4,6%. Let at drikke og med masser af citrushumle.
Basement Beer Bar fik også overakt prisen som ”Årets Nordjyske Ølnavn”, men den bliver egentlig først officielt overrakt på lørdag hvor de fejret deres 2 år fødselsdag.


De havde også ”Black Swan” fra Amager Bryghus med. Det er en genskabelse af ”Congobajer” som Svanemølle Bryghus vandt DM med i 2015. Den betegnes som en ”Session Imperial Stout”, fordi procenten kun når op på 7,5% ( og så kan man jo nemt drikke en tre stykker i rap ). Absolut en af dagens bedste øl

Karakter 5


Vendia Bryghus havde det andet bud på den bedste øl. De havde en ”Pilsner” og en ”Barley Wine” med på fad. En øl i hver sin ende af spektret. ”Barley Wine” på 10,0% er et engelsk bud på typen, så de humlede amerikanske tiltag var ikke til stede. Det var sødme og mørk frugt, der blev satset på, og balancen var god sammen med det vinøse. Men man skal altså kunne lide søde øl – og det er lige mig.

Karakter 5

tirsdag den 23. august 2016

Tid til en øl - Mylius Erichsen Kölner


23. August 2016


”Kölsch” er en øltype, der kun må brygges i Köln. Den er beskyttet og må kun brygges i en omkreds af 70 km fra Kölns centrum. Derfor er Bryghuset Mylius-Erichsen fra Hvide Sande nødt til at kalde deres udgave af denne øltype for ”Kölner”

Egentlig hedder den ”Kölner Indlandsis” og der er da også en beskrivelse af indlandsisen på etiketten. Hvorfor?, tænkte jeg, indtil jeg kom i tanke om at Mylius-Erichsen var en af Danmarks stor grønlandfarere. Han foretog den store Danmarks-ekspedition i 1906, men omkom på Grønland i 1907, da de ikke nåede tilbage til basen inden foråret satte ind. Mylius Erichsen stammede fra Ringkøbing, og det var også her bryggeriet først havde til huse.

Under en ferie i Moselområdet for nogle år siden ( det er jo ikke helt i Köln ) fik jeg kendskab – og smag for den lette og frugtige kölsch. Jeg synes, det er en øl, der kræver opmærksomhed, for den springer ikke lige i struben på en og presser smagsindtryk ned i halsen. Den er let og fin, men yderst forfriskende en varm sommerdag på Mosel.

”Kölner” er ikke slet så tilbageholdende. Det er kraftigere i sit udtryk, men stadig med en frugtig aroma og smag. Den er på 4,8%, og fremstår ravfarvet og klar i glasset. Boblerne er dovne og skummet er hvidt og kraftigt. Den føles blød og en anelse doven. Der er brugt Hersbrückerhumle og det er måske det, der gør det til en kölsch.


Karakter 3+

søndag den 21. august 2016

Tid til en øl - Brekeriet Brillant


21. August 2016

Syrlighed og syrlighed er mange ting. Jeg beklager, at jeg ikke er så meget for ascorbinsyre, som jeg smagte i går, men den virker kunstig og bruges tit i øl, hvor jeg ikke synes den hører hjemme. Til gengæld er der andre øl, hvor syrligheden er en del af udtrykket. I mange belgiske ales er der en passende syrlighed og ligeså i den hypede Berliner Weisse.

Den belgiske saison har en vis tradition for syrlighed og det er denne type som det svenske bryggeri Brekeriet har kastet sig over. Det ligger i Landskrona, Skåne, men begyndte i 2012 i byen Gjurslöv udenfor Malmö. Det var de tre brødre Ek, der grundlagde bryggeriet – Fredrik, Christian og Andre. Deres specialitet er at alle øl er brygget med vildgær og bakterier. De skriver at alle deres øl er brygget med saccharomyces og brettanomyces.

JAAAAAAHHH – Danmark vinder Guld i håndbold – SÅDAN! TILLYKKE!!!!
Som man måske kan fornemme, kom der lige en OL-finale ind midt i denne anmeldelse. Fantastisk spændende kamp.

Men tilbage til emnet. Brekeriets saison ”Brillant” er også brygget med de to gærtyper og indeholder både byg- og hvedemalt. Den er en del af deres serie ”Wild Bunch”, der netop er kendetegnet ved at begge gærtyper er med.

Det er en bleggul øl på 5,5% med luftigt, hvidt skum. Den har en syrlig citrusaroma, der dog afdæmpes lidt af duft af mandarin. Den har en let snerpende fremtoning, men er ikke så skarp som forventet efter duftindtrykket. Efter det første syrlige angreb dukker en overraskende sødme op, hvor det netop er fine orangenoter, der dominerer – inden det til slut ender i mere syrlighed.
Man kan godt fornemme at det ikke er en spontangæret øl, men at der er en kontrolleret brug af vildgær.


Karakter 3+

lørdag den 20. august 2016

Tid til en øl - Thisted Carnis


20. August 2016

Der er lige halvleg i den spændende OL-finale mellem Tyskland og Brasilien. Så kan jeg få skrevet lidt om aftenens øl.
Thisted Bryghus har sendt fire øl på markedet, der har taget navn efter den mad, de passer til. En glimrende ide. Vi skulle have et steak, og derfor valgte jeg ”Carnis” – der har en okse på etiketten og passer godt til rødt kød. ”Carnis” betyder da også kød.

Den beskrives som en mørk lagerøl på 5,8%. Den har en fin ravfarve og toppes af groft, hvidt skum. Duften er maltet med antydninger af karamel, hvilket lover godt. Jeg havde nok forestillet mig lidt i retning af en bockøl, men det er der ikke tale om. Der er tilsat ascorbinsyre, og det har jo sjældent gjort noget godt for en øl. Det er muligvis grunden til at den føles skarp og aggressiv, og det syrlige islæt overdøver desværre alle forsøg på at bringe malten frem. Jeg synes simpelthen ikke, den passer til rødt oksekød – prøv igen, for ideen er god.

Karakter 2+


Og så til 2. halvleg.

fredag den 19. august 2016

Tid til en øl - Anchor Brekle’s Brown


19. August 2016

Den nye ølrevolution begyndte, da Jimmy Carter i 1979 ophævede forbuddet på hjemmebrygning i USA. Straks begyndte man at eksperimentere i kældre og garager, og i 1981 så Sierra Nevada dagens lys og sendte fire øl på markedet, der satte nye standarter.
Men faktisk var der sket noget tilsvarende 10 år før i San Francisco. Her var det bare ikke et mikrobryggeri, men et gammelt bryggeri fra 1871, der sendte fire nyskabende øl på markedet. Det var bryggeriet Anchor.

I starten af 1850’erne ankom Gottlieb Brekle til San Francisco. Her opkøbte han i 1871 en ”beer-and-billard” saloon og omdannedede den til et bryggeri. I 1896 omdøbte han bryggeriet til Anchor. Anchor havde i slutningen af 1960’erne problemer, og besluttede at lukke. Det var det sidste bryggeri i USA, der stadig bryggede Steambeer, og det blev for meget for Fritz Maytag, der elskede denne øltype. Så han opkøbte bryggeriet ( hans far var efter sigende mangemillionær ) og omlagde produktionen, fik styr på finanserne og sendte i slutningen af 1975 de fire øl på markedet, samt en juleøl. ”Steambeer”, ”Liberty Ale”, ”Porter” og ”Old Foghorn”

Nu har de sendt en brown ale på markedet for at hylde deres første brygger – en øl der bærer navnet ”Brekle’s Brown”. Det er en ”all-malt single-hop” ale, for der er kun brugt den fine citrahumle.
Det er en flot, nøddebrun øl på 6,0%, Den har små livlige bobler og kraftigt beige skum på toppen. Der er en god duft af karamel og frugtig humle. Citra giver en note af eksotisk frugt som mango og papaja. Den er letdrikkelig og frisk i munden. Der indledes med sødme og en let syrlighed og slutter af med humlesmagen, der ikke er skarp og aggressiv, men netop præget af eksotisk frugt. Bitterheden er ikke høj, men giver en fin balance.


Karakter 4

mandag den 15. august 2016

Tid til en øl - Riegele Speziator / Thisted Piscis


15. August 2016


I dag kom min flinke nabo og hjalp med at spule taget med algefjerner, så den store belægning kan forsvinde. En højtryksrenser og en lang stang fik det hele ordnet på en god halv times tid. Han kan godt lide mørkt øl, så bagefter tog vi en doppelbock på terrassen.

Bisgaard Vinhandel i Støvring har et stort udvalg af tyske øl, og da vi uddelte ølmærker fra danske ølentusiaster, benyttede jeg lejligheden til at købe et par doppelbock med hjem.

Brauerei Riegele blev grundlagt i 1884, da Sebastian Riegele købte værtshuset ”Zum goldenen Ross”, som han var seniorpartner i. Bryggeriet ligger i Augsburg, men flyttede i 1911 udenfor byen i en ny bygning. De brygger en traditionel serie med kendte tyske øltyper, men eksperimenterer også med en anden serie med IPA og pale ales.

I den traditionelle serie er der naturligvis også en doppelbock – med navnet ”Speziator”.
Da Paulaner fik patent på navnet ”Salvator” til deres doppelbock, fandt de andre bryggerier på andre betegnelser, der sluttede med ”–ator”. ”Maximator”, ”Jubilator” og i dette tilfælde ”Speziator”.
Det er en meget mørk øl på 7,5%. Lysebrunt skum lægger sig på toppen. Duften er maltet med noter af mørkt brød. Det er en lettere tyktflydende øl med god mundfylde. Smagen er sødlig, maltet, og man aner lidt karamelbolcher med kaffe i slutningen.


Karakter 4


Til aften fik vi en dejlig fiskeret, og så var det naturligt at åbne ”Piscis” fra den nye serie fra Thisted Bryghus. I den lokale Brugs kan man købe fire forskellige øl beregnet til maden. ”Piscis” til fisken – ”Porcus” til gris og kylling – ”Carnis” til oksekødet og ”Caseus” til de gamle oste.

”Piscis” er en ale –brygget med cascade humle. Jeg havde nok forventet en kraftigere grape/citrussmag på den baggrund, men den finder jeg ikke.

Det er en flot gylden øl med livlige bobler og kraftigt hvidt skum. Aromaen er præget af lys frugt – måske med en anelse citrus. Den er venlig og blød i munden. Smagen er let med antydning af frugt , græs og melon. Egentlig mere passende til fiskeretten end den pågående pale ale med cascade, som jeg havde forventet. Alkohol 6,2%

Karakter 3+

søndag den 14. august 2016

Tid til en øl - Vossabrygg Yr Vossing


14. August 2016

På sådan en solskinsdag åbnede jeg en orangegylden norsk øl fra bryggeriet Vossabrygg. Det er egentligt Handverksbryggeriet ( tidligere Voss Bryggeri ), der producerer forskellige lokale serier – Vossabrygg, Sognebrygg, Hardangerbrygg og Bergenbrygg. Handverksbryggeriet har et samarbejde med Vossakjøt om kvalitetsprodukter fra lokale leverandører.

”Yr Vossing” er en orangegylden ale på 4,7%. Det er en sommerfrisk øl til ”skøre vossingere” ( som navnet måske betyder ( mit norske bokmål er ikke så godt )). Øllet er ufiltreret og så sløret at man næsten ikke kan se de langsomme små bobler. Den ser lettere doven ud, men føles frisk og sommerlig. Duft af orangefrugt og citrushumle. Let orangesmag i starten, men så tager en skarp humlebitterhed over g bliver hængende i lang tid.


Karakter 3+