I går var vi på restaurant ”Paprika” i Aalborg. Det var en fødselsdagsgave til en af vennerne – ja faktisk til to. Og vi skulle selvfølgelig med. Det blev en hyggelig aften. Først fik vi en stor og mættende og meget varm skål gullashsuppe, og derefter kom der en kæmpe paprikaschnitzel på bordet. Til sidst var der en stor desserttallerken med kage og is og frugter. Jeg må nok sige, at jeg spiste alt for meget og i dag har jeg ikke spist alverden. Jeg har været for oppustet og mæt. I det hele taget er vægten gået lidt op her i påsken, så det næste stykke tid bliver uden kage og slik, så vægten kan falde lidt ned igen. Men det er svært for der er en del fester og arrangementer i den kommende tid. Kan jeg bare få vægten ned på det sædvanlige, så må jeg se om jeg kan tabe mig de ekstra 3 kilo senere. Og nu over til noget øl.
I det østligste Belgien, i byen Buggenhout ligger det lille bryggeri ” De Landtsheer” der brygger ”Malheur”. Navnet betyder ulykke eller uheld, men de har sandelig haft held med deres øl. Emanuel de Landtsheer åbnede i 1997 et bryggeri for at genoplive familiens tradition som bryggere. Indtil da havde familien i en årrække dyrket humle – Saaz, Styrian og Hallertau, og det er også disse humletyper, der bruges i deres øl
De har eksperimenteret med champagnegær og den første øl, hvor de forsøgte dette var i den lyse ”Malheur 10” . Den er brygget på 3 slags pilsnermalt fra Frankrig og en specialmalt fra Belgien. Den er humlet med Saaz og Styrian og tilsat det lokale vand, der er temmelig blødt.
”Malheur 10” er på 10%
Det er en bleggul øl, der godt kan minde om en Wit på farven. Den er temmelig sløret og har et kraftigt hvidt skumlag på toppen. Der er kraftige bobler. Aromaen er sødlig med en note af fersken. Boblerne giver en livlighed til øllet, der modsvarer og balancerer det sødlig indtryk. Derfor føles den ikke klistret og vammel. Der afsluttes med en fin bitterhed i eftersmagen.
Karakter 5
Ingen kommentarer:
Send en kommentar