Bedømmelse

1 Dårlig
2 Drikkelig
3 God
4 Meget god
5 Fantastisk

søndag den 5. november 2023

Tid til en øl - Mad Scientist 1

 


5. November 2023

I går var jeg til ølsmagning på Gjøl Kro, hvor Jesper Mørkholt - også kendt som 'Ølsmageren fra Gjøl - havde inviteret Marton Sefcsik fra det ungarske bryggeri Mad Scientist på besøg.

77 forventningsfulde deltagere sad klar til en spændende smagning og de blev ikke skuffede. Samtlige øltyper vi smagte, fandtes slet ikke på markedet, da jeg startede min ølinteresse i 2006, og vi kom langt omkring i aftenens løb.

Efter smagningen var der spisning, men mere om det senere.


Marton Sefcsik fortalte at de gerne vil eksperimentere med deres øl, men også lave øl der appelerer til forbrugerne og er 'lette' at tilegne sig. Man skal ikke spilde tid på en øl, man ikke kan lide - men gå videre til den næste. Der er masser af øl. Det lyder fint, men jeg tror, deres øl er udfordrende for en del øldrikkere, og det er vel også intentionen.


Vi lagde hurtigt ud med en øl, for Marton ville helst have, vi havde noget i glasset, som han kunne tale om. Det var en 'Hvit' og det kunne foranledige, at man troede, det var en witbier, men nej.

'Hvit' er en mjød med hyldeblomst, ingefær og citron, og naturligvis honning. Man blev mødt at en syrlig/sød aroma, der snerpede i næsen, og disse to indtryk fra honning og citron blev i smagen akkompagneret af ingefær, der gav skarphed. Så vi blev sparket godt i gang med et mindre energiboost. Frisk, snerpende og sommerlig øl, der skjulte de 7,0% på fortrinelig vis.

Karakter 4



Mad Scientist' glas har form af en kolbe, som vi kender fra laboratorier, og det gælder også deres kander.

'Damn House' blev leveret fra fad. Det var en af de øl, vi kunne smage til maden senere. Det er en 'Fruity IPA' på 6,0%, og den virkede slet ikke på mig. Måske var det rækkefølgen, for efter den skarpe 'Hvit' virkede den tam og kedelig. Der var stort set ingen bitterhed, og en antydning af fyrrenåle ( pine ) var ikke nok til at gøre den interessant. Vi følger Martons råd og går hurtigt videre.

Karakter 2+


Den næste øl er bryggeriet blevet meget kendt for, og Marton glædede sig til at se ansigterne på dem, der ikke kendte til den.

'Tropical Space Muffin' er blå. Tydeligere kan det ikke siges, og der lød da også flere overraskede udbrud. Dog var der mange der kendte den, inklusiv mig selv. Den bliver brygget en gang om året, så den er ikke altid tilgængelig. Marton sagde, at de ikke ville være kendt, som bryggeriet der brygger blå øl, men som bryggeriet der brygger god øl. Så dette er 2023 udgave.

Det er en 'Braggot', hvilket er en gammel engelsk øltype, som Mad Scientist har taget op igen. Den indeholder også honning, og er en mellemting mellem en mjød og en honningøl. Så vidt jeg forstår, skal der være 60% honning i øllet, resten er malt. Og så er der her temmelig meget tropisk frugt tilsat - ananas, banan, kokos, vanilje og blå spirulina alger, der giver den overraskende farve. Den holder 9,0%, og det mærker man heller ikke. Sødmen og frugten giver indtryk af en 'paraply-drink' under varme himmelstrøg. Der var vist lidt forskellige meninger, men jeg kan godt lide den - ikke kun fordi den er blå. Det er sommer, det er sjovt og en anelse flippet. ( Skriften på etiketten ligner også noget fra 60'ernes psykedeliske pladecovers ).

Karakter 4




Ingen kommentarer:

Send en kommentar