Bedømmelse

1 Dårlig
2 Drikkelig
3 God
4 Meget god
5 Fantastisk

onsdag den 7. oktober 2009

Tid til en øl - Bies Bryghus Pilsner

7. Oktober 2009
I går fyldte min datter 17 år og hun fik selvfølgelig gaver på sengen som sædvanligt. En af dem var en overraskelse, som hun måtte vente med til om aftenen.
Min datter synger meget og hun synger godt. Hun synger meget rent og skal i det kor, hun synger i, synge det høje C til kulturnatten på fredag. Efter hendes sangtime i Aalborg kørte vi til Hobro Gamle Teater, hvor man opførte ”Souvenir” – en fantasi over Florence Foster Jenkins’ liv. Hun er blevet kendt under tilnavnet ”Mordersken af det høje C” og regnes for en af verdens dårligste sangerinder. Dette forhindrede dog ikke hende i at optræde med de store opera arier ved store forestillinger hvert år. Hun var meget rig og indtægterne fra forestillingerne gik til velgørende formål. Og folk mødte talstærkt op.
Det er Vendsyssel Teater, der sammen med Peter Schrøder har sat forestillingen op som Danmarkspremiere. Stykker er skrevet af Stephen Temperly og de 2 roller spilles formidabelt af operasangerinde Lise Lotte Nielsen ( Jenkins ) og Henrik Koefoed, som hendes akkompagnetør Cosme McMoon.
Man lo meget af hendes sangpræstationer - så tårerne stod ud af øjnene og man var ved at kvæles. Og hun opdagede ikke, at hun ikke kunne synge. Sådan var det også i starten af aftenens forestilling. Lise Lotte Nielsen sang fremragende falsk, med en fantastisk mimik. Cosme McMoon err også rystet, men efterhånden begynder han at ændre sit syn på hende – og det gør vi andre også. Hun synger stadig hylende falsk, men hendes væsen og ukuelighed gør, at man kommer til at holde af hende. Og det er en af forestillingens forcer. Vi føler med McMoon og håber - som han – at hun aldrig vil finde ud af, hvor dårligt det lyder.
Det er en fremragende forestilling, som vist skal sættes op på det Kongelige til næste efterår, - med de samme medvirkende.
Hobro gamle teater var en fin kulisse til forestillingen. Der var atmosfære i rummet – noget helt andet end i en sportshal. Og i pausen kunne man købe øl og vin.
Øllet kom fra Bies Bryghus i Hobro. Bryggeriet er endnu ikke helt etableret, men der arbejdes på det.
Det er egentligt et gammelt lokalt bryggeri fra 1841, hvor Anthon og Frederik Bie etablerede det på den nuværende adresse. Øllet blev hurtigt kendt og i 1876 begyndte man at brygge undergæret øl efter bayersk metode – under vejledning af brygger Jacobsen fra Carlsberg. Bryggeriet lukkede i 1980 og bygningen blev fredet i 1986. Men nu er man gået i gang med at genetableret bryggeriet. Og lad os håbe at det lykkes.
Den øl, der blev solgt ved forestillingen var en pilsner på fad. Der er endnu ingen oplysninger og øltyperne på hjemmesiden, så jeg kender ikke den præcise alkoholprocent, men mon ikke den ligger omkring de 5,0%.
Der er en lys, gylden øl med temmeligt meget slør. Den minder meget om den nordtyske pilsnerstil, hvor humlen træder frem. Duften har noter af lys malt og korn. Der er en skarp og frisk fornemmelse – en nærmest aggressiv øl. Smagen er god med et strejf af citrus til sidst. Der er en lang eftersmag med kraftig bitterhed.
Karakter 4
Det var en yderst vellykket aften – med god øl og en forestilling, der må have karakteren 5+.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar