Bedømmelse

1 Dårlig
2 Drikkelig
3 God
4 Meget god
5 Fantastisk

søndag den 26. juli 2009

Tid til en øl - AleSmith Old Numbscull

26. Juli 2009
I dag er jo en festdag – af flere grunde. Dels er Danmarks nye prins blevet døbt og dels runder jeg øl nr. 700 ( af forskellige slags ).
Den lille prins fik navnet Henrik Carl Joachim Alain – et navn, der ikke ligger helt mundret, når han skal kaldes ind til middag, men måske ringer de med en klokke. Jeg synes måske nok, at det er en smule uinspireret at bruge 2 navne, der allerede er i omløb i familien, men det ses jo tit i mere fornemme kredse. I det mindste hedder han ikke Junior.
Jeg havde købt en øl, der ville passe fint til et jubilæum, men indså at det ville være lidt hård kost med hele flasken. Heldigvis kom min datter og svigersøn på besøg til aften, så vi kunne dele.
Der er tale om en meget sjælden øl i Danmark – fra et sjældent bryggeri. AleSmith ( Ølsmeden ) fra San Diego i Californien. De har ikke problemer med at sælge deres øl lokalt, så derfor eksporteres der ikke ret meget. Ølkonsortiet i Aalborg havde fået fat i 3 flasker af 3 forskellige bryg, men inden jeg fik taget mig sammen til at købe, var der bare denne tilbage. Og prisen var et stykke over 100 kr.
”Old Numbscull” er en Barley Wine på 11,0% - og på 75 cl, hvilket er grunden til, at det var godt at dele den. Bryggeriet blev grundlagt fra 1995 at Skip Virgilio og Ted Newcomb, men blev i 2002 overtaget af  Peter Zien. Bryggeriet regnes for et af USA’s bedste, og har brygget en fælles øl sammen med Mikkeller fra Danmark ( 8 feb 09 ).
”Old Numbscull” kan ikke ovesættes med et enkelt ord, men betyder noget i retning af ”lam i skallen” og den kan leve op til sit navn, hvis man går for frisk til den. Den er eftergæret på flasken og bryggeriet anbefaler, at man lader bundfaldet blive i flasken.
Det er en flot klar øl med et orangegylden skær og et pænt beige/gulligt skum på toppen. Aromaen er præget af citrushumle, men det oplyses ikke hvilken. Det er tydeligt amerikansk, men mine evner til at skelne rækker ikke længere. Øllet føles varmende i munden, men ellers ret friskt og smagen er ikke så rund og sød, som jeg havde ventet. Mange Barleywines har præg at blomme og rosin, men denne er skarpere og humlen dominerer. Jeg synes ikke balancen var helt i top. Vi fik oksesteg til aftensmad og her gjorde smagen til gengæld vældig god fyldest. Den virker klart bedre til maden, hvor den lidt skarpe humleprofil balancerer helhedsindtrykket godt. Den kan fint konkurrere med et glas rødvin. Eftersmagen er lang og er naturligvis præget af humlen.
Karakter 4
Selvom vi var 2 om øllet, kan den helt tydelig mærkes, så det var min kone der fik tjansen med at køre børnene hjem.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar