Bedømmelse

1 Dårlig
2 Drikkelig
3 God
4 Meget god
5 Fantastisk

fredag den 26. juni 2009

Tid til en øl - Föroya Bjor Green Island Stout

26. Juni 2009
I dag har jeg hentet min datter på efterskolen. Dagen er kendt som ”Store Tudedag” og det er ganske forståeligt, når man tænker på de mange nære venskaber, der bliver knyttet, når man bor så tæt i så lang tid. Min datter skulle endda sige farvel til sin kæreste, som hun har truffet på efterskolen. Han rejser til Thailand i 4 uger. Men hun er nu ved godt mod.
Det har været et spændende år for hende, hvor hun har lært en masse – både fagligt og også om sig selv og sine omgivelser. Vi har ikke set meget til hende, for opholdet har været så spændende. Vi kan ikke takke Klejtrup Musikefterskole nok, for den store betydning, den ( lærere og kammerater ) har været for begge vores piger.
På vejen hjem glemte jeg at der for tiden er kø omkring Støvring, så vi brugte næsten 2 timer på at komme hjem. Der var der pizza og så var det tid til en øl.
Den sidste i rækken af Föroya Bjor – ”Green Island Stout” på 5,8%. Den er brygget på Pilsner-, karamel- og farvemalt og Hallertauer humle. ( De andre øl fra bryggeriet meddeler kun at det er bayersk humle, men det er sandsynligvis også Hallertau i dem ). Der er desuden brugt caribisk rørsukker.
Det er en mørkebrun øl, der er klar nok til at man kan se den masse bobler. Klar øl og mange bobler har været et fælles træk ved bryggeriets øl. Skummet er beige og lidt svagt. Det holder ikke længe.
Duften er en lille smule ristet og dette går også igen i smagen. Her mærkes også lidt karamel og så gør rørsukkeret sig også gældende.
”Green Island Stout” minder mig ikke så særlig meget om en stout. Den føles noget let i det – som en tysk mørk dubbel. Jeg tror, jeg ville have gættet på en undergæret øl, hvis ikke jeg havde set ordet ”stout”
Karakter 3
Generelt om øllene fra Færøerne kan jeg sige, at det er udmærket håndværk, der ligger i den bedre ende af traditionel dansk brygkultur. Men det skiller sig på ingen måde ud fra mængden. Det har været en lidt ensartet oplevelse med disse 5 øl.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar