Bedømmelse

1 Dårlig
2 Drikkelig
3 God
4 Meget god
5 Fantastisk

torsdag den 2. juli 2009

Tid til en øl - Baldersbrønde Mørk Ale

2. Juli 2009
I dag har vi haft en samtale med en yderst behagelig kvindelig præst, der gennemgik begravelsen med os, og gav sig god til at høre os fortælle om far. Når man fortæller til en udenforstående, kommer man ind på mange sider af personen, som man selv havde glemt eller taget for givet, og som man aldrig ville været kommet til at tale om indbyrdes. At tale med en dygtig og forstående præst er helt sikkert en vigtig del af sorgbearbejdelsen.
Her til aften skal min ældste datter synge koncert med Coro Misto. Det er et semiprofessionelt kammerkor som min kone og jeg har sunget i tidligere. Min kone har sunget i koret i næsten 20 år og nu har min datter altså overtaget hendes plads. Vi er de første, der har haft 2 generationer med i koret. De skal til en stor korkonkurrence i Sydkorea, og nu laver de en koncert, inden de skal af sted. Jeg har aftalt med min mor, at hun tager med. Hun har overværet næsten alle korets opførelser og der er ingen grund til, at hun skal sidde alene hjemme med alle sine tanker.
Baldersbrønde bryggeriet har så vidt jeg kan se udsendt 2 øl. Jeg skrev om en i går og den anden er en ”Mørk Ale” efter engelsk inspiration. Det er en øl på 4,6% og er inspireret af en nordengelsk brown ale ( f.eks Newcastle Brown ), som er mere humlede end de sydengelske.
Det er en klar, mørkebrun øl med kraftigt skum, der forsvinder hurtigt. Duften er neutral med en anelse blomst. Der er utroligt meget kulsyre i, hvilket giver den en fizzy, prikkende fornemmelse, der virker helt malplaceret. Måske er man blevet vant til ”real ale”, hvor der netop ikke er kulsyre i.
Eftersmagen er med en rimelig bitterhed, men der mangler fylde.
Karakter 2+

Ingen kommentarer:

Send en kommentar