Bedømmelse

1 Dårlig
2 Drikkelig
3 God
4 Meget god
5 Fantastisk

fredag den 17. juli 2009

tid til en øl - Tuborg Classic

17. Juli 2009
I denne uge har vi indvilget i at stå op kl. 6 og være afløsere på 2 avisruter i byen. Det er næsten altid godt vejr tidligt om morgenen, så det har været friskt nok. I morgen har vi 3 ruter, og vejret står jo på skybrud og torden og 40 mm regn. Så vi regner med at iklæde os badetøj på avisruten. Det bliver et kønt syn. Hvordan vi får afleveret aviserne uden de bliver drivvåde er så et andet problem.
I dag ryddede vi mere ud i min fars skure og kørte en del på lossepladsen. Der er stadig masser at godt værktøj og redskaber tilbage, men det tog en time at læsse det af på genbrugsstationen. Og vi er ikke helt færdige endnu.
Til frokost tog jeg en ”Tuborg Classic” fra min mors kasse øl. Det er den venstre på billedet. Jeg skrev om Tuborg bryggeriet d, 14 marts, så det vil jeg ikke gentage. Reklamerne for Tuborg Classic fortæller, at mange ting vil ændre sig med tiden, men ”Tuborg Classic” vil altid være den samme. I navnet ligger desuden, at dette er en gammel øl, der altid har været der, men faktisk blev den produceret til Tuborgs 120 års jubilæum i 1993. Og mig bekendt har det ikke tidligere været brygget en øl i denne type. 
I midten af 80erne fik de amerikanske mikrobryggerier succes med at brygge den gamle øltype – ”Wienerøl”. Det var især Brooklyn og Boston, der fik succes, og jeg tror at det smittede af på det danske marked. Jeg har før omtalt ”Classic” som en ”Wiener wannabe” og det mener jeg faktisk stadig.
Det er en mørkgylden øl med hvidt skum og en alkoholprocent på 4,6%, hvilket i mange år har været standard for danske øl. Den er brygget på pilsnermalt og münchenermalt, med ekstra tilsætning af karamel- og farvemalt. Der kan ikke være ret meget i af disse malttyper, da farven er forholdsvis lys. Øllet føles meget overgearet livligt, men der er lidt mere fylde i smagen med noter af karamel. Bitterheden er middel – jeg mener at kunne huske fra en gammel reklame at der skulle være cascade i ( i så fald er der nok skelet lidt til Brooklyns lager ( wiener )). Udmærket øl, der i mange år var min favorit. Ikke så sur som den grønne.
Karakter 2+                                                                                                                                             
Her til aften hentede vi vores datter i Aalborg lufthavn, hvor hun vendte tilbage fra en kortur til Korea. De blev nr. 2 i den ene konkurrence og nr. 3 i den anden, så det var meget flot. Hun har haft en fantastisk tur, og har oplevet en masse, som vi nok hører om senere.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar