Bedømmelse

1 Dårlig
2 Drikkelig
3 God
4 Meget god
5 Fantastisk

lørdag den 10. juli 2021

Tid til en øl - Røgøl 1


 10. Juli 2021

Sidste sommer var jeg en tur forbi Volby Købmandsgård og fandt 5 forskellige røgøl fra Aecht Schlenkerla. Jeg fik den - måske tåbelige - ide, at jeg kunne lave en røgølsmagning med 'den hårde kerne' i ølklubben. Så jeg købte en af hver, samt et par andre røgøl fra butikken.

En dag så jeg en 'Bo & Luke' fra Against The Grain på Basement Beer Bar og fik en dåse med af den. Det kunne være en god afslutning på smagningen.

Pga corona og forsamlingsrestriktioner blev det ikke rigtig til noget. Der har været lidt langt mellem møderne i ølklubben det seneste år. Men nu kunne det endelig lade sig gøre.

En af vennerne har en rygeovn, og vi bestemte, det skulle afholdes i hans have, så kunne vi også få røget mad til øllet. Så vi blev trakteret med koldrøget laks, lun leverpostej med hjemmerøget bacon og hjemmerullet rullepølse. Det var utroligt velsmagende og passede godt til øllet


Aecht Schlenkerla er et bryggeri/værtshus i Bamberg, Bayern. Bamberg er det sted i verden, hvor der drikkes mest øl pr. indbygger ( 280 liter om året ), og der er 9 bryggerier indenfor den gamle bykerne. I slutningen af 1800 tallet var der 60.

Aecht Schlenkerla er kendt for deres røgøl - Rauchbier.

Historien fortæller, at i 1678 udbrød der brand, og røgen ødelagde malten på loftet. Den stakkels brygger havde ikke anden udvej end at brygge med den røgede malt, og det faldt i borgernes smag. I gamle dage var det meste malt nu nok røget, da man tørrede malten over bål af brænde eller endog tørv. Men det er da en fin historie.

Vi lagde ud med 'Weizen'. En dejlig dunkel weissbier på 5.2%. Let og behagelig røg, der faldt i alles smag.

Karakter 4


Derefter åbnede vi den originale rauchbier - 'Märzen'. Den har næsten samme udseende og er på 5,1%, men røgsmagen er her lidt mere fremtrædende. Der var dog ikke for meget for os. 3 af øllene fra Aecht Schlenkerla var 'bedst før oktober 2020', men så vidt vi kunne vurdere, var de helt, som de skulle være. Det er Brauerei Heller, der brygger øllet, for det brygges i så store mængder, at det ikke kan brygges på værtshuset.

Karakter 4


Ugelris Bryggeri har lavet en 'Skibsøl - Limfjordsfiskeren'. En øl, der desværre til gengæld viste tegn på fejl, selvom den ikke var for gammel. Der var en underlig syrlighed, der ganske sikkert ikke var meningen, så vi går hurtigt videre til næste øl.



Det viste sig , at værten - der er stor røgentusiast, både hvad angår mad, whisky og øl - havde en 'Helles' fra Aecht Schlenkerla i skuret. Den var ikke oprindelig på programmet, men det kom den da. En let lys øl på 4,3%. Røgsmagen var meget svag, da der ikke er brugt røgmalt, men den har ligget på de samme tønder, så der er afgivet lidt smag til øllet. En frisk sommerøl, hvor den lille antydning af røg gør den interessant.

Karakter 4



Tilbage til programmet med en 'Urbock' på 6,5%. Her er der mere kraft på alting. Farven er mørkere, procenten er højere og røgen mere dominerende. Men vi havde jo vænnet os langsomt til smagen, og det var kun et ekstra plus. Smagen var sødere som man ofte ser det i bock, og det er helt klart en efterårsøl. Det var også blevet en anelse køligere i haven, så det passede jo fint. Efter denne øl rykkede vi indendøre.

Karakter 4+

( fortsættes )







Ingen kommentarer:

Send en kommentar