Bedømmelse

1 Dårlig
2 Drikkelig
3 God
4 Meget god
5 Fantastisk

torsdag den 16. juli 2009

Tid til en øl - Forårsfornemmelser / Stygge Krumpen

16. Juli 2009
I går ryddede jeg så op i mit eget skur. Det plejer jeg at gøre en gang om året og undres altid over, hvor meget plads der egentlig er, når der er ryddet op. Hvert år er mit fortsæt så, at det skal blive ved at være ryddeligt, men det ender altid med, at jeg fylder det med rod, så man ikke kan komme frem eller tilbage. Belært af oprydningen i min fars skur, har jeg nu smidt flere unødige ting væk, så denne gang lykkes det måske.
I går var vi også til rund fødselsdag – 10 år – hvor vi fik bamseboller, kagemand og hjemmelavede burgere til aftensmad. En god dag, hvor vi spillede rundbold, indtil vi blev afbrudt at en tordenskylle.
Der blev også tid til at smage på Ølfabrikkens/Gourmetbryggeriets/Harboes ”Pale Ale”. Den findes nu på dåse under navnet Ølfabrikken, men den er ikke så udfordrende som øl herfra var i gamle dage ( 2007 ). Den virker som en opskrift fra GB, hvilket jo også er udmærket.
Også i dag har vi været på tur. Denne gang til Nr. Lyngby, hvor en gammel gymnasiekammerat har sommerhus. Vi tog hjemmefra i gråvejr, men ved vestkysten var der blå himmel og strålende sol, så vi gik ned til stranden. Det er et specielt stykke vestkystnatur med de høje klinter. Børnene gik i vandet i en lille indsø, men vi voksne nød solen og luften, samt en øl fra Løkken Bryghus.
”Forårsfornemmelser” er en mørk hvedebock på 6,0%. På etiketten står, at den er undergæret, hvilket er højst usædvanligt for en hvedeøl. Det gentages på hjemmesiden, men det skal da nævnes, at den sidste år var beskrevet som overgæret på selvsamme hjemmeside. Den er ufiltreret og fremviser da også en uklar brunlig farve. Aromaen er speciel, og svær at sætte navn på, men ved fælles hjælp nåede vi til en sødlig/syrlig duft af rugbrødsdej. Øllet virker skarpt og friskt i munden men sammen med den kraftige bitterhed bliver det næsten for aggressivt. Der er brugt Hallertau-humle i store mængder og bitterheden hænger længe i eftersmagen. Ideen med at brygge humlede hvedeøl er relativ ny, men vi ser det mere og mere. Jeg foretrækker nok den traditionelle afdæmpede bitterhed.
Karakter 3
Vel tilbage i sommerhuset fik vi kaffe/te og boller og kage, men inden vi skulle hjem igen åbnede vi en anden øl fra Løkken Bryghus – ”Stygge Krumpen”. Det er en øl, der er brygget til Middelalder-dagene på Voergård Slot, men Stygge Krumpen holdt jo til på Børglum Kloster, der ligger lige i nærheden af Nr. Lyngby. Vi kørte faktisk lige forbi på vejen. Det er også en sød, mørk øl. Beskrivelsen på flasken er ikke særlig oplysende – der er tale om en ”lumsk” øl, brygget på ”finurlige” malte. Om det er for at fortælle at Stygge Krumpen har en uhæderlig og sammensat personlighed ved jeg ikke, men det er ikke særlig oplysende. Det er en undergæret øl på 5,8%. Det er lidt skuffende at den er undergæret, da den øltype ikke fandtes i middelalderen. Lidt historisk research ville have været passende.
Det er en temmelig mørk øl med beige skum. Aromaen er også her præget af malt og brød. Det minder lidt om øllebrød. Denne øl er ikke nær så humlet, så der er ikke modspil mod det søde islæt. Øller føles fyldigt, næsten lidt klistret og sødmen er som nævnt dominerende. Der afsluttes dog med en let bitterhed.
Karakter 2+

Ingen kommentarer:

Send en kommentar