Bedømmelse

1 Dårlig
2 Drikkelig
3 God
4 Meget god
5 Fantastisk

onsdag den 25. juli 2012

Tid til en øl - Mikkeller Black Hole Tequila


25. Juli 2012

Det er blevet sommer, og jeg har prøvet at få lidt styr på haven. Både i går og i dag har der været gang i hækklipningen. I går satte jeg mig med en ”Carl’s Special” efter endt dont. Det var en glimrende afslutning på arbejdsdagen. Derefter tog vi til fødselsdag i Vrå. Fødselaren brygger selv og det er blevet til 6 glimrende øl. Vi smagte nr. 5 og 6 på terrassen med snacks til. En blond og en ale med hyldeblomst. Begge øl af god kvalitet, men især hyldeblomstvarianten skilte sig ud i positiv retning. Glimrende.

Til grillmaden nød vi ”Kapuciner Weissbier” – La Trappe – og en hjemmebrygget Weizenbock. Der var også en dessert – ølkage med ”Dark Hops” og til den nød vi naturligvis den fantastiske øl fra Beer Here.

I dag fik jeg så klippet den anden hæk, men det blev til en cola efterfølgende. Vi tog til en lille kirkekoncert – Bratch og Accordion, og da vi kom hjem var det stadig vejr til at sidde på terrassen og nyde en stille øl til solnedgangen.  -  Eller ”stille” er måske så meget sagt.

Det var en kraftig imperial stout på 13,1%.

”Black Hole” er brygget af Mikkeller. Jeg smagte originalen til Ølkonsortiets fødselsdag et år, hvor Mikkel Bjergsø selv var på besøg og præsenterende sine øl. Det var før jeg begyndte at skrive om øllene. Men nu har han lagret dem  på forskellige fade, hvilket giver nogle nye, spændende udtryk.

Den blå udgave er lagret på tequilafade. Det er en kompleks øl – både i duft og smag – og så sandelig også når man ser på ingredienslisten – Vand, malt, ristet byg, flækket havre, mørk casanade ( sukker ), honning, humle, kaffe, vanilje og gær. Og altså lagret på tequilafade.

Den er kulsort – sorte huller trækker jo alt lys til sig. Svagt brunt skum, der hurtigt forsvinder, men alkoholen trækker pæne gardiner på glasset, når man kører det lidt rundt. Som nævnt er det en kompleks aroma. Tequilaen træder frem med det samme og er umiddelbar genkendelig. Men de adre ingredienser markere sig også. Der er sødme fra sukker og honning, chokolade og kaffe og vaniljen er også tydelig. Den ristede malt er naturligvis til stede. Alt samme yderst indbydende. Den er tyktflydende. Der løber ikke en halv liter ned i en slurk. Dette er en øl der tager tid – meget tid.

Smagen er også præget af kompleksitet – ristet kaffe, sødme, vanilje, tequila og der sluttes af med ristede noter , samt en udpræget bitterhed, hvilket nok også er forventeligt, når det er Mikkeller der står bag. Det er et yderst potent bekendtskab at høj kvalitet.

Karakter 5

Pris 100 kr. ( så jeg får nok ikke anmeldt samtlige fadlagrede udgaver )

Ingen kommentarer:

Send en kommentar